But, she believes, they have changed the whole way the society discusses immigration and integration

12. februar 2011

Overskriften er et citat fra BBC 4 (fundet via Snaphanen), hvor “she” refererer til Margrethe Vestager, og hvor ”they” refererer til medlemmer af Dansk Folkeparti.

Radioværten lader Margrethe Vestager eksemplificere:

We are talking about ghettos as if we had – you know – real ghettos in terms of the historical use of the term

Vi danskere bliver her generaliseret af Margrethe Vestager, og mange danskere har sandt nok omtalt tætte koncentrationer af minoritetsgrupper, omtrent som de ægte ghettoer, i den historiske forståelse af begrebet, altså som bydele, hvor majoritetsbefolkningen har tvunget minoritetsgrupper til at bo.
Til gengæld er der ikke megen sandhed i at gøre medlemmer af Dansk Folkeparti ansvarlige for udbredelsen dét synspunkt.
Hvis nogen har skal holdes ansvarlige for det, må det snarere være socialisterne, der mener at det er samfundets skyld at minoritetsgrupper bor i en ”ghetto”, fordi minoriteterne holdes ude fra det lukrative jobmarked, og generelt får en alt for lav overførselsindkomst.

Margrethe Vestager fortsætter sin generalisering af den danske udlændingedebat:

There is a lot of “them and us” rhetoric to dehumanize, and this is not integration, this is not inclusion.

Apropos ”not inclusion”, så havde radioværten netop forklaret at Margrethe Vestager leder et af de få partier, som afviser enhver direkte forhandling med noget medlem af Dansk Folkeparti, og apropos ”them and us”, så løber Margrethe Vestager – jævnfør overskriftens “they” – lige ind i den klassiske selvmodsigelse:
Der er dem, der deler folk op i ”dem og os”, og så er der os andre.

Sidst, men ikke mindst interessant, så siger Margrethe Vestager at:

You have to fight extremism while it is still extreme because the minute it gets mainstreamed it is so much harder to fight it.

Et mindretals synspunkter er selvfølgelig lettere at bekæmpe end et flertals, men er ekstremisme kun ekstremisme, indtil det øjeblik, hvor den bliver politisk korrekt?

Sådanne spørgsmål er ikke dem, der definerer den ”kritiske” journalistik.
Kritisk journalistik skal være selektiv i sin kritik, og derfor kunne radioværten også ukritisk viderebringe følgende “nyhed” om konsekvenserne af Dansk Folkepartis politiske indflydelse:

In one striking example foreigners arriving in Denmark were forbidden to use state hostels for the homeless, which led to several deaths in harsh winter conditions.

Kan nogen dokumentere bare ét eneste af disse talrige dødsfald?

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.


Forskel på mænd – kvinders evne

17. december 2010

Overskriften er sakset fra et indlæg af Mona1 på 24 timer.

Mona spørger:

Forskel på mænds og kvinders evne til at forandre – selvreflektion – selverkendelse – selvaccept – accept af forskellighed
er der forskel og hvori består forskellen?

Else svarer:

Både mænd og kvinder er individuelle, selvstændige personer.

Der kan sikkert findes eksempler på såvel forskelle som lighedspunkter – alt efter hvilke mænd og kvinder, det drejer sig om.

Generaliseringer kan næppe bruges til noget.

Tråden kommenteres ret ligeligt af mænd og kvinder, og eksemplificerer glimrende en markant forskel på mænds og kvinders evne til ”accept af forskellighed”.

Kvinder har en tendens til at erklære alle mennesker ens eller alle mennesker forskellige, altså kategorisere dem.
Mænd er generelt mere villige til at erklære en gruppe mennesker karakteristiske for det ene eller det andet, altså generalisere dem.

En mand konstaterer:

at vi mænd, mægtig gerne vil være sammen med kvinderne, også i længere tid af gangen, men vi vil nødig blandes ind i deres umættelige lyst og smag, for intriger og sladder!

I det offentlige rum tager kvinder højlydt afstand fra splid og klikkedannelse, men i det private…


Danskerne gider ikke længere den lumre småracistiske retorik.

10. december 2010

Den generaliserende overskrift er et citat af Zenia Stampe, som sidste gang jeg citerede hende, associerede generaliseringer med nazistisk propaganda.

