Anden kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

30. april 2010

Når folk kritiseres for at motivanalysere, er kritikken implicit den, at de uargumenteret tillægger andre mennesker skjulte og kritisable hensigter med diverse handlinger eller udtalelser.

Politiske kommentatorer er generelt mestre ud i den disciplin, og det er sikkert glimrende underholdning for mange Tv-seere, men den kunne i vid udstrækning erstattes af chimpanser i en mudderpøl.

Mudderkastning er imidlertid ikke lutter lagkagekomik, og næppe nogen har forklaret dette mere poetisk end Svend Auken overfor Uffe Ellemann:

Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter

Kritik uden substans er i det hele taget noget pis! og en konsekvens af, således at blive pisset på, blev senere – lidt mindre poetisk og meget mere kategorisk – udtrykt af Poul Nyrup Rasmussen:

stuerene det bliver I aldrig

Efter disse bevingede ord, vil jeg nu fortsætte andet afsnit af projekt gutmensch, hvor det er Williams kritik af ”Gutmensch Hyltoft”, der bliver analyseret kritisk.

William:

Under overskriften “De halvstuderede vil tryne folket” har Dansk Folkepartis Ole Hyltoft begået en kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten. Kronikken er en argumentationsforladt motivanalyse af folk som er åbenlyst uenige med Dansk Folkeparti.

Hvor argumenterer William for at kronikken er en ”argumentationsforladt motivanalyse”?
Det kommer nok senere…

William:

Kronikken er et studie i politisk korrekthed, snobberi og dyrkelsen af Gutmenschen. Hyltofts politiske korrekthed, Hyltofts snobberi og Hyltofts dyrkelse af Gutmenschen.

Fra forrige analyse husker vi at ”politisk korrekthed” og ”Gutmensch” er synonymer, og midt mellem disse synonyme begreber placerer William nu ”snobberi”.
Ligger der en semantisk kode gemt i Williams ordstilling?
Spiller begrebet ”snobberi” en central rolle for forståelsen af ”politisk korrekthed” og ”Gutmensch”?

William:

Istedet for at benævne den idoliserede klasse med betegnelser som “eliten” eller “avantgarden”, så er det “folket”, som er genstand for Hyltofts snobberi. Uenighed med folket er pr. definition belæring. Akademikere tilhører ikke folket, har ufine hensigter, og er følgeligt meget dårlige mennesker (formodentligt i modsætning til Hyltoft himself). Så langt, så velkendt, så efterhånden ret kedeligt…

Her dukker endelig de ”ufine hensigter” op i hælene på nogle akademikere, og det er faktisk udstrækningen af Williams argumentation.

Lad os se på hvad Ole Hyltoft kritiserer disse akademikere for, men først hans perspektivering til Grundtvig:

Den kamp mellem at ville opdrage folket og være del af det har været den afgørende politiske skillelinje de sidste 20 år. Men den er meget ældre. Stil tankerne tilbage til 1826. Det år foregår et af de mest horrible overfald på ytringsfriheden i vor historie. Folkets fremmeste fortaler, N. F. S. Grundtvig, blev det år dømt til livsvarig censur.

Det hang sådan sammen, at teologiens unge håb på universitetet, professor H. N. Clausen, havde skrevet et digert værk om katolicismen og protestantismen. I afhandlingen gør han Biblen til lutheranismens grundlag. Men siger samtidig, at forståelsen af Biblen ligger i hænderne på universitetets lærde fortolkere. Universitetets skriftkloge skulle altså bestemme over folkets tro.

Hyltoft vender tilbage til nutiden:

Konflikten Grundtvig mod professor Clausen er den samme konflikt, vi i dag har mellem folkelighed og smagsdommere. På den ene side har vi folkets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt. Denne holdning bliver foragtet og frataget sin demokratiske ret af jurister, embedsmænd, universitetsfolk og en god portion politikere. Disse typer retter sig efter reglementer og konventioner, ikke efter folkeånden – et begreb, de mener hører de lavere klasser til.

Det er ikke bare ligegyldige petitesser, som Hyltoft kritiserer alle disse akademikere for, og den centrale fællesnævner er ytringsfriheden.

Hyltoft er langt fra færdig med at generalisere akademikere, og minsandten om han ikke også analyserer deres hensigter:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen’erne, er de fine. Folket, Grundtvig’erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation.

