hvordan synliggør man begrebet “tvangsægteskaber” uden at generalisere

28. februar 2010

Det er et af de spørgsmål som Anja Bredal, der er stipendiat ved Institut for samfundsforskning i Oslo, forsøger at besvare i et interview bragt på kvinfo.dk

På næsten enhver debat om borgere med anden etnisk baggrund end dansk kan der hæftes en solid, generaliserende overskrift.

Det er jo sandt, og sandheden er som bekendt ilde hørt.

Anja Bredal tilråder en mellemting mellem den ”generalisering” og medfølgende ”stigmatisering”, som hun har oplevet i Norge, og den ”usynliggørelse”, som hun har oplevet i Sverige. Hendes moderate virkelighedsfornægtelse er udslag af en manglende sans for logik, opvejet at en klar fornemmelse for tidens uudtalte dobbeltmoral:

Det er generaliseringerne, der har været problemerne. Det gælder både medier og politikere i debatten, at der har været en tendens til at generalisere og på en måde, som man ikke ville drømme om at gøre, hvis man snakkede om majoritetsbefolkningen.

Anja Bredal generaliserer her politikere i samme sætning, hvor hun hævder at generaliseringer er et problem, men da politikere ikke er blandt de minoriteter, der får moralske alarmklokker til at ringe i tilfælde af generalisering, så flyder den generalisering ubemærket forbi hendes bevidsthed.

Et aktuelt øjebliksbillede af Berlingske Tidendes, Ekstra Bladets, Jyllands-Postens og Politikens nyhedsoversigter indeholder massevis af generaliseringer, men ingen af etniske minoriteter i Danmark, en om chilenere i Chile, og to generaliseringer af etniske danskere.

Øjebliksbilledet bekræfter hvad der er min erfaring, nemlig at danskere ikke nyder positiv særbehandling når de generaliseres i medierne.

Reklamer

Verdens lykkeligste folk hader sig selv

28. februar 2010

Denne kronik af Michael Böss indledes med et festfyrværkeri af generaliseringer:

Canadierne er rigere end amerikanere, lever længere end svenskere, er flittigere end tyskere, har flere elskere end italienere, spiser bedre end franskmænd og har flere tv-apparater end japanere.

Meget kan man sige om canadiere, men de er hverken lige så lykkelige som os danskere, eller lige så selvhadende, og det er forhold som Michael Böss har nogle teorier om.


Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil

28. februar 2010

Men nogle regner ikke sig selv blandt folket, og nogle regner ikke folk blandt dem selv.
Druserne er ikke muslimer
, hævder Aminah Tønnsen f.eks. på religion.dk, og Aminah Tønnsen har åbenbart også selv prøvet at være at the receiving end.

Videre skriver Aminah Tønnsen at:

Vi havde undret os over, at landsbyens ældre/gamle mænd gik i specielle bukser, hvor skridtet nærmest sad lige over knæene. Skolelæreren kunne dog fortælle os, at druserne ventede på Profeten Muhammads genkomst – og at han skulle fødes af en mand. Dette var grunden til, at mændene gik med disse specielle benklæder.

Drusernes pludderbukser er – som det vil være nogle bekendt – designet med henblik på at profeten ikke skal slå hovedet ved fødslen, men nu kan de gamle drusere roligt skifte til Lee eller Wrangler, for det viste sig at være Tøger Seidenfaden, der gik en rundt med en messias i maven.


Mange har nok fornemmet at Politikens chefredaktør længe har barslet med noget stort, og fredag den 26. februar løftedes sløret for Tøger Seidenfadens ”punktum”.
Mange danskere opfattede det som brunt, men Abdul Wahid Pedersen, der bl.a. insisterer på at stening ikke står til dialog, tøvede ikke med at betegne det som et ”stort punktum”, og så frem til at bruge det aktivt.


20 hurtige fra information

24. februar 2010

Tungmetal i saftevand bekymrer forskere

Danskerne køber falsk tryghed

Jordskælvsofre slås om ly i Haiti

Danskerne vil have obligatorisk alkolås

Embedsmænd vil ikke hænges ud

Farlige læger kan arbejde i Danmark

Ingen vil købe almene boliger

Bilister slap nådigt gennem sneen

Bortførte børns forældre får hjælp

Publikum flygter fra Det Kongelige Teater

Hvor meget kan man malke en ko?