Denne gang er hun imidlertid ikke kun ude med riven efter ”dæmoniseringens voksende kreds”, hun forsvarer også ”Dansk Folkepartis vælgere” mod ”menneskefjendsk retorik” fra Anders Samuelsen og Ole Birk Olesen.

Dansk Folkepartis vælgere er borgere i det danske samfund. Og det er danskere med palæstinensisk familie også. Ingen af dem skal skæres til suppetern i et regneark, uanset om snittet er lagt efter etnicitet, kultur, religion eller politisk tilhørsforhold. Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Udgrænsning… Ordet må være synonymt med marginalisering, men er alligevel en værdig kandidat til at supplere ordlisten på tankeforbrydelse.dk.

Se blot første hit på google:

OECD’s key-competencies for et up to date globaliseret samfund anbefaler ud over udvikling af en stærk individualitet og teknologisk snilde også at lære børn at interagere i socialt heterogene grupper.

Vaskeægte nysprog fra Pernille Hviid, lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
Pernilles pointe er at det er synd for de dygtige skoleelever, hvis de lærer mere end andre skoleelever.

En udgrænsning, om end positivt defineret, er stadig en udgrænsning, der får dem til at slå blikket ned, når de taler med os almindelige.

Efter denne lille digression, tilbage til citatet af zenia:

For den tankegang skaber skel i en tid, hvor vi har brug for sammenhæng. Den tankegang skaber had i en tid, hvor vi har brug for fælles fodslaw.

Godt Zenia… se om du kan følge mig!

Forslaget fra DF, om at undersøge hvad indvandringen koster Danmark, har ikke som rationale at skabe had, men at understøtte en politisk beslutning om at begrænse indvandringen – ikke af ”danskere med palæstinensisk familie”, men af palæstinensere med palæstinensisk familie.

Forslaget fra Liberal Alliance, om at undersøge hvad DF-vælgere koster Danmark, har derimod ikke som rationale at understøtte nogen politisk beslutning.

Der er en verden til forskel mellem de to forslag, en forskel som særligt politikere burde have et bedre øje for.


Vi er ikke selv spor ked af at generaliser, men hvorfor forventer vi at andre skal lad være?

25. november 2010

Overskriften et citat af Cevel; som, efter et meget ubehageligt møde med nogle tyrkiske drenge, på et forum for herboende iranere, postede et indlæg med samme overskrift.

Hun har siden genposteret indlægget med overskriften:

Vores danske unge, meningsløse vold og vores allesammens ansvar

Hendes genpostering er tagget: samfund, os& dem, men udtrykker faktisk en noget ambivalent holdning til at skelne mellem os og dem. bl.a. har hun i sin genpostering tilføjet:

Jeg gad vide… Hvornår vi holder op med, at jagte spøgelser & fortaber os i deres baggund og hvornår vi starter med, at betragter alle alle disse unge som vores danske unge og som en problem vi alle sammen sloges med, og ligeledes har en vis ansvar herom..??

Jeg gad vide hvornår der går op for os at løsningerne for problemerne i vores multinationale samfund findes faktisk i lighederne blandt os, frem for forskelighederne der bland og ligeledes langt væk fra vores dobbeltmoral, fordom og generaliseringer..??

Men imens …lad os hånd i hånd tænde en lys for alle dem som er og bliver ofre for disse meningsløse vold , i håbet om en dag der bliver sat en stopper for det..

Holde hånd, tænde lys, og håbe… Cevel synes her ikke at mangle ret meget, i at være fuldt ud integreret i moderne dansk konflikthåndtering, men længere nede formulerer hun en helt gammeldags skelnen mellem os og dem:

Kontra vores egen meningsløs , uforsvarlig og ondskabsfuld adfærd, er vi hver især ikke blege for at generalisere og kalde danskerne(og andre for den sag skyld) koldblodig, nontolerant, og racister, med det mindste fejltrin vi opfanger hos dem!

Men hvis tallerken var vendt om, ville vi opføre os meget bedre og andeles end dem?

Danskerne er ”dem”, men hvem er ”vi”?
Identificerer Cevel sig her med de tyrkiske lømler?

Cyklende med hat og hund, forekommer Cevel ikke synderlig islamisk, men Cevel har overvejet hvorvidt de tyrkiske lømler også ville have kastet fyrværkeri efter hende:

hvis jeg ikke havde hat på den aften og de kunne se jeg var mørk håret?