Motivanalysen indgår som et perifert delargument for Hyltofts konklusion:
At nutidens akademikere generelt repræsenterer den politiske korrekthed, og knægtelsen af ytringsfriheden, som professor H. N. Clausen gjorde det for 175 år siden.

William kritiserer Ole Hyltofts kronik for at være ”en argumentationsforladt motivanalyse”.

8. Konklusion: Williams kritik er ubegrundet, hyklerisk og ude af proportioner.

Tilbage til citatet af William:

Istedet for at benævne den idoliserede klasse med betegnelser som “eliten” eller “avantgarden”, så er det “folket”, som er genstand for Hyltofts snobberi. Uenighed med folket er pr. definition belæring. Akademikere tilhører ikke folket, har ufine hensigter, og er følgeligt meget dårlige mennesker (formodentligt i modsætning til Hyltoft himself). Så langt, så velkendt, så efterhånden ret kedeligt…

William fordrejer betydningen af snob 180°.
William kritiserer Ole Hyltoft for at være en snob.

9. Konklusion: Williams kritik er komplet forskruet.

Ole Hyltoft generaliserer akademikere i en historisk perspektiveret kronik med titlen: “De halvstuderede vil tryne folket”

William kritiserer Ole Hyltoft for kategorisk at definere belæring som uenighed med folket.

10. Konklusion: Williams kritik er falsk, falsk og mere falsk.

William:

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet

At folkelighed er forbeholdt folk med korrekte holdninger illustreres allertydeligst, da Hyltoft bliver nødt til at erkende at den venstreorienterede Ebbe Kløvedal Reich var folkelig (Hyltoft om Reich: Han kunne sin Grundtvig ud og ind. Ja, han var et stykke af en Grundtvig selv). At tilskrive en venstrefløjsmand folkelighed harmonerer slet ikke med Hyltofts forståelse af politisk korrekt ageren, så Ebbe Kløvedal Reich er et mysterium, som man må forklare sig ud af…

Alligevel sluttede han sig til medieoverklassen, var snart radikal, snart SF, snart Enhedslisten. Hans fysiske hjemsted var det akademiske eller halvakademiske mindretals magthavende grupper. Men hans åndelige hjemsted var hos Grundtvig og Folket. … Jeg holdt af ham, som de fleste gjorde. Vi fik den samme sygdom. Jeg slap levende fra den. Det gjorde han ikke. Det skulle ikke undre mig, om han blev syg, fordi han var et hus splidagtigt med sig selv.

M.a.o. “ja, ja, godt så… Kløvedal Reich er et eksempel på at venstreorienterede også kan være folkelige, men det skulle ikke undre mig om det var det han døde af”.

WHAT THE FUCK!?!

I forrige kritiske analyse kritiserede William Søren Krarup for at være et politisk korrekt Gutmensch, og jeg konkluderede at kritikken var grundet i en åbenbaring.
Nu kritiserer William Ole Hyltoft for at være et politisk korrekt Gutmensch, og han har i mellemtiden associeret begreberne Gutmensch og den politiske korrekthed med en komplet forskruet definition af snobberi.

11. Konklusion: Williams kritik er grundet i en komplet forskruet åbenbaring.

Der er to stærkt divergerende opfattelser af hvad det indebærer at være venstreorienteret.

  1. At være politisk orienteret i forhold til de lavere sociale lag
  2. At være politisk orienteret i forhold til en værdipolitik

Ebbe Kløvedal Reich var lidt fugl og lidt fisk, Ole Hyltoft derimod valgte meget klart side mellem de to måder at være venstreorienteret på.

Det er fucking uklart hvad William egentlig her kritiserer Ole Hyltoft for, men jeg kan godt gennemskue hvordan William gør det.

Vi tager den lige en gang til under lup:

At tilskrive en venstrefløjsmand folkelighed harmonerer slet ikke med Hyltofts forståelse af politisk korrekt ageren, så Ebbe Kløvedal Reich er et mysterium, som man må forklare sig ud af…

12. Konklusion: Williams kritik er en tåget motivanalyse.

Dette var så anden kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede fem kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er ubegrundet, hyklerisk og ude af proportioner.
  2. Williams kritik er komplet forskruet.
  3. Williams kritik er falsk, falsk og mere falsk.
  4. Williams kritik er grundet i en komplet forskruet åbenbaring.
  5. Williams kritik er en tåget motivanalyse

