Tredje generalisering af Williams kritik af islam-kritikere

8. maj 2010

Hvis man vil sige noget generelt om riesenschnauzere, er det ikke gjort med at undersøge et vist antal eksemplarer, og derefter generalisere sine observationer.
I hvert fald ikke hvis pointen var, at karakterisere riesenschnauzere i forhold til de øvrige hunderacer.

En generalisering af Williams kritik af islam-kritikere kan relateres til andres kritik af islam-kritikere, og således sige noget generelt om William, men det var altså ikke min agenda.

Min agenda var at fremdrage de karakteristika ved Williams kritik af islam-kritikere, der adskiller den fra Williams øvrige kritiske virke som blogger og debattør.

Derfor vil jeg nu analysere alt hvad William ellers har ytret i det offentl…
Nej, spøg til side…

Siden William lancerede sit Koran-blogging projekt, har jeg læst de fleste af hans blogindlæg, og dannet mig et overordnet indtryk af Williams virke som kritisk debattør.
Dette indtryk adskiller sig meget markant fra det indtryk, som jeg har formidlet via mine fire kritiske analyser og de to forrige generaliseringer.

Første analyse
Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering

Fraregnet Williams kritik af islam-kritikere, har jeg indtryk af at Williams offentlige kritik generelt er intelligent, lødig og underholdende.
Nogle svipsere i ny og næ kan slet ikke opveje det positive indtryk, som særligt Williams islam-kritik efterlader.

En af Williams svipsere havde dog en særlig betydning, idet den omhandlede netop det våben, som gør os vesterlændinge i stand til at overvinde de totalitære trusler mod vores civilisation.

Dette våben er kritik!

Kritik er selve essensen af filosofi og videnskab, og selve essensen af vores civilisation.
Ytringsfriheden er ikke til for at beskytte høfligheder eller dødstrusler, den er til for at beskytte den kritiske røst, som er selve vores civilisations grundvold.

Williams svipser var, at han ikke kunne tåle kritik.

Bevares… han begyndte ikke at udstede dødstrusler, men satte alligevel hensynet til sin egen forfængelighed højere end mange andre hensyn, der burde være prioriteret højest.
William gik ikke efter bolden, ikke engang efter manden, William gik efter mandens kæreste

Kan et menneske, der ikke kan tåle kritik, være ytringsfrihedens frontkæmper?

Nej!

Kan et menneske, der har positioneret sig lige bag ytringsfrihedens frontkæmpere, udgøre en trussel mod ytringsfriheden?

Ja!

Er William en trussel mod ytringsfriheden?

Ja! Det må jeg desværre konkludere.

Ikke så meget fordi han rutinemæssigt dolker diverse islam-kritikere i ryggen, det er der jo så mange der gør, men fordi William konsekvent lægger gift ud for det samarbejde mellem nationalkonservative, socialister og liberalister, som er absolut påkrævet, hvis vores civilisation skal overleve alliancen mellem islam og den politiske korrekthed.

Williams perfide opførsel agter jeg ikke at holde Fri Debat kollektivt ansvarlig for.
Selvfølgelig har jeg andet end lovord til overs for Fri Debat – ingen er hævet over kritik – men helt generelt, er jeg yderst tilfreds med netværkets oprettelse, og særligt med det samarbejde som Fri Debat har indledt med Trykkefrihedsselskabet.
Jeg deltog selv i Fri Debats første offentlige arrangement, og meldte mig efterfølgende ind i Trykkefrihedsselskabet.

Jeg stoler på at vores civilisation nok skal overleve, men jeg tror ikke på at det bliver med Williams hjælp.

Med disse ord afsluttes projekt Gutmensch.

Jeg kender godt spillereglerne.
William udsatte mig for en svinestreg, så nu er det mine motiver, der er suspekte.

Det valgte jeg at blæse på.
Der er trods alt vigtigere ting på spil.


Anden generalisering af Williams kritik af islam-kritikere

7. maj 2010

Som nævnt i første generalisering, er det helt overordnede tema for Williams kritik af islam-kritikere, at den tydeligvis savner substans, savner et faktuelt og rationelt grundlag, men kritikken kan også karakteriseres ved ansvarsforskydning, manglende proportionssans, hykleri og fordrejning.

Ansvarsforskydningen giver sig jævnligt udtryk i ren stråmandsargumentation, som når William tillægger Søren Krarup en identifikation mellem ”totalitarismens venner” og Lars Hedegaards ”fæller ud i Islam-kritikken” (punkt 4), eller selv skriver konspirationsteori og hensigt ind i sin gengivelse af et skamklippet citat af Bat Ye’or, men først og fremmest kommer ansvarsforskydningen til udtryk i kollektivt ansvar, som når William stiller flere hundrede medlemmer af Trykkefrihedsselskabet til regnskab for en kronik forfattet af Mikael Jalving (punkt 19).
Er Mikael Jalving overhovedet medlem af Trykkefrihedsselskabet? Anyhow…

I samme forbindelse lod William samtlige 4300, af Mikael Jalving omtalte bøsser, tegne af kun 85, men et mere grelt udtryk for Williams manglende proportionssans, var ækvivalensen mellem det at pisse på en gavl, og det at fremsætte dødstrusler mod en folkevalgt politiker (punkt 20).
Ud fra Williams logik, måtte en gammel parkeringsbøde moralsk lukke kæften på enhver, der blev vidne til dødstrusler mod folketingspolitikere.

Næh! Man bør søreme ikke kaste med sten, når man selv bor i en betonbunker, hvor der engang har stået et tandkrus lavet af glas.

Williams hykleri er, som det fremgår af de fire analyser, et gennemgående træk, men lad mig bare tilføje et eksempel mere. I forrige generalisering påpegede jeg at William uberettiget kritiserede ”segmentet af Gutmenschen” for at ”udskamme” dem, ”der ikke er Islam-kritisk på den helt rigtige måde”, men hov… kritikken kan jo helt berettiget fremføres mod William, der i to ombæringer havde noget – og ikke nærmere defineret! – at indvende mod Lars Hedegaards islam-kritik (punkt 1).

Med fordrejning sigtes ikke til Williams fordrejning af hvem, der har sagt noget, eller hans fordrejede gengivelser af hvad nogen sagt, men alene til hans fordrejning af ords betydning, nærmere bestemt, ordene: ”snob”, “Gutmensch” og ”politisk korrekt” (punkt 9).
Det er særligt den lemfældige omgang med ords betydning, der gør Williams kritik af islam-kritikere fordummende, i øvrigt ligesom hans bortforklaringer af, hvad han mente med sin kritik af mine kildehenvisninger, eller sin kritik af Trykkefrihedsselskabets ”underminering af demokratiet og trykkefriheden”.
Det rokker i hvert fald ikke ved min konklusion; at William undsagde trykkefriheden (punkt 15).