Mit gæt er at Cevel, som så mange herboende iranere, er socialist, og derfor tilkender hår- og hudfarve alt for stor betydning, og religion en alt for lille.


Man kan ryste på hovedet og finde det grinagtigt

16. maj 2010

Overskriften er et citat af René Karpantschof fra et interview udført af Linda Hansen for Modkraft, og siden gengivet på aktivist.nu.

Anledningen til interviewet var Karpantschofs bidrag til antologien: ”Når du strammer garnet”, hvori Karpantschof – med Linda Hansens ord: ”lancerer tre myter om Dansk Folkeparti”.

Det, som Karpantschof kan finde grinagtigt, er:

Når nogle for alvor kritiserer Dansk Folkeparti eller vil diskutere partiets påstande om flygtninge og indvandrere, så har de en tendens til at hyle op om forfølgelse og undertrykkelse og tromle løs på dem, som formaster sig til at være uenige med højrestrømningen.

Det er nogle sjove vendinger, som Karpantschof benytter: ”hyle op”, ”tromle løs” og ”formaster sig”.
På den anden side er det nok ikke særligt sjovt, at blive trukket i retten for sine synspunkter, eller at have en pressedækning, som Dansk Folkepartis.

Karpantschof:

Gennem de sidste cirka tyve år har medierne ikke fortiet noget som helst, men derimod i stigende grad fortalt om flygtninge og indvandrer-stof med en klar tendens til at fokusere på det negative og problematiske.

Det samme mønster gælder for hvem der kommer til orde i debatten. Her viser undersøgelserne, at politikere fra Fremskridtspartiet og Dansk Folkepart er klart overrepræsenterede blandt dem, der citeres i nyhederne, ligesom udlændingekritiske debatindlæg udgør det store flertal.

Så det er rent sludder, at udlændingesituationen har været tabu og er blevet fortiet. Og at Dansk Folkeparti og deres ligesindedes synspunkter har været undertrykt er en helt forrykt påstand. Situationen er omvendt. Deres synspunkter er blevet overeksponeret.

Medierne har ”en klar tendens til at fokusere på det negative og problematiske”, også når det gælder medlemmer af Dansk Folkeparti, hvis synspunkter – som Karpantschof selv formulerede det – ”er blevet overeksponeret.”
Hvis alene journalister havde stemmeret, ville Dansk Folkeparti ikke klare spærregrænsen på 2 %, og det forhold kan selvfølgelig ikke undgå at farve deres journalistik.

Under mellemrubrikken: ”Os mod dem”, spørges Karpantschof:

Det har været meget omdiskuteret om Dansk Folkeparti kunne beskrives som racistiske, men du konkluderer, at det er der belæg for. Kan du definere racismen i Dansk Folkeparti?

Ja, det med racismedefinitionen er vigtigt. Mine ikke-venner på højrefløjen påstår, at jeg bare selv har opdigtet en definition, så det lige passer på Dansk Folkeparti. Det generer dem ikke, at det tydeligt fremgår i det jeg skriver, at jeg benytter en definition, der er direkte taget fra internationalt anerkendte teoretikere og som i øvrigt også er på linie med udbredte juridiske bestemmelser som FNs konvention om racediskrimination og den danske racismeparagraf §266b.

Og under mellemrubrikken: ”Magten som en del af racismen”, uddyber Karpantschof:

For at komme til sagen, så er det racisme når en samfundsgruppe for det første udbreder en generaliserende og negativ forestilling om de andre, som en underlegen gruppe, hvis iboende natur umuliggør gensidig tilpasning og ligeværdig sameksistens. Og for det andet kombinerer denne negative forestilling med en magt til at diskriminere, dominere og forfølge den eller de andre grupper, man har stigmatiseret.

Karpantschof har i løbet af interviewet udbredt en ”generaliserende og negativ forestilling om” Dansk Folkeparti, ”som en underlegen gruppe, hvis iboende natur umuliggør gensidig tilpasning og ligeværdig sameksistens.”
Er denne ”negative forestilling” kombineret ”med en magt til at diskriminere, dominere og forfølge” medlemmer af Dansk Folkeparti?

