Folkevalgte tilhængere af paragraf 266b voldtager deres egne børn

31. januar 2011

Udsagnet er lovligt, selv om det er usandt.

Tillykke til Lars Hedegaard med frifindelsen for at have ytret sig offentligt.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.

Reklamer

Trykkefrihedsselskabet er formodentlig et godt eksempel på en gruppe, der udgør et ekkokammer

30. januar 2011

Overskriften er et citat fra Klemmens Kappels blog på politiken.dk.

I forgårs bloggede jeg om en kronik af Vincent F. Hendricks på universitetsavisen.dk, og den kronik viser sig nu at være et ekko af Klemmens Kappels fire dage ældre blogindlæg.

Klemmens Kappel indleder sit indlæg med at konstatere:

Det er nærliggende at se Lars Hedegaards ekstreme udtalelser om muslimer som en byld af gammelt had, som bare lå inde i ham og ventede på at bryde igennem den stadigt tyndere hud. Men måske er forklaringen på Hedegaards ekstremisme meget mere foruroligende.

De af Lars Hedegaards ”udtalelser om muslimer”, som – ifølge Klemmens Kappel – er ”ekstreme”, er oplagt dem, som Lars Hedegaard få dage senere skal i retten for, men Klemens forklarer ikke hvorfor han mener at disse udtalelser ekstreme.
Klemens forklarer heller ikke hvorfor det er nærliggende at se dem ”som en byld af gammelt had”.

De underforståede præmisser er ikke bare underforståede, men indforståede. Klemens henvender sig til et ligesindet publikum, for hvem Lars Hedegaard og Co. ligeledes er helt ude af pædagogisk rækkevidde.

Imidlertid hersker der flere forskellige begrundelser for at Lars Hedegaards famøse udtalelser er ekstreme.

  • Det er ikke alle muslimer der voldtager deres børn, og derfor er Lars Hedegaards udtalelser om muslimer ekstreme
  • Det er ikke de fleste muslimer der voldtager deres børn, og derfor er Lars Hedegaards udtalelser om muslimer ekstreme
  • Muslimer er ikke statistisk overrepræsenterede blandt dem, der voldtager deres egne børn, og derfor er Lars Hedegaards udtalelser om muslimer ekstreme
  • Muslimer er statistisk overrepræsenterede blandt dem, der voldtager deres egne børn, men muslimer bliver så morderligt knotne, når nogen vover at kritisere dem, og derfor er Lars Hedegaards udtalelser om muslimer ekstreme

Ved ikke at argumentere for hvorfor Lars Hedegaards udtalelser om muslimer er ekstreme, fastholdes konsensus.
Den laveste fællesnævners dogmatik gør gruppen af meningsfæller mere heterogen, og – ifølge Klemens – gøres ekkokammeret således også mere moderat:

Når grupper af nogenlunde ligesindede diskuterer med hinanden, fungerer de som ekko-kamre. Hvert medlem hører kun små variationer over det, han eller hun mener i forvejen. Starter man med en vis grad af usikkerhed eller tvivl, føler man sig inden længe bekræftet i sit synspunkt, fordi man får fornemmelsen af, at det er almindeligt udbredt. Det samme kan gælde mange andre gruppemedlemmer; de bliver også mere sikre i deres sag. Og så kan man revurdere sit eget synspunkt i lyset af, at man oplever, at mange andre i gruppen er så sikre i deres sag, og følgelig opjustere tiltroen til sit synspunkt. Grupper, der ikke er tilstrækkeligt heterogene, bliver mere ekstreme af at diskutere med hinanden.

I den forbindelse kan det være værd at erindre sig, at Lars Hedegaard grundlagde Trykkefrihedsselskabet fordi bestyrelsen i PEN ikke ville godkende hans optagelse.
Det var altså bestyrelsen i PEN, der ikke tålte Lars Hedegaards alternative synspunkter, hvorimod Lars Hedegaard aktivt opsøgte de alternative synspunkter i PEN.

PEN er derfor et bedre eksempel på en gruppe, der udgør et ekkokammer.