Jeg har nu omhyggeligt undersøgt en del af Williams kritik af islam-kritikere, men der kan naturligvis siges meget mere om den øvrige del, og det vil jeg måske gøre i kommentarsporet.
Her kan der så også bydes ind, med links til al den lødige kritik af islam-kritikere, som nogen måtte mene at William har bedrevet.

Første analyse
Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering

Tredje generalisering


Første generalisering af Williams kritik af islam-kritikere

6. maj 2010

Da jeg annoncerede mit projekt om at analysere Williams kritik af islam-kritikere, havde jeg netop fået bekræftet den fordom, at Gutmensch var et prædikat, som William primært vedhæftede islam-kritikere, og derfor gjorde jeg Gutmensch til arbejdstitel/kategori for projektet.

William opponerede i kommentarsporet:

Dit udsagn om at undertegnede primært påklistrer prædikatet ”Gutmensch” på Islam-kritikere holder ikke. Virkeligheden er mere kompliceret end som så.

Så måtte jeg dokumentere at virkeligheden ikke var på Williams side, og denne dokumentation udgjorde samtidig en oplagt referenceramme for de fire kritiske analyser:

Første analyse
Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse

De fire grundlæggende kritiske analyser resulterede i, at jeg identificerede 25 af Williams kritikpunkter, som jeg testede validiteten af, og gav en karakteristik.
Her er listen over min karakteristik af de 25 punkter.
(i parentes: i hvilken analyse & hvem der blev kritiseret)

Williams kritik var:

  1. uargumenteret (1 Lars Hedegaard).
  2. udokumenteret (1 Lars Hedegaard).
  3. grundet i illoyal citation (1 Søren Krarup).
  4. grundet i en stråmand (1 Søren Krarup).
  5. hyklerisk (1 Katrine Winkel Holm).
  6. grundet i en konspirationsteori (1 Søren Krarup & Katrine Winkel Holm).
  7. grundet i en åbenbaring (1 Søren Krarup).
  8. ubegrundet, hyklerisk og ude af proportioner (2 Ole Hyltoft).
  9. komplet forskruet (2 Ole Hyltoft).
  10. falsk, falsk og mere falsk (2 Ole Hyltoft).
  11. grundet i en komplet forskruet åbenbaring (2 Ole Hyltoft).
  12. en tåget motivanalyse (2 Ole Hyltoft).
  13. uargumenteret (3 Katrine Winkel Holm).
  14. en blanding løgn og løse rygter (3 Lars Hedegaard).
  15. en undsigelse af trykkefriheden (3 Trykkefrihedsselskabet).
  16. en kerne af sandhed, pakket ind i to løgne (3 Trykkefrihedsselskabet).
  17. udokumenteret og ansvarsforskydende (3 Trykkefrihedsselskabet).
  18. et substansløst personangreb (3 Trykkefrihedsselskabet).
  19. ansvarsforskydende og irrationel (3 Trykkefrihedsselskabet).
  20. ansvarsforskydende og helt ude af proportioner (3 Trykkefrihedsselskabet).
  21. falsk og hyklerisk (3 Trykkefrihedsselskabet).
  22. ansvarsforskydende og uden substans (3 Trykkefrihedsselskabet).
  23. åbenlyst forkert og psykoanalytisk ubegrundet (4 Nicolai Sennels).
  24. åbenlyst forkert (4 Kim Møller).
  25. selvmodsigende (4 Kim Møller, Lars Hedegaard m.fl.).

Det helt overordnede tema for Williams kritik af islam-kritikere er, at den tydeligvis savner substans, savner et faktuelt og rationelt grundlag.
William gik konsekvent efter manden, ikke efter bolden.
Ud af 25 kritikpunkter, var der kun én eneste gang, at han overhovedet fik øje på bolden (punkt 16). Bolden lå lige til Williams højreben, men blev skudt langt over mål.

Udover manglende substans, tematiseres også ansvarsforskydning, manglende proportionssans, hykleri og fordrejning.

Grundet referencerammen, er prædikatet Gutmensch naturligvis overrepræsenteret og dermed også begrebet politisk korrekthed.
Omvendt, er det svært at pege på en mere oplagt fællesnævner for Williams kritik af islam-kritikere, så prædikatet Gutmensch og den politiske korrekthed kan heller ikke være blæst ret meget ud af proportion.

Et andet prædikat, der kunne have dannet referenceramme, er: ”offer-fetichist”.

Offer-fetichist lyder mere elegant end tudefjæs, men betydningen er lidt den samme.
Tudefjæs er typisk noget der råbes efter fodboldspillere, uanset om de er blevet tacklet med knopperne forrest, eller om de prøvede at filme sig til et straffespark.
Offer-fetichister behøver imidlertid ikke selv at være blandt de (måske) ramte, men kan så at sige være tudefjæs pr. stedfortræder.
Det ligger implicit i anklagen om offer-fetichisme, at sympatien med ofrene er påtaget, eller at selve offerrollen er påtaget, evt. begge dele.

Da William kritiserede ”Eva Selsings offer-fetichistiske åbningslinie” (punkt 18), gik han direkte efter kvinden og ignorerede bolden, og bekræftede således Eva Selsings centrale pointe, hvorimod William to gange udtrykte sympati med det – i sandhed ynkelige – tudefjæs; Katrine Lilleør (punkt 17), der selv havde iscenesat både sin ”udsmidning” og sin ”udskamning”.
Denne offer-fetichisme er kun et af mange eksempler på, at William kritiserer andre for noget, som han selv bedriver, og 18. konklusion kunne sagtens have båret hykleri også.

Men nu er det prædikatet Gutmensch, der spiller den centrale rolle i Williams kritik af islam-kritikere. I de tilfælde, hvor prædikatet ikke bare komplet uargumenteret blev hæftet i nakken f.eks. på Nicolai Sennels (punkt 23), associerede William prædikatet med politisk korrekthed.

William bemærker et sted (punkt 25) at:

Politisk korrekthed kommer i mange partifarver og fløj-bekendelser.