Den, der digter, slår ikke

Børn skal vide, hvad der er i garderobeskabet

Man kan ikke ignorere religion i politik

‘Vi tog fejl, og vi har ret’

Colombias indianere fanget i krydsild

Kvinder kan da umuligt have lyst til analsex

Vi kan ikke holde det positive ud

Muslimske mødre er også kvinder

Vi skærer os ud af fedmeproblemet med skalpel


10 hurtige fra EB

23. februar 2010

Afghanske børn holdes som sexslaver

Danskerne snyder for milliarder

Forkælede drenge bliver aldrig mænd

Vi drak færre øl i 2009

Danskerne køber flere økologiske varer

Cola-narkomaner søger hjælp

Krisen får os til at vente med børnene

Hollænderne går til valg den 9. juni

Danskerne er arbejdsnarkomaner

Kvinder vil hellere have gadgets end sex


Disse mennesker er udmærket selv klar over, at sådan hænger det ikke sammen

22. februar 2010

Som opvokset muslim i Danmark, kan jeg jo godt se, hvordan højrefløjs ekstremisterne forsøger med et løftet pegefingre at bilde mig det ind, at denne form for hån, og at afbillede noget, der er så kær for de muslimske minoriteter, er jo blot ”ytringsfrihed” og “demokrati”.  Disse mennesker er udmærket selv klar over, at sådan hænger det ikke sammen, men i deres forsøg på at udnytte og undertrykke de muslimske minoriteter i samfundet, har de en systematisk måde, at bilde dem det ind, at det faktisk er i orden, at de bliver hånet pga. deres tro etc.

Gülay Kocbay har tilsyneladende fået fingre i en af de tanke-scannere, som Peter Norsk omtalte forleden.

Hvorfor i alverden skulle muslimerne eller for den sags skyld andre grupper finde sig i at blive hånet? Er det moralen i Vesten, at sådan er det bare, og at hvad “Den Hvide Mand” mener er korrekt, er bare korrekt som man skal makke ret efter..? Det kommer ikke bag på mig, hvis man ser på hvordan den hvide mands mentalitet har været igennem historien og under kolonitiden, og når man særligt sammenligner samme mentalitet med nu dagens tendens i Danmark og deres forhold til muslimerne, så er der ingen forskel.  Den Hvide Mand/Mænd mener nemlig, at de skal opdrage den “underlegne”, og “uoplyste” muslim, som man forsøgte i Danmark med JP-krisen, at muslimerne skulle “opdrages” ved, at De Hvide Mænd misbrugte ytringsfriheden og demokratiet med et forsøg på at indføre en “håneret” i Danmark.

Lad os – for the sake of argument – se bort fra at jeg, som ”højrefløjs ekstremisterne” jo har for vane, principielt går ind for ytringsfrihed.

Hvorfor skal jeg, som hvid mand, finde mig i at Gülay håner os hvide mænd? Hvorfor truer jeg hende ikke med retsforfølgelse?
Hendes generaliseringer er jo åbenlyst racistiske.

Der er faktisk flere gode argumenter:

  • Fordi den offentlige sandhed enten afgøres med gode argumenter eller med frygt, og fordi samfund baseret på gode argumenter åbenlyst er bedre end samfund baseret på frygt, ellers ville folk jo flygte den modsatte vej.
  • Fordi vi ikke er stillet lige for loven. Vist har vi begge to en hudfarve, men det er kun hende der har en juridisk beskyttet overtro.
  • Fordi vi ikke er stillet lige angående evnen til at fremføre gode argumentere. Her er det til gengæld Gülay, der er ringest stillet. Hun er formentlig slet ikke klar over, at det hun skriver, slet ikke hænger logisk sammen.

Gülays indlæg er inspireret af brødrene Rothstein, og hun benytter også et af deres citater som afsæt for at konkludere:

Netop, der er et meget grusomt ondskab indlejret i de væsner, der påstår, at det jo blot er ytringsfrihed, og at det er sådan det foregår i et demokratisk samfund.

Det er også i samme dur hun runder sit indlæg af:

Den Hvide Mands/Mænds prædiken om, at “det blot er sådan i et demokratisk samfund, at man skal finde sig i at blive hånet og svinet til”, er blot nogle af de løgne de har for, at sno de  mennesker, som de betragter som “underlegne” og “uoplyste” om deres lillefingre.

At jeg grusomt onde arrogante højrefløjs ekstreme udnyttende og undertrykkende hvide mand, med mine løgne, skulle kunne sno Gülay om min lillefinger, har jeg nu ikke meget tillid til.


Hvordan definerer man mindretal, som bør nyde en eller anden form for beskyttelse?

21. februar 2010

“Man” er en generalisering af en gruppe mennesker, en gruppe der ikke nødvendigvis er klart defineret, men et rimeligt gæt er at Steen Bille med ”man” sigtede til medlemmerne af Dansk PEN, som Anders Jerichow var repræsentant for.

Anders Jerichow fik nemlig stillet dette spørgsmålet 19. februar 2010, hvor var der ytringstrængsel på kulturkontoret.

Gæsterne var:
Anders Jerichow, der er formand Dansk Pen. Han er uddannet journalist og kronikredaktør på Dagbladet Politiken.