Klemens runder sit indlæg af:

Der er selvfølgelig et anstrøg af noget paradoksalt i alt dette. Friheden til at samle sig efter overbevisning, og ikke mindst at forlade sådanne grupper, er central i vores liberale demokrati. Det samme er den uhindrede adgang til information, men dermed også friheden til at ignorere alt det, der ikke bekræfter det, man mener på forhånd. Men det er også med til at befordre ekstremisme

Det er selvfølgelig lettere for Klemens at ignorere mig, end det er for mig at ignorere Klemens, men når jeg er medlem af Trykkefrihedsselskabet, er det bl.a. fordi jeg faktisk værdsætter ytringsfriheden højere, end friheden til ”at ignorere alt det, der ikke bekræfter det, man mener på forhånd”.


Den svenske justitsminister vil hæve straffen for sex-køb til 1 år. Men svenskerne siger nej

28. januar 2011

Det skriver Ekstra Bladet, som her hverken generaliserer eller kategoriserer ”svenskerne”.
Der er langt mellem eksemplerne på journalistisk majorisering, men her var altså et:

I en afstemning på expressens hjemmeside svarer 8 procent, at straffen for sexkøb burde være endnu højere, mens 4 procent mener, at 1 års fængsel er en god max-straf. 88 procent mener ikke, at det er nødvendigt at skærpe straffen.


Såvel politikere, meningsdannere, spindoktorer, reklamefolk, og magthavere i øvrigt gør desværre god brug af en række – i filosofien, logikken, økonomien, spilteorien og socialpsykologien – velkendte informationsfænomener og hertil hørende kneb.

28. januar 2011

Overskriften er et citat af Vincent F. Hendricks fra universitetsavisen.dk.

Underrubrikken opsummerer:

KRONIK – Demokratiet er truet af uvidenhed. Det er let at blive snydt, og magthavere, meningsdannere og reklamefolk gør brug af alle kneb. Vores eneste bolværk er viden, ikke information, skriver professor Vincent Hendricks.

Jeg spoler lige halvvejs frem i kronikken og citerer Vincent:

Hvor rammeproblemet er baseret på informationspræsentation, så er et andet ubehageligt fænomen baseret på informationsselektion. Overbevisningspolarisering optræder, hvor menneskers holdningsmæssige enighed forstærkes, når de involverede parter betragter og drøfter den, umiddelbart for dem, tilgængelige information.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

Ekkokammer-teorien appellerer nok intuitivt til de fleste, og hvad angår denne overbevisningspolarisering, er der én gruppe mennesker som i særklasse er oplagt at eksemplificere med.

Hvorfor?

  1. Fordi gruppen har en meget stærk tradition for ”informationsselektion”.
  2. Fordi gruppen med voldsom effekt frasorterer visse ”stemmer”.
  3. Fordi gruppen notorisk er involveret i ”vold, krig og terror”.
  4. Fordi gruppen har et historisk anstrengt forhold til ”idealet om det drøftende demokrati”.

Men Vincent vælger at eksemplificere sin pointe med en anden gruppe:

Betragtes nogle af de seneste holdninger til og udlægninger af muslimer og islam på den yderste højrefløj kunne noget tyde på en vis form for informationsselektion og hertilhørende gruppepolarisering på vej mod det ekstreme.

Det starter med Lars Hedegaard på Snaphanen i december 2009, og så forstærkes retorikken med Krarup og Langballe over jul og ind i nytåret 2010, hvor muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel – eller er det omvendt?

Til Hedegaard-Langballe historien kan ydermere tilføjes, at den fører til, at Søren Pind, Kathrine Lilleør og andre fremtrædende meningsdannere udmelder sig af Trykkefrihedsselskabet – det vil sige, at dette selskab har mulighed for at blive atter mere ekstremt.

Internt kan enigheden således blive større og større, og den i forvejen ekstreme fløj, atter mere ekstrem. Det er ekstremisme som resultat af ekkokammereffekter og informationsselektion, og igen, demokratier er følsomme over for ekstremisme.