Et andet sted skrev William om ”Trykkefrihedsselskabets snævre definition af politisk korrekthed” (punkt 14).
Bortset fra disse to eksempler, fremstillede William den politiske korrekthed mere entydigt.
I sin kritik af Ole Hyltoft, tog William udgangspunkt i Ole Hyltofts udlægning af snobberi (punkt 9) og politisk korrekthed, og vendte begge dele 180°.
Hovedvægten af Williams anklager om politisk korrekthed, var vendt mod Trykkefrihedsselskabet, og her spiller de sociale klasser ikke samme rolle, som de gør i Ole Hyltofts kronik, men Williams manøvre var næsten den samme; at vende begrebet 180°.

Centralt i Williams kritik af politisk korrekte Gutmenschen stod disse islam-kritikeres ”udskamning” af deres egne kritikere (punkt 5):

Der er en lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet, som synes at have overtaget Projekt Politisk Korrekthed, og sat sig for at udskamme alle, som ikke kritiserer Islam på den helt korrekte måde.
(…) som synes at have overtaget Projekt Gutmensch, og konstant promoverer sig selv som gode, modige mennesker, og udskammer Islam-kritikere som ytrer sig skeptisk om selskabet som totalitarismens venner med stor ligegyldighed over ytringsfriheden.

Et andet eksempel er fra en kommentar på Uriasposten (punkt 25):

segmentet af Gutmenschen, som ser ned på alt hvad der ikke er Islam-kritisk på den helt rigtige måde

Temaet blev også berørt i forbindelse med ”Eva Selsings offer-fetichistiske åbningslinie”, dog blev temaet ikke der, eksplicit kædet op på den politiske korrekthed.

Det interessante er nu, at hverken Eva Selsing, Søren Krarup, Katrine Winkel Holm eller Kim Møller, med et eneste ord inddrog deres kritikeres egen islam-kritik.
Tværtimod forsvarede Eva Selsing eksplicit ”alle, der forholder sig kritisk til islam”, herunder William.

Inddragelsen af Trykkefrihedsselskabets kritikeres egen islam-kritik, står 100 % for Williams regning, og William forsvarede dermed nogle islam-kritikere mod en anklage, der ikke var blevet fremført.

Det var altså ikke os, der gjorde det!
Gjorde hvad?
Øh… kritiserede islam – øh – på den forkerte måde…

Første analyse
Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse


Anden generalisering
Tredje generalisering


Fjerde kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

4. maj 2010

I forbindelse med tredje kritiske analyse, besluttede William at han alligevel gerne ville debattere noget grundlæggende, men andre skal også være velkomne til at stille spørgsmålstegn ved mine læsninger eller konklusioner. Som den opmærksomme læser vil have bemærket, er mine læsninger og konklusioner ikke mejslet i granit.

I denne sidste indledende analyse af Williams kritik af islam-kritikere, er det Williams optræden på udebane, der er under lup.

De to første af Williams Gutmensch-kommentarer er fra Uriaspostens kommentarspor, hvor William kritiserer Nicolai Sennels, Lars Hedegaard og to gange Kim Møller.

En tredje Gutmensch-kommentar er analyseret som bonus, og er rettet mod Peter Nedergaard.

On with the show!

William kritiserer i en kommentar på Uriasposten ”Gutmensch Sennels” for, mod bedre vidende, at holde juraprofessor Steen Røndsholdt ansvarlig for overskriften:

Katolikker må finde sig i kollektiv mistanke

William kritiserer tillige Kim Møller for, i sin egen overskrift:

Muslimer må finde sig i kollektiv mistanke, sagde juraprofessoren (ikke)

, at holde ”juraprofessoren” ansvarlig for et udsagn, som William ligeledes tilskriver journalist Emil Rottbøll, og William anbefaler derfor Kim Møller at ændre sin overskrift.

Williams kritik af ”Gutmensch Sennels” rejser det dobbelte spørgsmål:
Holdt ”Gutmensch Sennels” juraprofessor Steen Røndsholdt ansvarlig for overskriften? Og gjorde han det med vilje?

Svaret kan let aflæses på nicolaisennels.dk:
Nej, det gjorde ”Gutmensch Sennels” faktisk ikke! Og følgelig gjorde han det heller ikke med vilje!

23. Konklusion: Williams kritik er åbenlyst forkert og psykoanalytisk ubegrundet.

Williams kritik af Kim Møller rejser det dobbelte spørgsmål:
Holdt Kim Møller i sin egen overskrift ”juraprofessoren” ansvarlig for andres udsagn? Og burde han derfor ændre overskriften?

Svaret kan let aflæses på uriasposten.dk:
Nej, det gjorde Kim Møller netop ikke! Og følgelig burde han heller ikke ændre overskriften!

24. Konklusion: Williams kritik er åbenlyst forkert.

William har lagt endnu en Gutmensch kommentar på uriasposten.dk, hvori han kritiserer både Kim Møller og Lars hedegaard for at være Gutmenschen, og som her citeres i fuld længde:

Det er tydeligt at se på Gutmensch Kim Møllers indlæg og kommentatorsporet at det evige Gutmensch Lars Hedegaard har formået at holde den fine balance, hvor hans bagland stadigt betragter ham som politisk korrekt. Han er stadigvæk populær i De Rigtige Meningers Klub.

Søren Pind er stadigvæk min “yndlings-borgerlig”, da han tør sætte sig på tværs og modtage hug fra segmentet af Gutmenschen, som ser ned på alt hvad der ikke er Islam-kritisk på den helt rigtige måde (bemærk bestemt ental).

Politisk korrekthed kommer i mange partifarver og fløj-bekendelser.

William kritiserer her Kim Møller, Lars Hedegaard og kommentarsporet helt generelt, for at være (mere eller mindre prominente) medlemmer af de ”De Rigtige Meningers Klub”, hvor man ”ser ned på alt hvad der ikke er Islam-kritisk på den helt rigtige måde”.

At William, endda i to ombæringer, bruger ”bestemt ental” om den politiske korrekthed, er i sandhed bemærkelsesværdigt, for han modsiger sig selv umiddelbart efter:

Politisk korrekthed kommer i mange partifarver og fløj-bekendelser.

25. Konklusion: Williams kritik er selvmodsigende.

Bonus-analyse!

En af dem, som William prædikerer ”Gutmensch”, er Peter Nedergaard fra JP-bloggen: Politisk Krabask.
Peter Nedergaard benytter på sin blog 45 forskellige tags, og emnet ”økonomi” optræder hele to gange, men ikke islam, hverken med stort eller lille forbogstav.

Det gør emnet ”indvandring” derimod, og ud fra de to indlæg, som han har tagget det emne, kan det konkluderes at Peter Nedergaard er kritisk overfor indvandring, hvilket i praksis betyder kritisk overfor indvandring af muslimer.