Lars Hedegaard, som er historiker og journalist. Han var medstifter af Trykkefrihedsselskabet i 2004, som han nu er formand for.

Jacob Mchangama, der er jurist og samfundsdebattør. Siden 2008 har han været chefjurist i tænketanken CEPOS og er en af grundlæggerne for Fri Debat.

Her en sekvens fra debatten

Steen Bille:

Hvordan definerer man mindretal, som bør nyde en eller anden form for beskyttelse?
Deres religion, deres race, deres seksuelle observans?

Anders Jerichow:

Altså lovmæssigt kan vi i hvert fald se at domstolene ikke har misbrugt det her til at træffe en mængde domme som lægger væsentlige begrænsninger på ytringsfriheden. Det er simpelthen ikke sket. Det undrer mig meget, når Lars Hedegaard kan sige at vi er fri for racisme eller ringeagt overfor mindretal herhjemme, fordi jeg synes altså ikke, at man skal have et særligt godt syn, for at se at der er en ret ubehagelig aggression i dele af det danske debatklima, ikke mindst på nettet må jeg sige, men også lidt fremme i – hvad skal vi sige – den sagte og trykte debat, hvor der er en tendens – ikke mindst også i ytringer, som Lars Hedegaard kender fra sig selv – hvor man generaliserer ringeagt omkring muslimer, og jeg kender selv til dem i forbindelse med det jødiske, og vi skal jo passe på at vi ikke tror at de trusler som hænger i luften kun har én vinkel, altså der er trusler rundet omkring, og jeg har selv oplevet trusler, og begge på grund af min jødiske baggrund, og jeg tror at i lyset af klimaet, så er man nødt til at acceptere at de findes. I mit tilfælde har det været sådan at jeg i hvert fald to gange har følt det nødvendigt, at gå til politiet. Jeg har ikke noget ønske om at den her paragraf skal bruges generelt, men jeg må sige at det undrer mig, at man i et land som Danmark, hvor der trods alt er så fri og åben og tryg en debatkultur, vil bruge så mange kræfter, som Trykkefrihedsselskabet vil gøre, og som jeg håber at Fri Debat ikke vil gøre, på at fjerne denne paragraf, frem for at bruge kræfterne, på at skabe en forsonlig debat med det mindretal, som hænges ud, og det ser jeg simpelthen ikke, jeg ser at man lægger islam for had, og at man gentagne gange kommer til at gøre muslimer generelt ansvarlige for handlinger, som nogle enkelte individuelle mennesker påberåber sig at udføre i islams navn, men jeg ser ikke ønsket om eller viljen til at bygge bro og skabe en dialog med muslimer, og – oprigtigt talt – jeg synes det er meget meget specielt.

Kritik og ringeagt er to forskellige ting, også når de generaliseres, hvad Anders Jerichow burde vide.

Denne fortaler for at ”bygge bro og skabe en dialog” brugte hele 367 ord på ikke at besvare Steen Billes spørgsmål, men benyttede i stedet lejligheden til at generalisere det mindretal, som er medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, hænge dem ud, associere dem med ”trusler”, beskylde dem for at lægge ”islam for had”, gøre dem generelt ansvarlige, for at ”gøre muslimer generelt ansvarlige”.

Oprigtigt talt – jeg ser ikke ønsket om eller viljen til at bygge bro og skabe en dialog med Trykkefrihedsselskabets medlemmer, men som Lars Hedegaard senere tørt konstaterede

Ytringsfrihed drejer sig ikke om at skabe dialog, den drejer sig om at fremsætte de synspunkter man har.

Lars Hedegaard var også manden bag følgende nøgterne konstatering:

Vi tilhører jo alle i landet et eller andet mindretal.

Her nærmer vi os sagens kerne.

Muslimerne udgør et mindretal, medlemmerne af Trykkefrihedsselskabet udgør et mindretal, medlemmerne af Dansk PEN udgør et mindretal, og kun et af disse mindretal har juridisk særstatus i den offentlige debat, nemlig muslimerne, men ved at gøre sig til muslimernes forsvarere i den offentlige debat, får medlemmer af Dansk PEN del i denne juridiske særstatus, idet deres opponenter ikke frit kan argumentere for deres kritik af muslimer.

Anders Jerichows forsvar for at bevare racismeparagraffen og blasfemiparagraffen er derfor ikke bare et forsvar for muslimernes privilegier. Han snylter selv på dem.

Sidste ord i denne ombæring går også til Lars Hedegaard:

Du er jo derhenne, hvor man ikke må bruge almindelige historiske og sociologiske statistiske metoder til at beskrive et samfundsproblem, så er det efter mit skøn en af de værste indskrænkninger af ytringsfriheden vi nogensinde har haft, og det er også et angreb på vores vestlige videnskab.

Hatten af for Snaphanen