If you are a progressive left wing individual you basically think that your point of view is the embodiment of virtue…

17. november 2010

I forrige indlæg beskrev jeg hvorledes Melanie Philips slog knuder på sig selv for ikke at ”generalisere” muslimer.

The first thing to say is that one can not and must not generalize.

Generalisering (kategorisering!) er hverken muligt eller tilladt. Punktum…

Melanie Philips sagde ikke et ord om, at det kun er muslimer, der ikke kan eller må “generaliseres”, og så er det jo bemærkelsesværdigt, hvor skødesløst hun øjeblikket inden (første video 6:15) havde omtalt de progressive venstreorienterede:

If you are a progressive left wing individual you basically think that your point of view is the embodiment of virtue because your point of view is basically about creating a perfect society, you subscribe to a whole range of ideologies, all sorts of isms which are basically all about bringing about a perfect society, multiculturalism, the brotherhood of man, environmentalism, saving the planet or what ever it is, and so because you stand for virtue axiomatically and obviously then it follows that anyone who is not of your view, anyone who dissents from your view, must be not just having an alternative or opposing view but they must stand for something really bad. They stand outside the moral sphere, on which you are standing, of goodness. They are basically evil, and so you demonize them. Now, as a result, it’s an extraordinary thing that all these isms and ideologies, which progressive people sign up to, which are secular – if there is one thing that unifies them they are very much secular, they are anti-religion, and yet one finds I this demonizing of the other a kind of Manichaean worldview that divides the world into good and evil, which replicates the most extreme forms of religious fanaticism in the middle ages where people literally said: there is one received truth and if you dissent from that you are a heretic and I will burn you. Well, we don’t burn heretics today, but we send them in to a kind of social and professional exile, we label them as mad, we refuse to accept their point of view, we professionally discriminate against them, they don’t get promoted, they don’t get hired, they find themselves vilified, and we are doing something quite similar, and it is these secular folk, these secular ideologues who are behaving in the same way that we associate with religious totalitarian extremists of the past and totalitarian ideologies of the most recent period, communism for example. It’s exactly the same, there is one view that you are committed to speak, anything else, you are simply not allowed to say it, and you will therefore go into exile. We don’t do that but send people into a psychological or professional exile if you like, and it’s extremely alarming because it’s a totalitarian mindset, and I call it: cultural totalitarianism. It is not political totalitarianism it is cultural totalitarianism. There is one view on these issues to which you must subscribe otherwise you are demonized.

Bemærk at Melanie Philips ingen anstrengelser gør sig, for at imødegå en anklage om, at hun udtaler sig om alle progressive venstreorienterede, dvs. udtaler sig kategorisk.

Citatet demonstrerer yderligere at den progressive retorik sidder dybt rodfæstet i Melanie Philips selv.
Ord som dæmonisering og diskrimination klinger som elementer fra Enhedslistens partiprogram, men også det retoriske virkemiddel, at sige ”vi” om grupper mennesker, som man ikke identificerer sig med, som man direkte opfatter som sine opponenter, er såre karakteristisk for den progressive venstrefløj, og det virker da også bare åh så inkluderende ikke sandt?

Ikke desto mindre er Melanie Philips en ganske nøgtern kritiker af den progressive venstrefløj, og hendes pointe om venstrefløjens religiøse karakter fortjener at tages alvorligt.

Grundlæggende bæres trossamfund ikke af overtro, men – på godt og ondt – af individets opløsning i et større fællesskab.
Den venstreorienterede kollektivisme rummer tilsvarende både trygheden ved, i flok at kunne tryne diverse meningsafvigere, samt den selvopofrende idealisme.
Også et rigt mål af virkelighedsfornægtelse, har den progressive venstrefløj til fælles med diverse religioner, men fælles for dem er også, at virkelighedsfornægtelsen er af sekundær betydning, er et middel og ikke selve målet.

I hvor høj grad et givent fællesskab er eksponent for noget godt eller noget ondt, afhænger naturligvis af øjnene der ser, men er heller ikke udelukkende et spørgsmål om en mere eller mindre kollektiv subjektivitet.

Nogle idealer ER bare bedre end andre.

Den venstreorienterede idealisme er af natur langt mindre rigid end de fleste religioners, i særdeleshed sammenlignet med den islamiske, og blandt venstrefløjens – for tiden – mest hævdvundne idealer finder vi tolerance.
Er man bare tolerant nok, kan man stå til højre for Glistrup rent socialpolitisk, og alligevel fremstilles som politisk midtsøgende af diverse meningsdannere i husaltrets bedste sendetid.

Lad os lige tage en kort afstikker til Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 43-48:

I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din
fjende.”
Men jeg siger jer: “Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må blive jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.
Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme?
Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme?
Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er
fuldkommen.”