Har Karpantschof ikke lige selv lænet sig op ad ”internationalt anerkendte teoretikere” og ”udbredte juridiske bestemmelser som FNs konvention om racediskrimination og den danske racismeparagraf §266b”?

Hvilken magtfaktor er Dansk Folkeparti sammenlignet med OIC, FN og EU?
Dansk Folkeparti har end ikke haft magt til at fjerne §266b fra straffeloven, og kan derfor vanskeligt tildeles rollen som Goliath.

Karpantschof fortsætter:

Men nu handler det jo om Danmark, og her er det med at kombinere negative fordomme med magt til at forfølge overvejende noget, der udgår fra majoriteten af hvide, kristne danskere.

Det skal også understreges, at fordomme ikke i sig selv er racisme. Hvis nogen på et værtshus siger, at »sigøjnerne stjæler meget«, så er det en fordom, men ikke racisme. Godt nok er det en negativ og generaliserende forestilling, men der er ikke magt bag, der kan undertrykke eller forfølge sigøjnere. Går man imidlertid over til systematiske fysiske overfald på sigøjnere, eller endnu bedre – altså bedre i forhold til racismedefinitionen – at påvirke regeringen og offentlige myndigheder til at føre en diskriminerende og forfølgende politik mod sigøjnerne, så er racismen klar.

I Karpantschofs egen vennekreds begås ”systematiske fysiske overfald”, konsekvent mod hvide danskere, og ofte de kristne af dem, men ”antifascisterne” kan alligevel ikke konkurrere med muslimer, hvad afstumpet racistisk brutalitet angår.

Karpantschof hævder om ”racismen i praksis”:

Virkemidlerne, de psykologiske mekanismer partiet i den forbindelse spiller på, kan sammenfattes til: frygt, forargelse og foragt.

Med begreberne: Frygt, forargelse og foragt, kan interviewet med Karpantschof sammenfattes, hvilket jeg lige vil eksemplificere:

Frygt:

  • DF ”ruller jo demokratiet tilbage”
  • DF ”benytter etniske argumenter til at forfølge og undertrykke andre grupper”
  • DF søger at ”undergrave” menneskerettighederne
  • DF har en ”ekstrem og fundamentalistisk tankegang”

Forargelse:

  • DF ”fører en racistisk politik”
  • DF er ”populistisk”
  • DF træder på ”arabiske skolebørn”
  • DF er ”lukkede, chauvinistiske og fremmedfjendske”

Foragt:

  • DF ”virker mere og mere skingert”
  • DF ”gør krumspring”
  • DF har ”mullah-Krarup” som medlem

Karpantschof er en hykler!


Kan islamofober overhovedet tænke?

16. maj 2010

Spørgsmålet rejses af Paul Smith i Information, men spørgsmålet afføder straks et andet spørgsmål:
hvem er islamofoberne i henhold til Paul Smith?

Paul Smith nævner eksplicit islamofober tre gange i løbet af artiklen:

Islamofoberne stopper ikke op og tænker over, at store dele af Letlands kristne befolkning ville sympatisere varmt med bøllerne fra Tingbjerg, hvis de hørte om præstechikanen. Det rejser spørgsmålet: Kan islamofober overhovedet tænke?

Det var så de første to, her følger den tredje:

Blandt islamofober er ordet ‘danskhed’ en fast størrelse. Ligesom islam er det. At forskellige muslimske grupperinger myrder hinanden på livet løs i f.eks. Irak, anfægter ikke deres enkle verdensbillede: Alle muslimer er ens. Basta!

At kære sig om ”bøllerne fra Tingbjerg”, frem for deres sympatisører i Letland, ligger nok ikke ret mange danskere fjernt, men det gør den forestilling, at “alle muslimer er ens”.
Faktisk har jeg aldrig hørt et eneste menneske fremføre denne imbecile påstand, men det har Paul Smith åbenbart, for han sætter navne på tre sådanne islamofober:

Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og Lars Hedegaard

Det er grove anklager, som det normalt ville være passende at dokumentere med mindst ét citat eller én kildehenvisning, men Paul Smith er ikke hvem som helst, han er cand.mag. i historie og filosofi…

Artiklen er også leveringsdygtig i en klassisk floskel, som jeg for nylig inddrog som kategori her på bloggen:

Mange af disse folk er siden blevet klogere, men det gælder ikke for det nævnte trekløver, som nu i stedet spørger danske statsborgere, om de nu også er rigtige danskere. Der ‘tænkes’ fortsat i de mest firkantede kasser fra totalitarismens mørkeste fjernlager: Der er dem, og så er der os.