Der kan argumenteres for og imod at Peter Nedergaard bør indgå i analysen, men mit tungeste argument er at pladsen tillader det, og det argument finder jeg for let.

Peter Nedergaard er ikke islam-kritiker ifølge min definition! så følgende er en bonus analyse:

William lægger første kommentar til et indlæg med overskriften:

Dansk Socialrådgiverforening lobbyer naturligvis for flere sociale klienter

William:

Jeg er selv eks-socialrådgiver. Socialrådgivere er, som mennesker er flest, søde mennesker, som vil deres medmennesker det godt. De er ikke de onde, egoistiske mennesker, som Gutmensch Nedergaard demonstrerer sin moralske overlegenhed på baggrund af.

Socialrådgivere, politifolk, journalister, læger, sygeplejersker, Falck-reddere m.fl. har faglige fordele ved øget bandekriminalitet, og det kan vi andre så bruge til en anledning til demonstrativt at træde ind i rollen som Det Gode Menneske.

Jeg vil hellere stå på sidelinien og udtrykke taknemmelighed.

Jeg glæder mig ligesom Gutmensch Nedergaard til den dag det danske samfund har færre socialrådgivere, færre politifolk, færre sygeplejersker, men indtil den dag indtræder, så lad denne salut lyde:

Tak for indsatsen! Jeg har fuld tillid til at den har de reneste motiver.

Peter Nedergaards blogindlæg handler faktisk overvejende om socialrådgiveres interesse i nød og elendighed.
William kritiserer Peter Nedergaard for at uberettiget at tillægge socialrådgivere ønsker om flere sociale tilfælde, og demonstrerer via Reductio ad absurdum, hvor tåbelig motivanalysen er.

Konklusion: Williams kritik er korrekt og velargumenteret

William afslutter sin kommentar med at udtrykke sin tillid til Peter Nedergaards motiver, men med ordene: ”demonstrerer sin moralske overlegenhed på baggrund af” kritiserede William forinden Peter Nedergaards motiv med at motivanalysere socialrådgivere, uden på nogen måde at argumentere for konklusionen af sin egen motivanalyse.

Konklusion: Williams kritik er ubegrundet, selvmodsigende og hyklerisk.

William kritiserer Peter Nedergaard for at være et Gutmensch, og gør det i direkte forlængelse af sin kritik af Peter Nedergaards motivanalyse. William bøjer endda sin kritik i neon, med referencen til ”Det gode menneske”.

Konklusion: Williams kritik er velargumenteret men hyklerisk

Efter denne bonus-analyse er det tid til at gøre status.

Dette var fjerde kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede 3 kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er åbenlyst forkert og psykoanalytisk ubegrundet.
  2. Williams kritik er åbenlyst forkert.
  3. Williams kritik er selvmodsigende.

Et grundlag skulle nu være skabt for at sige noget overordnet og mere generelt om Williams kritik af islam-kritikere.

Første analyse
Anden analyse
Tredje analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering


Tredje kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

3. maj 2010

Dan Turèll berettede engang – frit efter hukommelsen – til en jeg kender:

Hvis 15 mennesker går forbi, og ser mig med den her øl, så har jeg drukket en halv kasse

Selv om Onkel Danny generelt var en afholdt herre på Vesterbro, kunne han godt være emne for sladder, og antallet af sladrehanke betød utvivlsomt noget for indholdet af deres sladder.

Kildekritik indebærer at man er opmærksom på hvorvidt den, der gengiver en anden persons udsagn, evt. er positivt eller negativt forhåndsindtaget overfor den anden.

Hvis a gengiver b’s gengivelse af c’s gengivelse af hvad d har sagt, og hvis a, b og c alle er positivt forhåndsindtaget overfor d, er det ikke usandsynligt, at det som d har sagt, trinvist gengives mindre og mindre og mindre usympatisk.

Profeten Muhammeds ord og gerninger kan f.eks. tænkes gengivet således af rettroende muslimer.

Hvis a gengiver b’s gengivelse af c’s gengivelse af hvad d har sagt, og hvis a, b og c alle er negativt forhåndsindtaget overfor d, er det ikke usandsynligt, at det som d har sagt, trinvist gengives mindre og mindre og mindre sympatisk.

Nok om fjer der bliver til fem høns, og videre til tredje afsnit af projekt gutmensch, hvor det bl.a. er Williams kritik af ”Gutmensch Katrine Winkel Holm”, der bliver analyseret kritisk.

William:

Hvad er Trykkefrihedsselskabet gode til?

Trykkefrihedsselskabet har været i vælten på det seneste. Deres formand Lars Hedegaard har meldt ud at muslimer er forpligtet til at begå gruppevoldtægt, og muslimske piger konstant bliver voldtaget af fædre, onkler m.m. Disse visdomsord kan du opleve via Snaphanen, eller (i koncentreret form) i starten af dette YouTube-klip. Så langt, så latterligt…

Kritikken er jo den selvsamme, som den der fremførtes i første analyse, og hvorom jeg konkludere at kritikken var vildledende.

Been there, done that…

Og så alligevel ikke, for hvor jeg tidligere måtte konsultere Rune Engelbreth Larsens citatsamling, kan jeg denne gang følge et link til et YouTube-klip, der stadig kan afspilles og som bekræfter Williams gengivelse.

Lars Hedegaard hævdede faktisk at islam forpligter muslimer til at voldtage vantro!!

Islam tillader voldtægt af vantro, og Muhammed praktiserede selv denne ret, men en islamisk pligt er det bare ikke, så det kan undre mig at Rune Engelbreth Larsen ikke medtog netop den del i sin citation af Lars Hedegaard.

Ingen har – mig bekendt – tidligere kritiseret Lars Hedegaard for at gøre denne ret til en pligt, heller ikke William, som stadig ikke har argumenteret for, hvad det skulle være kritisabelt ved Lars Hedegaards udsagn.

Never the less – I stand corrected.

Første kritiske analyse vil naturligvis blive opdateret.

William:

Søren Pind, Naser Khader og Katrine Lilleør trak sig hurtigt fra ethvert samarbejde med foreningen. Sidtsnævnte fik følgende mopsede salut med på vejen fra selskabets næstformand Gutmensch Katrine Winkel Holm: Så vigtigt var forsvaret for ytringsfriheden altså heller ikke for dig. Det burde jeg vist i grunden ikke overraske mig.

Intet nyt under solen, bortset fra at Katrine Winkel Holm denne gang vedhæftes prædikatet ”Gutmensch”, og at hendes kritik af Katrine Lilleør beskrives som den ”mopsede salut”.