At ”retorikken” skulle ”forstærkes” med Krarup, er en påstand, som Vincent ikke underbygger, og påstanden fordrer en sjat ”informationsselektion”.
Her er et par citater, som er gode at se bort fra:

  1. Han [Hedegaard] skulle selvfølgelig have ladet være med at generalisere på en lidt billig måde
  2. Han [Krarup] mener – som sin partiformand – ikke, at de enkelte tilfælde kan bruges til at sige noget generelt om muslimer.

Well, I beg to differ.

Hvis ikke ”enkelte tilfælde kan bruges til at sige noget generelt om muslimer”, hvad fanden skulle så kunne?

Værre er det at Vincent ikke ved, om ”muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel”, eller om det er omvendt.
Muslimer har ikke for vane, at tale højt om at de er blevet voldtaget, uanset af hvem, men Vincent burde vide, at muslimer har for vane at slå deres døtre ihjel, særligt hvis døtrene er blevet voldtaget, og han burde kunne få øje på en logisk forbindelse her.
Vincents manglende viden, skal måske tolkes som manglende viden om hvem, der ytrede hvilken generalisering, og indrømmelsen skal måske tages som udtryk for, at den ene generalisering kan være lige så meningsløs som den anden.
Meningen er ellers let at forstå – medmindre selvfølgelig, man bor i et ekkokammer.

At ”muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel”, betyder at onklers voldtægt af nevøer og niecer, samt fædres mord på deres egne børn, forekommer hyppigere blandt muslimer, end blandt mennesker generelt.

Generaliseringens underforståede præmis er faktisk nøjagtig identisk med den, som Vincent selv benyttede i overskriften til dette blogindlæg.

Det skærpede utvivlsomt Trykkefrihedsselskabets ideologiske profil, at miste ”Søren Pind, Kathrine Lilleør og andre fremtrædende meningsdannere” (og i modsætning til en vis anden gruppe, så tillader Trykkefrihedsselskabet sine medlemmer at falde fra), men hvis frafald er vejen mod ”det ekstreme”, så er vejen godt nok bred Vincent.

Hvor mange er f.eks. ikke faldet fra filosofistudiet på Københavns Universitet? tet, tet, tet…


Man må ikke tale ondt om de døde

27. januar 2011

I hvert fald ikke de første 2-3 dage…


Sydamerikanske fodboldkommentatorer er overgearede

26. januar 2011

Men hvilken kasse…


Derfor elsker vi det dumme svin Blachman

25. januar 2011

Den paradoksale overskrift er hugget fra Ekstra Bladet, hvor to eksperter har hver deres forklaring på Thomas Blachmans popularitet.

Først Thomas Bigum, der er ”ekspert og rådgiver i personlig branding”:

Han repræsenterer den del af os, der ønsker, at vi turde sige vores helt ærlige mening uden at pakke det ind. Ligesom når man har været i en diskussion og bagefter tænker: ’Ej, det var dét, jeg skulle have sagt’. Men man bøjer af, fordi man er velopdragen og ikke vil såre andres følelser.

Vås!

Blachman repræsenterer den del af os, der faktisk tør sige vores helt ærlige mening, og ikke dem, der bøjer af.
Og tør man ikke sige sin ærlige mening, er det ikke fordi ”man er velopdragen og ikke vil såre andres følelser”, så er det er fordi man er en uærlig kujon, der lyver af hensyn til eget omdømme blandt flokken af uærlige kujoner.

Dummere er forklaringen fra Anne Glad, der er ”livsstilsekspert i tv-programmet ’Kender du typen’, tekstforfatter og partner hos reklamebureauet Sunrise”:

Vi elsker at høre Blachman svine folk til. Det får os til at føle os lidt bedre – for så er der nogle, der er dummere end os

For det første er det ikke at svine folk til, at sige dem sin ærlige mening.
For det andet behøver mindreværdskomplekser ikke partout at være relateret til intelligens, men kan f.eks. være relateret til overvægt, spastisk lammelse eller små patter.

Jeg tror at Tv-seere generelt savner mennesker, som tør sige deres ærlige mening på Tv, men mest når dem, der føler sig ramt af ærlig kritik, ikke har for vane at bombe tilfældige mennesker.