Første analyse

Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering


jeg ved godt min udtale er grov, men man kan faktiske generalisere det lidt med andre

30. april 2010

Ditlev Madsen bekender – sit talebesvær til trods – på JPtv:

Fordi jeg brugte anabolske steroider, blev jeg faktisk et egoistisk dumt svin – for at sige det mildt – jeg ved godt min udtale er grov, men man kan faktiske generalisere det lidt med andre, der bruger steroider

Det er dyrt købte erfaringer Ditlev Madsen deler ud af.
For en tid havde han en prægtig facade, men brugen af anabolske steroider kostede ham et par hjerneblødninger…


Vi generaliserer hele tiden – også om islam

30. april 2010

Den generaliserende overskrift er hugget fra Kristeligt Dagblad, ligesom underrubrikken:

Debatten om Lars Hedegaards anti-muslimske udtalelse handler om den måde, vi taler sammen om verden og om hinanden. Det mener dr. phil og forsker i litteratur ved Aarhus Universitet Hans Hauge.

En anbefaling og herfra, og en lille bid brødtekst:

Litteraturforskeren mener, at en række personer primært har reageret på den generalisering, der ligger i, at “muslimer” ofte “voldtager” medlemmer af deres familie, hvilket Lars Hedegaard har udtalt.

Debatten om dette udsagn går altså ifølge Hans Hauge ikke på, om det er sandt eller falsk, men mere på, om man må sige ’alle’ muslimer. Det vil sige, at debatten mere handler om stilistik end indhold.


10 hurtige fra JP

29. april 2010

Bookmakere dumper Gordon Brown

Danskerne er glade for metroen og bussen

Russerne imponerede over danske cykelvaner

Offentligt ansatte frygter en udflytning

Piger risikerer livet ved A-vitamin-tilskud

Overskudsdanskere går på efterløn

Socialt udsatte storforbruger sundhedsvæsenet

Danskerne slås med dårlige vaner

Ledige afskæres fra frivilligt arbejde

Russerne vil have Margrethe


Første kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere

28. april 2010

Ordet “gutmensch” fungerer som kategori for det projekt, at analysere Williams kritik af islam-kritikere kritisk, men hvad betyder ordet, og hvor stammer det fra?

På Wikipedia hævdes det at ordet kan spores tilbage til Der Stürmer, måske endda til Joseph Goebbels, men referencen til Der Stürmer og Joseph Goebbels lugter fælt af associationstrick.
Så tror jeg straks mere på Gesellschaft für deutsche Sprache, der hævder at ordet kun kan spores tilbage til 1985.

Hvad betydningen af ordet “gutmensch” angår, så burde det kunne konkluderes ud af kontekstens præmisser.

Dette må være intro nok – let the show begin!

Første hit på Google:
Williams indlæg starter med følgende påstand:

Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard har erklæret at muslimer er forpligtet til at begå gruppevoldtægt, og muslimske piger konstant bliver voldtaget af fædre, onkler m.m. Det har han fået kritik for.

Videoen med Lars Hedegaard, som William indirekte linker til, kan ikke længere afspilles, men Rune Engelbreth Larsen plejer at citere omhyggeligt, og ifølge ham erklærede Lars Hedegaard:

Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget [af muslimer] etcetera, etcetera, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv. Dette er din ret.

Ret og pligt er væsensforskellige begreber også i henhold til Sharia.

Hvis nogen mener at forskellen er ubetydelig, bedes de forestille sig konsekvenserne af, at deres ret til at forlade Danmark i stedet var deres pligt.

1. Konklusion: Williams kritik er vildledende uargumenteret.
(Konklusionen er opdateret: forklaring i begyndelsen af Tredje analyse)

William:

Naser Khader, Søren Pind, Kathrine Lilleør, Asger Aaamund, Farshad Kholghi, Paprika Steens Manuskriptforfatter og undertegnede er blandt de mange Islam-skeptikere og Islam-kritikere, som har givet Hedegaard velfortjente gok i nødden.

William dokumenterer at Hedegaard kritiseres, men ikke at disse ”gok i nødden” er ”velfortjente”.