William giver ingen argumenter for sine prædikater.

13. Konklusion: Williams kritik er uargumenteret.

William:

Der er mange ting galt med Trykkefrihedsselskabet

Jeg nævner i flæng:

Underminering af demokratiet og trykkefriheden:

Her bliver Williams kritik pludselig overordentlig specifikt formuleret, men er den begrundet?

Ordene: ”Støtte til idéen om myndighedsudøvende institutioner uden demokratisk mandat”, er min gengivelse af Williams gengivelse af Ole Birk Olesens gengivelse af, hvad Lars Hedegaard har formuleret på et andet sprog.

Williams gengivelse har karakter af overskrift, men er ikke en ordret gengivelse af den overskrift, som Ole Birk Olesen gav sin gengivelse:

Lars Hedegaard opfordrede til “parallelle institutioner” i tale

Længere nede står – med småt – bl.a. skrevet:

Hvilke metoder, der præcist skal bruges af disse parallelle institutioner, fortalte Lars Hedegaard ikke i talen, men han løftede sløret, da han uddybende oplyste, at metoderne kan læres af modstandsbevægelserne i de lande, som var besat af Nazityskland under Anden Verdenskrig.

En besættelse, parallel med Anden Verdenskrigs, ”may necessitate the creation of parallel institutions”, som Lars Hedegaard selv formulerede sin ”opfordring”.

At modarbejde en besættelsesmagt, evt. med ”parallelle institutioner”, er ikke at underminere demokratiet.

14. Konklusion: Williams kritik er en blanding løgn og løse rygter.

William kritiserer Trykkefrihedsselskabet for at udgive en bog, der ikke opfordrer til ulovligheder af nogen art, men som indeholder det politiske og – mener William – ukorrekte budskab, at politikere/bureaukrater i EU bistår islams fremmarch i Europa.

15. Konklusion: Williams kritik er en undsigelse af trykkefriheden.

William kritiserer Trykkefrihedsselskabet for at støtte statslig favorisering af medier, som lever op til Trykkefrihedsselskabets snævre definition af politisk korrekthed, men går man Williams dokumentation efter, via et inkonklusivt og mistænkeliggørende indlæg af William, så viser det sig at Uwe Max Jensen har – og det er faktisk kritisabelt – udtrykt modvilje mod, at et statsstøttet medie giver spalteplads til ”homofobi”.

Sandheden er:

  1. At Uwe Max Jensen ekskluderede ”homofobi” fra at være udtryk for ”politisk korrekthed”.

Løgnene er:

  1. At Uwe Max Jensen er Trykkefrihedsselskabet, eller taler på selskabets vegne.
  2. At udsagnet støtter statslig favorisering af medier.

16. Konklusion: Williams kritik er en kerne af sandhed, pakket ind i to løgne.

William:

Selskabets kultur:

  • Selskabet tager del i den ubehagelig tendens til at gøre kritik af Trykkefrihedsselskabet (eller andre Islam-kritikere) til et spørgsmål om afsenderens forhold til ytringsfrihed eller Islam-kritik. Denne tendes til at udstøde de “politisk ukorrekte” eksemplificeres glimrende af det overstående Katrine Winkel Holm-citat, eller medlemmet Eva Selsings offer-fetichistiske åbningslinie i dette indlæg.
  • Dobbeltmoral, og dobbeltmoral igen

William kritiserer Trykkefrihedsselskabet (og danskere generelt) for – på skrømt – at møde kritik af islam-kritikere (herunder Trykkefrihedsselskabet) med tvivl angående kritikernes forhold til ytringsfrihed, og således udstøde de “politisk ukorrekte”.

Som dokumentation, eksemplificerer William med to citater.

  1. Det snart gammelkendte citat af Katrine Winkel Holm
  2. Eva Selsings ”offer-fetichistiske åbningslinie”:

Citatet af Katrine Winkel Holm dokumenterer, at hun betvivler Katrine Lilleørs vægtning af ytringsfriheden, men sandsynliggør ikke at tvivlen er på skrømt, og det var faktisk Katrine Lilleør, der valgte at ”udstøde” deres private mail-korrespondance i det offentlige rum, så alle kunne se at hun – dyb indånding – var blevet kritiseret.

17. Konklusion: Williams kritik er udokumenteret og ansvarsforskydende.

Eva Selsings åbningslinie var:

Der er gået sport i at hetze islamkritikere.

Mine læsere skal imidlertid ikke snydes for Eva Selsings fortsættelse:

I den hjemlige debat om islam er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at de enkelte debattører giver sig af med personangreb i stedet for at dykke ned i den substantielle del af diskussionen – nemlig hvordan og i hvilket omfang den muslimske indvandring påvirker vores samfund. Islamkritikernes egne kritikere enten ikke evner, formår eller ønsker at tage denne diskussion.

Udsagnet: ”Der er gået sport i at hetze islamkritikere”, dokumenterer ikke nogen generel tendens, ikke engang blandt medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, til at udstøde de “politisk ukorrekte”, uanset hvordan William vender og drejer begrebet: politisk korrekthed.

18. Konklusion: Williams kritik er et substansløst personangreb.

William kritiserer – med henvisning til et af sine egne indlæg – Trykkefrihedsselskabet for dobbeltmoral.

I dette lange indlæg, tager William Trykkefrihedsselskabet til indtægt for:

  1. At Mikael Jalving, på sin egen JP-blog, har argumenteret imod at diskriminere sportsudøvere på grund af deres seksualitet
  2. At deltagerne (fraregnet bl.a. Knud Larsen) ved et åbent arrangement har modtaget Geert Wilders med stående ovation

Den dobbeltmoral – som William altså tilskriver Trykkefrihedsselskabet – forklarer William således:

Wilders og de truede homoer har en lang række ting til fælles:

  • De er ofre for Islam (Wilders dog kun i relativt ringe grad).
  • De udfordrer Islam (Wilders dog kun i relativt ringe grad).
  • De er truede på livet (Wilders dog kun i relativt ringe grad).
  • De udviser stort mod (Wilders dog kun i relativt ringe grad).

En oplagt forskel mellem Geert Wilders og de truede homoer (der udgjorde 85 af de 4300 sportstrænede homoer) er at Geert Wilders er truet på grund af sine ytringer, mens de truede homoer er truet på grund af deres seksualitet.

19. Konklusion: Williams kritik er ansvarsforskydende og irrationel.

William kritiserer – igen med henvisning til et af sine egne indlæg – igen Trykkefrihedsselskabet for dobbeltmoral.