Islamofoberne er selvsagt ”dem”, der deler folk op i ”dem og os”…

Paul Smith rundede i øvrigt også ”sprogets elementære logik”, og takkede i den anledning Aristoteles.

Jeg kan næsten høre Aristoteles svare fra Elysium:
Ingen årsag!


Medierne giver ikke kulturen skylden, når en dansker begår et jalousidrab

14. maj 2010

Overskriften er et citat af Tim O’Connor, der indgår i en interessant analyse forfattet af Mehmet Ümit Necef:

Æresmord – forklaringer og bortforklaringer

Necef bemærker at:

Hos en del akademikere er kulturforskelle et tabuemne, som de helst ikke vil tale om.

Og videre:

Det er ikke svært at se, at en del akademikere i forsøget på at flygte fra kulturbegrebet begår overgreb på den sociale virkelighed.

Necef er imidlertid kold over for det akademiske tabu, og konstaterer:

Uanset hvordan man vender og drejer kan vi ikke løbe fra den kendsgerning, at æresmord er et importfænomen, importeret af en del muslimske indvandrere

Og her byder Necef ind med en forklaring:

Mens der er tale om et bifaldende publikum vedrørende æresdrab er der angående jalousimord ikke tale om et bifaldende publikum. I den senmoderne danske kønskultur og regler, normer og værdier angående seksualitet er der ikke noget, der tilnærmelsesvis støtter et jalousimord. Morderen forventer heller ikke moralsk støtte fra sine omgivelser; nogle gange begår han faktisk selvmord. Men med hensyn til den anden form er der tale om et bifaldende publikum, som skal godkende, at familien har renset sin ære. Dette publikum består ikke af hele nationen, byen, landsbyen eller kvarteret, men en tilstrækkelige stor mængde mennesker, som direkte og indirekte forlanger fra den ”vanærede” familie, at den skal redde sin ære.

Og akademiske tabuer kan have direkte konsekvenser for retsstaten:

Udover – og endnu vigtigere – irritationen over, at der er nogle akademikere, der nærmest udsteder forbud imod at inddrage bestemte faktorer i et forklaringsforsøg
på et bestemt fænomen, fordi det er racistisk, essentialistisk, orientalistisk, os-og-dem-skabende, nedgørende for andres kultur osv. er en af grundene
for vigtigheden af denne skelnen er at benægtelsen af, at man er op imod et klassisk traditionelt æresmord er advokaternes forsvarslinje i en typisk
æresmords retssag: Forsvarsadvokaterne påstår nemlig ofte at deres klienter ikke har planlagt mordet sammen med en række familiemedlemmer; det var en
spontan, overilet, individuel handling. Den mordanklagede bror har angiveligt stødt på sin søster på gaden, blev provokeret af noget, hun eller hendes mand/kæreste har sagt og trak pistolen i affekt osv.

Necef gennemgår en række bortforklaringer, herunder følgende:

Denne måde at antage en forskel mellem danskere og indvandrere og at forklare henholdsvis jalousi- og æresmord på, er generaliserende, racialiserende, stereotypicerende og en række andre negative ting – påstår Yilmaz. Det ligger implicit i Yilmazs kritik af ”danskerne”, at der med hensyn til, hvorvidt der ligger individuelle eller kulturspecifikke motiver, ikke er nogen forskel mellem de to former for mord.

Flugten fra den kulturelle faktor kan imidlertid gå to veje:

I sin analyse af den svenske debat om æresmordet på den tyrkisk-kurdiske kvinde Fadime Sahindal i januar 2002 skriver den finske antropolog Kurkiala, at fortolkningerne af mordet tenderede at bevæge sig mellem to poler, dels en psykologiserende eller partikularistisk fortolkning som fremstillede morderen som syg og socialt afvigende, og dels, i den anden yderpol, en generaliserende eller universalistisk fortolkning, som søgte forklaringen til mordet i verdensomspændte patriarkalske strukturer.

Næh… Mænd har aldrig været hævet over at blive generaliseret som morderisk anlagte.

Det kan varmt anbefales, at spendere en halv time på Mehmet Ümit Necef’s analyse.