Erstat buddet om næstekærlighed med buddet om tolerance, og etikken er pludselig som taget ud af nutidens progressive venstrefløjs.

Hvis man tolererer parlamentarisk demokrati og basale frihedsrettigheder, hvor tolerant er man så? Gør ikke også højrefløjen det samme?

Næh… Den fuldkomne tolerance fordrer at man tolererer det fuldkomment menneskefjendske, og hvad kvalificerer da bedre end netop islam?

Reklamer

Man siger, at bombemændene i London var velintegrerede, fordi de havde uddannelse og job – men er det det samme som at være velintegreret, hvis man samtidig føler sig udstødt?

28. august 2010

Spørgsmålet er stillet i integrationsministeriets nyhedsmagasin Ny i Danmark Nr. 2, 2008 (PDF) af religionssociolog Jon A. Olsen, der arbejder på et forskningsprojekt om radikalisering på Dansk Institut for Internationale Studier.

Artiklen i integrationsministeriets nyhedsmagasin har overskriften:

Tolerance: Et våben mod ekstremisme

Artiklen handler om unge muslimers identitet, og succeskriteriet er ikke at få dem til at føle sig som danskere, men som moderate muslimer.

Artiklens underrubrik uddyber:

Radikale ideologier tilbyder marginaliserede unge nemme svar, alternative fællesskaber og en fast identitet. Inklusion og tolerance er derfor alfa og omega, når det gælder om at forebygge, at unge tiltrækkes af ekstremisme.

Jakob Ilum, der er leder af Politiets Efterretningstjenestes Forebyggelsescenter vrøvler om at:

Man skal være enormt påpasselig med f.eks. at bruge et ord som ’jihad’ (…) Hvis vi er med til at understøtte den særlige udlægning af begrebet, som al-Qaeda ønsker, bidrager vi bare til deres dagsorden.

Til gengæld indrømmer Jakob Ilum i det mindste at:

I PET er vi bevidste om, at vi ikke er de bedst egnede til at forebygge radikalisering

Jon A. Olsen mener at vi er ”nødt til at inkludere folk på deres egne præmisser”, og ”ser regeringens beslutning om at tillade muslimsk hovedbeklædning på Folketingets talerstol som et vigtigt skridt”.

Det sædvanlige vrøvl fra slige kanter er dog spædet op med en gryende forståelse af at integration ikke primært handler om ”uddannelse og job”, men snarere om ”fællesskab” og ”identitet”.

Problemet er til dels, at vi som danskere ikke kan byde dem velkommen i et dansk fællesskab med dansk identitet, simpelthen fordi vi ikke selv er velkomne til have dette fællesskab og denne identitet.
Bedre står det ikke til med integrationen i England, hvor det er racistisk at køre med det engelske flag i bagruden, eller i Sverige, hvor statsministerkandidaten Mona Sahlin har udtalt:

Ni har en kultur, en identitet, en historia, nånting som binder ihop er. Och vad har vi? Vi har midsommarafton och sådana töntiga saker


der er ingen der er uenige om målet for det danske samfund, som er et tolerant samfund, med velfærd, og hvor man hjælper dem, der er i nød osv.

20. august 2010

Overskriften er citat af Per Stig Møller og ligner en kategorisering, men citatets kontekst er slet ikke så kategorisk endda, idet vendingen: ”stort set” optræder flere gange.

Citatet faldt i Krause på tværs på P1, hvor Per Stig hævdede at politik – stort set – ikke længere er en strid om mål, men om midler.

Heri tager Per Stig fejl!

Generelt er det ikke målet, som politikere er enige om men midlet, og midlet er primært at definere sine politiske mål som gode, humane, anstændige, retfærdige og ikke mindst: “tolerante”, som eksemplificeret i mine forrige to indlæg.

Tolerance, velfærd og hjælp til nødstedte er tomme fraser, der kan fyldes med næsten hvad som helst, men det skal sikkert passe at de ”80 % af befolkningen”, som Per Stig betegnede som ”det socialkonservative felt”, er politisk orienteret derefter.
Rødvinssocialisme og anstændig borgerlighed er ét ufedt.

I programmet – der i øvrigt bar titlen: ”Vi er blevet mindre modige”, og som handlede om ytringsfrihed – leverede Per Stig følgende tilståelse:

den indvandrerdebat som vi holdt nede – også helt bevidst – holdt nede, det må jeg sige – det gjorde vi helt bevidst i firserne, hvor vi – jeg kan huske en ledende konservativ sagde, at hvis vi rejser den debat, så bliver det et slag for panden, fordi det vil flække Danmark, og det er rigtigt, at vi af hensyn til at undgå at vi skulle få en forsimplet debat, så blev den holdt nede, men den blev så også holdt for meget nede, der var ting man ikke kunne diskutere, der var ting man ikke kunne sige, der var ting man ikke kunne drage frem, og der, i den forstand, har Søren Krarup ret

En ”forsimplet” tilståelse er stadig bedre end ingen tilståelse…


Afsenderne sender et klart signal om, at man ikke vil tolerere respektløse overfald på uskyldige minoriteter

19. august 2010

Man er – som det fremgår af stophadforbrydelser.dk – Københavns Politi, Københavns kommune, Institut for Menneskerettigheder og Frederiksberg kommune, og det er dem der er intolerante, når de ”ikke vil tolerere respektløse overfald på uskyldige minoriteter”.

