Man udvælger på den afhængige variabel, som man siger, og så kan man altså ikke generalisere

31. marts 2010

Man, man, man hvor er det dog noget sludder, Jeppe Fogtmann og Thomas V. Lytken Larsen byder læserne i deres velkomst til Positiv Integration.

Jeppe og Thomas lægger ud med at præsentere deres egne fordomme om læsernes fordomme, og bekender herefter politisk kulør som violette.

Og mens vi er ved os: Hvad ligger mon i navnet? Ordet “integration” er selvforklarende, idet denne blog handler (næsten) kun om integration. Derimod kan ordet “positiv” forstås i en vifte af betydninger, nemlig oplysning, faktiske forhold, analyse og måling, beroende på tal og statistik, fravær af fordomme og stereotyper, men naturligvis også optimistisk, fremadrettet og løsningsorienteret.

Når de to fordomsfyldte skribenter beskriver et fravær af fordomme som noget positivt, har de allerede diskvalificeret sig selv intellektuelt, men det bliver værre endnu.

vi bør da alle sammen (ikke mindst som samfund) bestræbe os på at bevæge os fremad og ikke alene fokusere på konflikter og stirre os blinde på modsætninger. Vi er i det hele taget anderledes og ikke som mange andre samfundsdebattører, der trækker opmærksomhed på klassisk konfliktstof.

Jeppe og Thomas er præcis lige så selvforherligende og selvmodsigende, som i varianten: ”vi er ikke ligesom dem, der deler folk op i os og dem”.
Og de fortsætter ud af samme tangent:

Debattører, vi til tider mener, hælder benzin på bålet ved at ytre de værste påstande. Vi mener, at en samfundsdebattør skal bidrage til samfundets udvikling, og netop derfor finder vi det paradoksalt, at fokus ofte fortrinsvist er på konfrontationerne og konflikterne frem for løsningerne.

Vi vil da også gerne medgive, at det er væsentligt lettere at generalisere og skære over en bred kam. Eksempelvis som det ofte sker med muslimer, der er en religiøs og ikke en etnisk minoritet, hvilket gør dem lettere at stereotypisere. I teorien tror de alle på én bog. Ved selektivt at citere koranvers, der lyder blodtørstige, kan islamofober argumentere for, at Islam er en krigerisk religion.

I dette afsnit optræder alle de tre kodeord, der for alvor kendetegner generalisering.wordpress.com:

1) generalisere
2) alle
3) muslimer

Jeg må igen henvise til Tøgers dobbeltmoral og løgn, inden jeg vender tilbage til Jeppe og Thomas:

Når debatten afkobles fra den virkelige verden, vil vi i dette forum, gøre vores bedste for at gøre opmærksom derpå. For eksempel når et socialdemokratisk integrationsudspil baseres på et illusorisk syn på børn med indvandrerbaggrund, hvilket først går op for partiet, da kommunernes sagsbehandlere kunne melde, at det primært er de hvide børn, der volder problemer – i højere grad end alle mulige andres.

Der er naturligvis det galt med Jeppe og Thomas’ generalisering af ”hvide børn”, at den ikke tager højde for, at det store flertal af børn i Danmark stadig er ”hvide”, og så sætter Jeppe og Thomas ellers trumf på:

Ligeledes hænder det alt for ofte, at debattens pointer fostres af rene metodiske fejlgreb og altså helt uden hold i virkeligheden. Man udvælger på den afhængige variabel, som man siger, og så kan man altså ikke generalisere.

Nej, det er ikke en tilståelse fra Jeppe og Thomas, det er faktisk en anklage:

Når man eksempelvis alene fokuserer på kriminelle muslimer, er det selvsagt nærliggende at slutte, at Islam tilskynder kriminalitet. Men for at se på, hvilke faktorer, der bidrager til kriminalitet, er det altså nødvendigt at forholde sig til det faktum, at der faktisk er muslimer, der ikke er kriminelle.

Reality check:
Er der nogen der kender nogen, der kender nogen, der virkeligt tror at alle muslimer er kriminelle?

Det er vores klare overbevisning, at integrationsdebatten i Danmark kan vendes til det positive, hvis der blot defineres og argumenteres for et klart alternativ til den repressive kurs, som praktiseres af både regering og det meste af oppositionen, flere mediehuse og en lang række samfundsdebattører.

Det er nok her vi skal erindre os hvor violette og politisk midtsøgende Jeppe og Thomas selv mener de er, men nu får de lov at runde af:

Så dette er startskuddet til en sådan alternativ og positiv debat på disse sider. Positiv i den forstand vi nævnte i indledningen, nemlig fremadskuende, ansvarlig og konstruktiv. Og ikke mindst i betydningen virkelighedsnær og blottet for stereotyper og løse påstande. Vi samler vort tankegods i centeret på Nørrebro, og det er til den verden, vi vil invitere jer indenfor. Velkommen til Positiv Integration!