Igen er det Uwe Max Jensen, som William forveksler med Trykkefrihedsselskabet, og denne gang består dobbeltmoralen i, at Uwe Max Jensen, der har fået ”en bøde på 1000 kroner” for pisse på en gavl, og er blevet truet med en ”politianmeldelse”, kritiserer kommunalt støttede dødstrusler mod en folkevalgt politiker.

Williams konklusion: ”Uwe Max Jensen er en hykler!” gør dødstrusler ækvivalente med det, at pisse på en gavl.

20. Konklusion: Williams kritik er ansvarsforskydende og helt ude af proportioner.

William:

…og sidst, men ikke mindst:

William kritiserer Trykkefrihedsselskabet for plagiat, men i virkeligheden er der – og det indrømmer William andetsteds – slet ikke tale om plagiat.

Plagiat, det er til gengæld det her:
http://www.information.dk/192385#comment-135682
og det her:
http://bohemianrhapsody.dk/2009/06/04/proudhon-revival-2009/#comment-19599
Plagieret fra tankeforbrydelse.dk (Anstændighed).

Tankeforbrydelse.dk var ment som inspiration til selvstændig tankevirksomhed, men hvis Williams ukritiske adoption af min definition, erstattede den ukritiske adoption af en ringere definition, har min hjemmeside alligevel tjent et godt formål, og så er dette plagiat – i sig selv – helt OK med mig, men…

21. Konklusion: Williams kritik er falsk og hyklerisk.

William:

Nårh ja, og hva’ så…?

Hver eneste forening, hver eneste parti, hver eneste individ… Når der skal vejes, så havner der lodder i begge vægtskåle. Der er mange ting galt med Trykkefrihedsselskabet, men før vi erklærer at de vejer for lidt, så bør vi spørge os selv, hvad der trækker op ved Trykkefrihedsselskabet? Hvad kan vi sige i forlængelse af at vi har sagt “…på den anden side set”?

Eller for at skære det helt ud i pap: Hvorfor støtte op om Trykkefrihedsselskabet?

Det spørgsmål håber jeg at mine læsere kan hjælpe med at få besvaret i kommentatorsporet (smid gerne et link eller tre, hvis argumentationen er kompetent fremført andetsteds).

William kritiserer implicit Trykkefrihedsselskabet for ikke at være gode til noget overhovedet, men skyder bevisbyrden fra sig.

22. Konklusion: Williams kritik er ansvarsforskydende og uden substans.

Dette var så tredje kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede 10 kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er uargumenteret.
  2. Williams kritik er en blanding løgn og løse rygter.
  3. Williams kritik er en undsigelse af trykkefriheden.
  4. Williams kritik er en kerne af sandhed, pakket ind i to løgne.
  5. Williams kritik er udokumenteret og ansvarsforskydende.
  6. Williams kritik er et substansløst personangreb.
  7. Williams kritik er ansvarsforskydende og irrationel.
  8. Williams kritik er ansvarsforskydende og helt ude af proportioner.
  9. Williams kritik er falsk og hyklerisk.
  10. Williams kritik er ansvarsforskydende og uden substans.

Første analyse
Anden analyse

Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering


Anden kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

30. april 2010

Når folk kritiseres for at motivanalysere, er kritikken implicit den, at de uargumenteret tillægger andre mennesker skjulte og kritisable hensigter med diverse handlinger eller udtalelser.

Politiske kommentatorer er generelt mestre ud i den disciplin, og det er sikkert glimrende underholdning for mange Tv-seere, men den kunne i vid udstrækning erstattes af chimpanser i en mudderpøl.

Mudderkastning er imidlertid ikke lutter lagkagekomik, og næppe nogen har forklaret dette mere poetisk end Svend Auken overfor Uffe Ellemann:

Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter

Kritik uden substans er i det hele taget noget pis! og en konsekvens af, således at blive pisset på, blev senere – lidt mindre poetisk og meget mere kategorisk – udtrykt af Poul Nyrup Rasmussen:

stuerene det bliver I aldrig

Efter disse bevingede ord, vil jeg nu fortsætte andet afsnit af projekt gutmensch, hvor det er Williams kritik af ”Gutmensch Hyltoft”, der bliver analyseret kritisk.

William:

Under overskriften “De halvstuderede vil tryne folket” har Dansk Folkepartis Ole Hyltoft begået en kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten. Kronikken er en argumentationsforladt motivanalyse af folk som er åbenlyst uenige med Dansk Folkeparti.

Hvor argumenterer William for at kronikken er en ”argumentationsforladt motivanalyse”?
Det kommer nok senere…

William:

Kronikken er et studie i politisk korrekthed, snobberi og dyrkelsen af Gutmenschen. Hyltofts politiske korrekthed, Hyltofts snobberi og Hyltofts dyrkelse af Gutmenschen.

Fra forrige analyse husker vi at ”politisk korrekthed” og ”Gutmensch” er synonymer, og midt mellem disse synonyme begreber placerer William nu ”snobberi”.
Ligger der en semantisk kode gemt i Williams ordstilling?
Spiller begrebet ”snobberi” en central rolle for forståelsen af ”politisk korrekthed” og ”Gutmensch”?

William:

Istedet for at benævne den idoliserede klasse med betegnelser som “eliten” eller “avantgarden”, så er det “folket”, som er genstand for Hyltofts snobberi. Uenighed med folket er pr. definition belæring. Akademikere tilhører ikke folket, har ufine hensigter, og er følgeligt meget dårlige mennesker (formodentligt i modsætning til Hyltoft himself). Så langt, så velkendt, så efterhånden ret kedeligt…

Her dukker endelig de ”ufine hensigter” op i hælene på nogle akademikere, og det er faktisk udstrækningen af Williams argumentation.

Lad os se på hvad Ole Hyltoft kritiserer disse akademikere for, men først hans perspektivering til Grundtvig:

Den kamp mellem at ville opdrage folket og være del af det har været den afgørende politiske skillelinje de sidste 20 år. Men den er meget ældre. Stil tankerne tilbage til 1826. Det år foregår et af de mest horrible overfald på ytringsfriheden i vor historie. Folkets fremmeste fortaler, N. F. S. Grundtvig, blev det år dømt til livsvarig censur.

Det hang sådan sammen, at teologiens unge håb på universitetet, professor H. N. Clausen, havde skrevet et digert værk om katolicismen og protestantismen. I afhandlingen gør han Biblen til lutheranismens grundlag. Men siger samtidig, at forståelsen af Biblen ligger i hænderne på universitetets lærde fortolkere. Universitetets skriftkloge skulle altså bestemme over folkets tro.