2. Konklusion: Williams kritik er udokumenteret.

William:

Disse talrige gok i nødden har fået Gutmensch Søren Krarup til at komme Lars Hedegaard til forsvar med et smædeindlæg om Hedegaards kritikere:

Krarup kritiseres altså for:

  1. at være et Gutmensch
  2. at skrive et smædeindlæg

Angående punkt 1. vil jeg slet ikke konkludere noget endnu, kun søge at lægge de første brikker i det puslespil, som Williams mening med ordet “gutmensch” er, men først vil jeg analysere punkt 2., der oplagt kandiderer som en af disse brikker.

William citerer Krarup:

Endnu en gang er Lars Hedegaard blevet lagt for had af totalitarismens venner, fordi han siger sandheden.

Kritikken angår rimeligvis det fremhævede: totalitarismens venner, men hvori kritikken består, kan endnu ikke besvares.

William citerer igen Krarup:

Og så skal han kanøfles. Så skal han jages og helst til døde, så at han ikke oftere kan bryde den pæne overflade og afsløre, hvad alle de pæne, ideologiske typer ikke vil vide af og i hvert ikke tale højt om.

Her er kritikken oplagt den, at Lars Hedegaard aldrig var i livsfare, men var det nu virkelig hvad Krarup mente?

De indledende ord i Krarups kommentar:

Her i juledagene har der udspillet sig et karaktermord i det lille Danmark – eller i hvert fald forsøget på et sådant.

En tredjedel inde i Krarups kommentar:

Og så gik den vilde jagt på Lars Hedegaard. Med alle midler søgte den politiske korrekthed at karaktermyrde ham.

3. Konklusion: Williams kritik er grundet i illoyal citation.

William:

Det der er helt unikt ved Tilfældet Hedegaard er at han er blevet jagtet og helst til døde [læs: udsat for situations-specifik kritik i skrift og tale] af hans fæller ud i Islam-kritikken. Søren Krarups indlæg er derfor interessant, da det siger noget om en evolution konceptet Politisk Korrekthed risikerer at undergå efterhånden som Islam-kritik bliver stadigt mere main-stream.

William identificerer her totalitarismens venner med Lars Hedegaards ”fæller ud i Islam-kritikken”, men giver Krarups kommentar belæg for denne identifikation?

Krarup henviser kun til:

pænhedens kredse

til:

Niels Krause-Kjær

til:

den politiske korrekthed

og til:

de mange »pæne« fjender, som han og Trykkefrihedsselskabet har skabt sig på grund af en nødvendig og uforfærdet indsats i vort offentlige liv

Det sidste citat udelukker Naser Khader, Søren Pind, Kathrine Lilleør, Asger Aaamund og Farshad Kholghi, dog ikke William. Han var nemlig i forvejen fjendtlig overfor Trykkefrihedsselskabet.

4. Konklusion: Williams kritik er grundet i en stråmand.

Williams interesse for den politiske korrektheds evolution er meget interessant, for den udgør muligvis en hjørnebrik i puslespillet: hvad mener William med ordet gutmensch?

Så hvad er Williams interesse i denne evolution? Frygter han den?

William:

I Have Seen the Future of Political Correctness and Its Name is Trykkefrihedsselskabet

Der er en lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet, som synes at have overtaget Projekt Politisk Korrekthed, og sat sig for at udskamme alle, som ikke kritiserer Islam på den helt korrekte måde.

Der er en lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet, som synes at have overtaget Projekt Gutmensch, og konstant promoverer sig selv som gode, modige mennesker, og udskammer Islam-kritikere som ytrer sig skeptisk om selskabet som totalitarismens venner med stor ligegyldighed over ytringsfriheden, jf. bl.a. Katrine Winkel Holms kommentar til Islam-kritikeren Kathrine Lilleør: Så vigtigt var forsvaret for ytringsfriheden altså heller ikke for dig. Det burde jeg vist i grunden ikke overraske mig.

Attention Trykkefrihedsselskabet:

Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird.

Williams profetiske syn kvalificerer ikke som kritik, men han kritiserer nu en ”lille klike omkring Trykkefrihedsselskabet”, der ”synes at have overtaget et projekt”, for at ”udskamme” alle der står udenfor. Dette projekt beskriver William både som ”Politisk Korrekthed” og som ”gutmensch”. Begreberne er åbenbart synonyme. Med ét slag faldt brikkerne på plads.
Ordet ”synes” syner ikke af meget, slet ikke når det skal underbygge en kritik, og det forklarer måske hvorfor William gentager sig selv, men klikken består ikke længere kun af Søren Krarup, for nu inddrager William tillige Katrine Winkel Holm i denne klike.