10 hurtige fra DR

31. marts 2010

Belgiske politikere vil have burkaforbud

EU kommer lidt tættere på borgerne

Mænd hører mere radio end kvinder

Vi har rekord i sigtelser for at overtræde færdselsloven

Bosættere vil gøre modstand

Unge kvinder får erhvervssygdomme

Arbejdsløshed rammer mænd hårdest

Havne vil have videoovervågning

Eksperter splittede om boligpriser

Bilister droppede Storebælt i vintervejret


Er muslimer vor tids jøder?

26. marts 2010

Spørgsmålet stilles i en overskrift i Information, og brødteksten uddyber:

Er islamofobi den nye antisemitisme? Er de såkaldte islamkritikere vor tids antisemitter?

Spørgsmålene er ikke ligefrem neutrale, men karakteriserer dem, der selv kalder sig islamkritikere, som løgnagtige og psykisk syge.

Spørgsmålene er tilsyneladende stillet af ”Tysklands højest respekterede Holocaustekspert, den 68-årige Wolfgang Benz”, der i Information citeres for følgende:

Fjendebilleder er produkter af hysteri. De konstruerer og instrumentaliserer vrængbilleder af den anden

Nej, det er ikke det hysteriske vrængbillede af islamkritikeren, som Wolfgang Benz opponerer imod, tværtimod, og Rune Engelbreth Larsen kan, med sindsro citere fra Wolfgangs analyse af hvordan det islamofobiske fjendebillede er opbygget:

Dets byggestene er generalisering og reduktion af virkelige og formodede sagforhold til rent negative udsagn

Generaliseringer er reduktioner af mere eller mindre virkelige sagforhold, der naturligvis kan opfattes positivt eller negativt i forhold til forskellige normer, så indtil videre er beskrivelsen af islamkritikken altså trivielt sand, men Wolfgang Benz nedtoner straks efter indrømmelsen af at islamkritikken kan have bund i virkeligheden:

Rygter, underbevidste impulser og folkloristiske skrøner og overleveringer ophøjes til ’kendsgerninger’, som siden bliver til trosartikler

Islamkritikken, som den her er udlagt af Wolfgang Benz, fremstår altså mest virkelighedstro i forbindelse med generaliseringer, men tilbage til Rune Engelbreth Larsen:

Benz er siden blevet kritiseret af islamkritikere, bl.a. med det argument, at den antisemitiske propaganda mod jøderne var fiktive fantasibilleder, hvorimod kritikken af islam bunder i konkrete anker mod specifikke skriftsteder og faktuelle islamiske praksisser.

Dette er en sandhed med store modifikationer.

Ifølge Rune Engelbreth Larsen er det altså sandt, at islamkritikken har en eller anden bund i virkelighedens verden, men hvordan vælger han så at modificere denne ”sandhed”? Jo:

Der er en betydelig forskel på at kritisere Talebans blodige grusomheder og på at kalde “muslimer” for grusomme.

Der er faktisk flere betydelige forskelle, og der er flere betydelige ligheder, men Rune skøjter rask forbi det hele, og videre til sin egentlige pointe:

Der er tilsvarende en afgørende principiel forskel på at kritisere Israels konkrete diskriminationspolitik i de besatte områder for at være kynisk og så kalde alle “jøder” for kynikere – ligesom der er en afgørende principiel forskel på at kritisere saudiarabisk totalitarisme og så kalde alle “muslimer” for totalitære.

Her gentager Rune den gamle løgn, at generaliseringer direkte karakteriserer alle medlemmer af en generaliseret gruppe, hvilket dog ikke forhindrer ham i samtidigt at generalisere islamkritikere.

Og Rune får lov at runde af:

Som det allerede er antydet, består den helt ubestridelige parallel mellem antisemitismen og megen moderne antimuslimsk polemik og propaganda især i de negative generaliseringer


Superkvinder tager ikke fuld barsel

26. marts 2010

Som ”bekendelse”, virker karrierekvindens overskrift ikke synderligt angrende, og brødteksten ændrer heller ikke det indtryk.

Karrierekvinden refererer med glæde til en undersøgelse, der viser:

at antallet af kvindelige topchefer næsten er fordoblet (og ja, ja, de udgjorde i 2005 5 % mod tidligere 3 %, men alligevel), og at andelen af kvindelige underdirektører nu er steget fra 9 til 15 %.
Undersøgelsen afkræfter desuden betonfeministernes yndlingsforestilling om den lyserøde elefant, også kaldet glasloftet, og har hverken kunnet finde videre tung dokumentation for, at virksomheder eller bestyrelser bliver mere kvindevenlige at have en kvinde for bordenden eller at erhvervslivet er bagstræberisk og har en gammeldags indstilling til kvinder.

Så langt, så godt og generaliserende…

Karrierekvinden hæfter sig nu ved noget der ligner en kategorisering:

at netop de kvinder, som bliver topchefer, ikke har taget hele barslen, da de fik børn

og generaliserer på den baggrund kloge og praktiske kvinder:

1. Vi har at gøre med kvinder, der ved, at fuld barsel kun giver billet til spelthimlen, mens delt barsel giver billet til ligestilling. Kloge kvinder.
2. Vi har at gøre med kvinder, der da gerne vil fastholde den kulturelle forestillingen om kvinden som den, der altid står klar med hjemmebagte boller og kakao. Nu hedder hun bare Imelda i stedet for Mette og er au pair fra Filippinerne. Praktiske kvinder.