Hyltoft vender tilbage til nutiden:

Konflikten Grundtvig mod professor Clausen er den samme konflikt, vi i dag har mellem folkelighed og smagsdommere. På den ene side har vi folkets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt. Denne holdning bliver foragtet og frataget sin demokratiske ret af jurister, embedsmænd, universitetsfolk og en god portion politikere. Disse typer retter sig efter reglementer og konventioner, ikke efter folkeånden – et begreb, de mener hører de lavere klasser til.

Det er ikke bare ligegyldige petitesser, som Hyltoft kritiserer alle disse akademikere for, og den centrale fællesnævner er ytringsfriheden.

Hyltoft er langt fra færdig med at generalisere akademikere, og minsandten om han ikke også analyserer deres hensigter:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen’erne, er de fine. Folket, Grundtvig’erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation.

Motivanalysen indgår som et perifert delargument for Hyltofts konklusion:
At nutidens akademikere generelt repræsenterer den politiske korrekthed, og knægtelsen af ytringsfriheden, som professor H. N. Clausen gjorde det for 175 år siden.

William kritiserer Ole Hyltofts kronik for at være ”en argumentationsforladt motivanalyse”.

8. Konklusion: Williams kritik er ubegrundet, hyklerisk og ude af proportioner.

Tilbage til citatet af William:

Istedet for at benævne den idoliserede klasse med betegnelser som “eliten” eller “avantgarden”, så er det “folket”, som er genstand for Hyltofts snobberi. Uenighed med folket er pr. definition belæring. Akademikere tilhører ikke folket, har ufine hensigter, og er følgeligt meget dårlige mennesker (formodentligt i modsætning til Hyltoft himself). Så langt, så velkendt, så efterhånden ret kedeligt…

William fordrejer betydningen af snob 180°.
William kritiserer Ole Hyltoft for at være en snob.

9. Konklusion: Williams kritik er komplet forskruet.

Ole Hyltoft generaliserer akademikere i en historisk perspektiveret kronik med titlen: “De halvstuderede vil tryne folket”

William kritiserer Ole Hyltoft for kategorisk at definere belæring som uenighed med folket.

10. Konklusion: Williams kritik er falsk, falsk og mere falsk.

William:

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet

At folkelighed er forbeholdt folk med korrekte holdninger illustreres allertydeligst, da Hyltoft bliver nødt til at erkende at den venstreorienterede Ebbe Kløvedal Reich var folkelig (Hyltoft om Reich: Han kunne sin Grundtvig ud og ind. Ja, han var et stykke af en Grundtvig selv). At tilskrive en venstrefløjsmand folkelighed harmonerer slet ikke med Hyltofts forståelse af politisk korrekt ageren, så Ebbe Kløvedal Reich er et mysterium, som man må forklare sig ud af…

Alligevel sluttede han sig til medieoverklassen, var snart radikal, snart SF, snart Enhedslisten. Hans fysiske hjemsted var det akademiske eller halvakademiske mindretals magthavende grupper. Men hans åndelige hjemsted var hos Grundtvig og Folket. … Jeg holdt af ham, som de fleste gjorde. Vi fik den samme sygdom. Jeg slap levende fra den. Det gjorde han ikke. Det skulle ikke undre mig, om han blev syg, fordi han var et hus splidagtigt med sig selv.

M.a.o. “ja, ja, godt så… Kløvedal Reich er et eksempel på at venstreorienterede også kan være folkelige, men det skulle ikke undre mig om det var det han døde af”.

WHAT THE FUCK!?!

I forrige kritiske analyse kritiserede William Søren Krarup for at være et politisk korrekt Gutmensch, og jeg konkluderede at kritikken var grundet i en åbenbaring.
Nu kritiserer William Ole Hyltoft for at være et politisk korrekt Gutmensch, og han har i mellemtiden associeret begreberne Gutmensch og den politiske korrekthed med en komplet forskruet definition af snobberi.

11. Konklusion: Williams kritik er grundet i en komplet forskruet åbenbaring.

Der er to stærkt divergerende opfattelser af hvad det indebærer at være venstreorienteret.

  1. At være politisk orienteret i forhold til de lavere sociale lag
  2. At være politisk orienteret i forhold til en værdipolitik

Ebbe Kløvedal Reich var lidt fugl og lidt fisk, Ole Hyltoft derimod valgte meget klart side mellem de to måder at være venstreorienteret på.

Det er fucking uklart hvad William egentlig her kritiserer Ole Hyltoft for, men jeg kan godt gennemskue hvordan William gør det.

Vi tager den lige en gang til under lup:

At tilskrive en venstrefløjsmand folkelighed harmonerer slet ikke med Hyltofts forståelse af politisk korrekt ageren, så Ebbe Kløvedal Reich er et mysterium, som man må forklare sig ud af…

12. Konklusion: Williams kritik er en tåget motivanalyse.

Dette var så anden kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede fem kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er ubegrundet, hyklerisk og ude af proportioner.
  2. Williams kritik er komplet forskruet.
  3. Williams kritik er falsk, falsk og mere falsk.
  4. Williams kritik er grundet i en komplet forskruet åbenbaring.
  5. Williams kritik er en tåget motivanalyse

Første analyse

Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering


Første kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

28. april 2010

Ordet “gutmensch” fungerer som kategori for det projekt, at analysere Williams kritik af islam-kritikere kritisk, men hvad betyder ordet, og hvor stammer det fra?

På Wikipedia hævdes det at ordet kan spores tilbage til Der Stürmer, måske endda til Joseph Goebbels, men referencen til Der Stürmer og Joseph Goebbels lugter fælt af associationstrick.
Så tror jeg straks mere på Gesellschaft für deutsche Sprache, der hævder at ordet kun kan spores tilbage til 1985.

Hvad betydningen af ordet “gutmensch” angår, så burde det kunne konkluderes ud af kontekstens præmisser.

Dette må være intro nok – let the show begin!

Første hit på Google:
Williams indlæg starter med følgende påstand:

Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard har erklæret at muslimer er forpligtet til at begå gruppevoldtægt, og muslimske piger konstant bliver voldtaget af fædre, onkler m.m. Det har han fået kritik for.

Videoen med Lars Hedegaard, som William indirekte linker til, kan ikke længere afspilles, men Rune Engelbreth Larsen plejer at citere omhyggeligt, og ifølge ham erklærede Lars Hedegaard:

Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget [af muslimer] etcetera, etcetera, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv. Dette er din ret.