Generaliseringen på stophadforbrydelser.dk fandt jeg via kunsten.nu, hvor Michael Elmgreen ”i ledtog med politi, politikere og Institut for Meneskerettigheder” forklarer Matthias Hvass Borello fra Kunsten.nu:

Hvis man har et samfund, hvor det er socialt accepteret at man er intolerant og hygge-joker om bøsser og diverse minoriteter, så er man med til at skabe et intolerant samfund, hvor de ikke-resursestærke føler sig bange, eller stærkt provokeret over at møde noget, der er lidt anderledes, end det de er vant til

Matthias Hvass Borello omtaler desuden ”den generelle kulturkrise og intolerance, som voldshandlingerne blot er et symptom på”, og at det ”offentlige rum” har antaget en mere og mere umenneskelig og intolerant karakter”.

Kunstnerne Michael Elmgreen og Ingar Dragset har i øvrigt forfattet en tekst til deres kunstværk, hvori de forklarer:

Værket stiller et åbent spørgsmål om, hvem der er de egentligt skyldige, og hvad årsagerne er til tilfældige hadske overfald på diverse minoritetsgrupper. Det er for simpelt blot snakke om kulturforskelle eller dårlige familebaggrunde. De dybere årsager rækker videre og vidner om en kulturkrise i Dannevang, hvor grundlæggende etiske værdier som tolerance og fællesskabsfølelse er gået fløjten.

At udråbe tolerance, som en af de ”grundlæggende etiske værdier”, er sgu morsomt når kunstnerne selv er ledtog med ”intolerante” myndigheder.

Bonus-info om Elmgreen på Kunstavisen.


Oplysningstidens nordeuropæere var intolerante

19. august 2010

Påstanden blev fremført 25. september 2009, ved et foredrag på Københavns Universitet Amager.
Her argumenterede Leo Catana for at Nordeuropa ikke havde grund til at kritisere den islamiske verden for dens manglende oplysningstid, idet oplysningstiden udgjorde et lavpunkt for Nordeuropa hvad angik tolerance.

Indledningsvis ridsede Leo sit foredrag op, som et forsvar for Tøger Seidenfadens synspunkt kontra Ralf Pittelkows, at oplysningstiden ikke gjorde den europæiske kultur bedre end den islamiske.

Leo tog udgangspunkt i en definition af tolerance, hentet i et leksikon fra Politikens forlag, en definition der vægtede fordømmelse som et markant udtryk for intolerance, og argumenterede så for at oplysningstidens Nordeuropa var stærkt præget af den religiøse fordømmelse, som ikke mindst af filosoffen Spinoza blev ramt af.

Leo dokumenterede stolpe op og stolpe ned, at Spinoza blev udsat for religiøs fordømmelse, men alligevel havde jeg svært ved at forstå, hvordan Leo kunne mene at Europa havde været mere tolerant i middelalderen og renæssancen, så jeg spurgte ham om Galileis husarrest eller Giordano Brunos død på bålet var udtryk for større tolerance, end fordømmelsen af Spinoza.
Spørgsmålet afstedkom en vis moro i auditoriet, men Leo insisterede på at oplysningstiden var mere intolerant, og så lod jeg ham takke af for den aften.

Rent numerisk, havde Leo sikkert en pointe, ud fra samme overfladiske betragtning, som at man er mere kriminel hvis man tre gange kører uden sikkerhedssele, end hvis man to gange begår rovmord, for mens Bruno kun kunne blive myrdet én gang, kunne Spinoza blive fordømt igen og igen.

Religiøs fordømmelse kan utvivlsomt virke ganske intimiderende på stærkt troende mennesker, forudsat at den fordømmende og den fordømte deler konfession, men Leo dokumenterede kun kristen fordømmelse af kulturjøden Spinoza, og således blottet for konsekvenser i det hinsides, havde fordømmelsen udelukkende karakter af kritik.

Med sin ukritiske adoption af definitionen på tolerance, sidestillede Leo kritik og mord, i et foredrag, hvor han selv kritiserede Ralf Pittelkow, og hvor han fremstillede tolerance som et ubetinget gode.

Kort sagt, et foredrag under al kritik.