”Kloge kvinder” prioriterer altså ”ligestilling” frem for ”spelthimlen”, mens ”praktiske kvinder” hyrer en vildt fremmed til at forkæle børnene.

Og karrierekvinden er skam god for endnu mere generalisering:

I 2100 Spelt, hvor jeg bor, er moderskabet en hyldest til selvopofrelse. Vi ammer, til vi segner, bager øko-boller, voldelsker vores barsel og jubler i mødregruppe, hvor vi diskuterer afføring og trends indenfor paisleyfarvede pyntepuder. Kvinder promenerer med Silver Cross-barnevogne til længe efter deres børn har lært at gå, og der findes ikke den sidegade, som ikke har en børnebutik, der sælger svanemærket træ-legetøj og cashmere-cardigans til babyer. Børn er kult.

Karrierekvinden argumenterer ikke med ét ord for det lyksalige i at opnå ”ligestilling”, men bruger en hel del ord på at karakterisere kvinder, der prioriterer deres børn højere end arbejdsmarkedet, som religiøse fanatikere, der jublende i deres børnekult ofrer sig i håb om at komme i spelthimlen.

Ja, hvorfor dog ofre sig selv, når man nu kan ofre sine børn?

Karrierekvindens bekendelse forekommer mig at være en trosbekendelse.


Anna var ude af X Factor og Danmark gik amok

21. marts 2010

Ordene faldt i begyndelsen af seneste X Factor show, i umiddelbar forlængelse af endnu en voldsom dosis følelsesporno, komplet med kunstpauser, våde øjne og strygere.

Da ordene faldt genkendte jeg ikke blot en mulig generalisering, jeg genkendte også speakerens kronisk begejstrede stemmeføring fra annonceringer af talrige Tv-programmer på Danmarks Radio.

Men hvem eller hvad mente han så konstituerede ”Danmark”?

Svaret må søges i programmets billedside, der præsenterede seerne for en række dagblades forsider:
Alt imens kværnede stemmen videre, at:

Hele Danmark havde en mening om Annas exit

Som i en anden vaskepulverreklame, understregede stemmen igen, hvad den allerede havde anført:

Hele Danmark!

Og på billedsiden toner statsministeren frem:

Ved enhver valghandling der skal der være orden i tingene, det skal der, og det gælder også noget så vigtigt som X Factor.

DR blæste på ironien i Lars Løkkes udsagn, og brugte det skamløst til at promovere X Factor som det, der virkeligt optager danskerne.

Danmark fra A til Z blev henholdsvis symboliseret ved den fjerde statsmagt og ved statsministeren, og mellem disse to poler skal så formodentlig findes den brede masse af danskere, der alle som én, også ”havde en mening om Annas exit”.

I programmet blev danskerne altså ikke generaliseret, men kategoriseret, idet ”hele Danmark” vitterligt blev skåret over en kam.

Når X Factor generelt fremkalder stærke følelser hos folk, er det ikke nødvendigvis i forhold til ”Annas exit”.

Opdateret 22/3:
Men det skal selvsagt heller ikke udelukkes:

Hatten af for Idioten


10 hurtige fra Politiken

19. marts 2010

Politikere vil afskaffe europæisk rejsecirkus – igen

Lesbiske snydes for forældreorlov

Politikere vil bremse øllet til fodboldkampe

Kristne igen dræbt i Nigeria

Messi skubber til Barca-legenderne

Danskerne længes efter sol, strand og kolde drinks ved poolen

Gul vest får motorcyklister til at se rødt

Læger ved for lidt om udbredt kvindesygdom

EU sælger udstyr til torturbødler

Danske Honda-ejere kan køre roligt videre


Det ville klæde os alle at lære de etniske minoriteter bedre at kende

16. marts 2010

Synes Karen West, og her til formiddag talte jeg med en vicevært, der ”ude i det virkelige liv” netop havde lært en gruppe ”etniske minoriteter bedre at kende”.
I hvert fald godt nok til at han kunne give politiet et brugbart signalement…

Tilbage til Karen West:

Kulturen, som på mange måder går på tværs af etnicitet og religion, er den, der skal angribes, hvis den skal angribes. For vil man forstå og vil man vide mere, så bør man ikke generalisere. Dertil er billedet alt for broget. Det ville klæde os alle at lære de etniske minoriteter bedre at kende – også ude i det virkelige liv – hvor ens fordomme og generaliseringer meget hurtigt gøres til skamme.

Karen West mener ikke at man bør generalisere, men gør det gerne selv, bare det sker ”på tværs af etnicitet og religion”, og således bidrager hun til at det er særligt udvalgte ”fordomme og generaliseringer”, som danskere generelt skammer sig over.

Den tidligere omtalte vicevært tøvede i hvert fald med at give mig et brugbart signalement af de voldsmænd og indbrudstyve, som han netop havde stiftet nærmere kendskab til, og det er en tøven jeg har oplevet mange gange før hos mange andre danskere.

Endnu en reference til Tøger Seidenfadens dobbeltmoral og løgn