William kritiserer Katrine Winkel Holm for at kritisere Katrine Lillør

5. Konklusion: Williams kritik er hyklerisk.

William kritiserer den ”lille klike” for tilsyneladende at have et hemmeligt projekt.

6. Konklusion: Williams kritik er en konspirationsteori.

Endelig kan det også slås fast, at William, via ordet ”gutmensch”, kritiserer Krarup for at være politisk korrekt, og William har jo skuet ind i fremtiden.

7. Konklusion: Williams kritik er grundet i en åbenbaring.

Den, der bekæmper uhyrer, skal vogte sig for ikke selv at blive et uhyre derved.

Dette var så første kritiske analyse af Williams kritik af islam-kritikere, hvori jeg identificerede syv kritikpunkter, hvorom jeg kunne konkludere følgende:

  1. Williams kritik er vildledende uargumenteret.
  2. Williams kritik er udokumenteret.
  3. Williams kritik er grundet i illoyal citation.
  4. Williams kritik er grundet i en stråmand.
  5. Williams kritik er hyklerisk.
  6. Williams kritik er grundet i en konspirationsteori.
  7. Williams kritik er grundet i en åbenbaring.

Opdatering 3 maj 2010:
Tredje kritiske analyse har kastet nyt lys over første konklusion i denne første kritiske analyse.


Anden analyse
Tredje analyse
Fjerde analyse

Første generalisering
Anden generalisering
Tredje generalisering


man kan ikke tale generelt om, at muslimer – man skal ikke dæmonisere folke… – andre folkeslag

27. april 2010

Overskriften er et citat af Drude Dahlerup, der 24. april 2010 optrådte i Agenda på P1.
Drude og hendes generalisering vender vi tilbage til senere, men først lidt mere om udsendelsen:

(…) I forbindelse med det forestående svenske valg har Meier Carlsen sammen med den svenske debattør Markus Uvell netop skrevet en bog, hvor de argumenterer for, at svenskerne skal lære af danskerne og gøre Dansk Folkepartis pendant, Sveriges Demokraterne, til en del af det gode selskab.

Velkommen til et program, hvor vi undersøger, hvad der egentlig vil ske med det svenske samfund, hvis svenskerne bare blev lidt mere danske.

Drudes anstændighed er giftig, men spring Erik Meier Carlsen over, spol 22 minutter og 24 sekunder frem, og tag evt. først en dosis modgift:

En god måde at formulere forskellen på det danske og svenske, det er, at i Danmark er man dansk, og i Sverige er man bedst.

Men det ligger nok en del i det, som man kan kalde svenskheden, som de jo ikke selv skulle kalde svenskhed, fordi man for alt i verden ikke får være svensk i Sverige, man får ikke være stolt af at være svensk osv., der ligger jo en idé alligevel, om at man har skabt i hvert fald det bedste samfund indtil nu.

Der findes et større ønske om konsensus, et større ønske om at vi holder os til visse sandheder, som skaber et godt samfund, og det har jeg så selv, i de tanker jeg har gjort mig, set som en svaghed ved det svenske demokrati, i forhold til det her med at give plads til forskellige holdninger

Danmark lever i høj grad i et 1800-tals-samfund, også med – stadigvæk – en interesse og vægt for dannelse og kundskab, hvorimod at det svenske samfund i højere grad er et socialdemokratisk samfund

Drude indtræder efter 42 minutter og 54 sekunder:

Hvis nogen politiker gjorde det, så ville der være ramaskrig, og alle andre politikere, fra højre til venstre – læg mærke til det – ville tage afstand fra det. Det ville skabe store konflikter, men forskellen til Danmark er, her ville de allerallerfleste mennesker være meget stærkt imod det, og i Danmark er der alt for mange, der tier, når der kommer dæmoniserende udtalelser, selv om, når man snakker med folk, også med Villy Søvndahl, så ville han naturligvis være enig i, at man kan ikke tale generelt om, at muslimer – man skal ikke dæmonisere folke… andre folkeslag, eller folk der lever som en minoritet i det danske samfund, men stå op imod Dansk Folkeparti. Det synes jeg mangler.

På hypotesen om at Mona Sahlin skulle gentage Villy Søvndahls bevingede ord om ”mørkemænd”, reagerer Drude med en kategorisering, og runder siden dobbeltmoral og løgn. Senere i udsendelsen beskriver hun Dansk Folkeparti, som repræsenterende en minoritet i det danske samfund.

hvis du forestiller dig at du er en 10-årig dreng eller pige, der går i skole, og kommer fra en religiøs muslimsk familie, hvordan påvirker det dig så, at høre hele din – øh – gruppe – øh – for det første blive betegnet som én gruppe, og for det andet, øh – blive talt sådan – så dårligt om, at – øh – så – får man så mere lyst til integration?

Særligt den 10-årige pige, vil næppe bryde sig om at blive sat i bås med Villys ”mørkemænd”, men det var præcis, hvad Drude lige gjorde.

den demokratiske debat er jo en debat, som grundlæggende anerkender andre menneskers ret til at ytre sig, men…

Hvilken ligegyldig floskel Drude så tilføjer, kan mine læsere evt. lave en lille gætteleg ud af.

jeg tror et levende demokrati er et demokrati, hvor man diskuterer integrationsproblemer, og det er klart at både i Sverige og i Danmark, har man – har det været mange som har lukket ørerne for de problemer, der rent faktisk er, og det er specielt alle de mennesker, der bor i segregerede områder, som jeg kalder dem, det er nemlig dem, som bor i all white-områder, i Hørsholm og Hellerup eller i Danderyd og Täby her i Sverige, som ikke har set, og taget alvorligt, de problemer, som der rent faktisk er – øh – i de store forstæder.

Mine læsere kan nu muntre sig med at gætte, i hvilken by Drude selv bor.

Svaret findes her!


Anonyme bloggere er et problem

24. april 2010

Det hævdede Michael Christiani Havemann 10. januar 2009 på Berlingske.dk, og det er ikke sådan lige at afgøre hvorvidt han generaliserede eller kategoriserede anonyme bloggere.

Men hvad nu, hvis indholdet er usandt og krænker andre: det kan være oplysninger (sande eller usande) om andres privatliv; det kan være ærekrænkelser af enhver slags eller f.eks. skadelig/ondsindet omtale af erhvervsvirksomheder (konkurrenter), m.v. Problemet er de indlæg, der, måske foranlediget af almindelig hadefuldhed, »afslører« de krænkende oplysninger (beskyldninger) med henblik på at skade.

For de indlæg, jeg her taler om, er der ingen tvivl om, at de er lovstridige – der er tale om overtrædelser oftest af straffelovens bestemmelser om privatlivskrænkelser og/eller injurier eller overtrædelse af f.eks. markedsføringsloven. Det, der er særligt for de anonyme indlæg, er, at de ofre, der bliver krænket, ikke har nogen chance overhovedet for at identificere krænkeren og holde ham ansvarlig.

Citatet indledes med ordene: ”Men hvad nu, hvis…” og dermed kan overskriften identificeres som en generalisering, men i slutningen af citatet bruger Michael formuleringen: ”nogen chance overhovedet”, og kategoriserer således ”de ofre, der bliver krænket”.

Bullshit!
Ikke mindst fordi det konkret var de såkaldte ”avisblogs”, som Michael henviste til, må det generelt være muligt at identificere en anonym blogger.

Selv når anonyme bloggere faktisk har fat i noget rigtigt, der kan bidrage til afsløring af uregelmæssigheder, er det misforstået at ophøje dem til helte. Der er intet hensyn at tage til de anonyme bloggere – de kan have gode grunde til at ønske anonymitet, men i så fald kan de blot anonymt aflevere deres oplysninger til seriøse journalister, der kan kontrollere rigtigheden, inden de ulejliger deres læsere med at læse en masse, der er usandt.

Personligt nærer jeg absolut intet ønske om at lade ”seriøse journalister” være dommere over sandhedsværdien af mine indlæg, men jeg nærer heller intet ønske om at være ”avisblogger”.

For mig at se er der kun én løsning, men den er til gengæld helt ukompliceret: at internetmedierne anerkender og påtager sig ansvaret for de anonyme blogs, eller at medierne kræver og påser, at indlæggene er korrekt navngivne og dermed sikrer, at ofrene har mulighed for at gøre de pågældende skribenter ansvarlige. Altså præcis den samme afbalancerede løsning som gælder for papirudgaverne af de samme aviser.

Hovedparten af de ramte avisbloggere ville nok hurtigt opdage, at der fandtes andre platforme at blogge fra, men Michael har måske også en løsning på det problem?