Ret og pligt er væsensforskellige begreber også i henhold til Sharia.

Hvis nogen mener at forskellen er ubetydelig, bedes de forestille sig konsekvenserne af, at deres ret til at forlade Danmark i stedet var deres pligt.

1. Konklusion: Williams kritik er vildledende uargumenteret.
(Konklusionen er opdateret: forklaring i begyndelsen af Tredje analyse)

William:

Naser Khader, Søren Pind, Kathrine Lilleør, Asger Aaamund, Farshad Kholghi, Paprika Steens Manuskriptforfatter og undertegnede er blandt de mange Islam-skeptikere og Islam-kritikere, som har givet Hedegaard velfortjente gok i nødden.

William dokumenterer at Hedegaard kritiseres, men ikke at disse ”gok i nødden” er ”velfortjente”.

2. Konklusion: Williams kritik er udokumenteret.

William:

Disse talrige gok i nødden har fået Gutmensch Søren Krarup til at komme Lars Hedegaard til forsvar med et smædeindlæg om Hedegaards kritikere:

Krarup kritiseres altså for:

  1. at være et Gutmensch
  2. at skrive et smædeindlæg

Angående punkt 1. vil jeg slet ikke konkludere noget endnu, kun søge at lægge de første brikker i det puslespil, som Williams mening med ordet “gutmensch” er, men først vil jeg analysere punkt 2., der oplagt kandiderer som en af disse brikker.

William citerer Krarup:

Endnu en gang er Lars Hedegaard blevet lagt for had af totalitarismens venner, fordi han siger sandheden.

Kritikken angår rimeligvis det fremhævede: totalitarismens venner, men hvori kritikken består, kan endnu ikke besvares.

William citerer igen Krarup:

Og så skal han kanøfles. Så skal han jages og helst til døde, så at han ikke oftere kan bryde den pæne overflade og afsløre, hvad alle de pæne, ideologiske typer ikke vil vide af og i hvert ikke tale højt om.

Her er kritikken oplagt den, at Lars Hedegaard aldrig var i livsfare, men var det nu virkelig hvad Krarup mente?

De indledende ord i Krarups kommentar:

Her i juledagene har der udspillet sig et karaktermord i det lille Danmark – eller i hvert fald forsøget på et sådant.

En tredjedel inde i Krarups kommentar:

Og så gik den vilde jagt på Lars Hedegaard. Med alle midler søgte den politiske korrekthed at karaktermyrde ham.

3. Konklusion: Williams kritik er grundet i illoyal citation.

William:

Det der er helt unikt ved Tilfældet Hedegaard er at han er blevet jagtet og helst til døde [læs: udsat for situations-specifik kritik i skrift og tale] af hans fæller ud i Islam-kritikken. Søren Krarups indlæg er derfor interessant, da det siger noget om en evolution konceptet Politisk Korrekthed risikerer at undergå efterhånden som Islam-kritik bliver stadigt mere main-stream.

William identificerer her totalitarismens venner med Lars Hedegaards ”fæller ud i Islam-kritikken”, men giver Krarups kommentar belæg for denne identifikation?

Krarup henviser kun til:

pænhedens kredse

til:

Niels Krause-Kjær

til:

den politiske korrekthed

og til:

de mange »pæne« fjender, som han og Trykkefrihedsselskabet har skabt sig på grund af en nødvendig og uforfærdet indsats i vort offentlige liv

Det sidste citat udelukker Naser Khader, Søren Pind, Kathrine Lilleør, Asger Aaamund og Farshad Kholghi, dog ikke William. Han var nemlig i forvejen fjendtlig overfor Trykkefrihedsselskabet.

4. Konklusion: Williams kritik er grundet i en stråmand.

Williams interesse for den politiske korrektheds evolution er meget interessant, for den udgør muligvis en hjørnebrik i puslespillet: hvad mener William med ordet gutmensch?

Så hvad er Williams interesse i denne evolution? Frygter han den?

William:

I Have Seen the Future of Political Correctness and Its Name is Trykkefrihedsselskabet

Der er en lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet, som synes at have overtaget Projekt Politisk Korrekthed, og sat sig for at udskamme alle, som ikke kritiserer Islam på den helt korrekte måde.

Der er en lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet, som synes at have overtaget Projekt Gutmensch, og konstant promoverer sig selv som gode, modige mennesker, og udskammer Islam-kritikere som ytrer sig skeptisk om selskabet som totalitarismens venner med stor ligegyldighed over ytringsfriheden, jf. bl.a. Katrine Winkel Holms kommentar til Islam-kritikeren Kathrine Lilleør: Så vigtigt var forsvaret for ytringsfriheden altså heller ikke for dig. Det burde jeg vist i grunden ikke overraske mig.

Attention Trykkefrihedsselskabet:

Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird.

Williams profetiske syn kvalificerer ikke som kritik, men han kritiserer nu en ”lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet”, der ”synes at have overtaget et projekt”, for at ”udskamme” alle der står udenfor. Dette projekt beskriver William både som ”Politisk Korrekthed” og som ”gutmensch”. Begreberne er åbenbart synonyme. Med ét slag faldt brikkerne på plads.
Ordet ”synes” syner ikke af meget, slet ikke når det skal underbygge en kritik, og det forklarer måske hvorfor William gentager sig selv, men klikken består ikke længere kun af Søren Krarup, for nu inddrager William tillige Katrine Winkel Holm i denne klike.

William kritiserer Katrine Winkel Holm for at kritisere Katrine Lillør

5. Konklusion: Williams kritik er hyklerisk.

William kritiserer den ”lille klike” for tilsyneladende at have et hemmeligt projekt.

6. Konklusion: Williams kritik er en konspirationsteori.

Endelig kan det også slås fast, at William, via ordet ”gutmensch”, kritiserer Krarup for at være politisk korrekt, og William har jo skuet ind i fremtiden.

7. Konklusion: Williams kritik er grundet i en åbenbaring.

Den, der bekæmper uhyrer, skal vogte sig for ikke selv at blive et uhyre derved.

Dette var så første kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede syv kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er vildledende uargumenteret.
  2. Williams kritik er udokumenteret.
  3. Williams kritik er grundet i illoyal citation.
  4. Williams kritik er grundet i en stråmand.
  5. Williams kritik er hyklerisk.
  6. Williams kritik er grundet i en konspirationsteori.
  7. Williams kritik er grundet i en åbenbaring.

Opdatering 3 maj 2010:
Tredje kritiske analyse har kastet nyt lys over første konklusion i denne første kritiske analyse.


Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering