Højrefløjen har desværre tømt begrebet dhimmi for enhver mening

Generaliserer William i kommentarsporet på Levned og meninger, og fortsætter:

og reduceret det til et pseudonym for Islam-apologi og lignende fænomener. Ordet dhimmi havde en betydning længe før højrefløjen udvandede begrebet – og slettede den forhistorie, som er forbundet med ordet – for at score point i en politisk debat.

En dhimmi er en person, som er underkastet Islam. Når du er anonym under henvisning til din jobsikkerhed, så er det jo fordi, at du bøjer af for den magt som Islam, og sympatisører, apologeter m.m., har over dig. Deres magt bestemmer din adfærd. Det gør dig til en dhimmi. Det er ikke en moralsk dom, som jeg fælder over dig. Det er noget du selv skriver, blot med et andet ordvalg.

Har William ret i sin generalisering af højrefløjen?

For at besvare det spørgsmål, er det nødvendigt at vide hvad ordet dhimmi egentlig betyder, og hvorledes ordet benyttes henholdsvis af højrefløjen og venstrefløjen, for generaliseringen må nødvendigvis perspektivere højrefløjen i forhold til venstrefløjen.

William hævdede at:

En dhimmi er en person, som er underkastet Islam.

Det er jo en kortfattet – og som sådan – glimrende definition, bare ikke på en dhimmi, men på en muslim.

Wikipedia hævder at:

Dhimmi er monoteister, der, efter at jihad har medført at deres land eller område er blevet islamificeret, bliver tålt med begrænsede rettigheder ud fra den forudsætning, at de underkaster sig islams overherredømme.

Den definition er knap så kortfattet, men besvarer meget mere præcist hvad ordet dhimmi egentlig betyder.

Hvorledes benyttes ordet så henholdsvis af højrefløjen og venstrefløjen?

En google-søgning på dansk af ordet giver følgende politisk farvede hits:

1. Hodjanernes blog – hvor ordet bruges som kategori for 1296 indlæg
2. Skattetryk.dk – som indleder sin blogpost med følgende definition:

The status of People of the Book (Jews and Christians) unders Islamic rule

3. En Bombe i en Turban – som skriver om “anti-dhimmi” i USA, hvor Pace University måtte tillade fremvisning af en islamkritisk film

4. en slettet bruger på 180º (som henviser til ethica.dk) – om ”Dhimmi-Sverige”, der betaler en muslim (60.000 kroner plus renter) for ikke at have respekteret hans religiøse ret til at nægte en kvindelig direktør et håndtryk.

5. Hodjanernes blog igen – denne gang med kategorien: No dhimmi (506 indlæg)

6. euro-med – om ”Dhimmi-politikere” der ”Logrer Med Halen For Islam.”

7. Danmark.wordpress.com – som også benytter ordet som kategori. Første indlæg omhandler det landsforræderiske i at ”bringe Danmark – eller til en begyndelse dele af det – i fremmedes vold”.

8. ping back til blog.balder.org – om Jørgen Bæk Simonsen som ”academic dhimmi”.

Således fortsætter søgningen med lutter højreorienterede hits; Snaphanen, Uriasposten, Monokultur, Den Danske Forening (med en tekst af den indiske historiker N. S. Rajaram), indtil der endelig, som # 58 kommer et venstreorienteret hit fra bohemianrhapsody.dk, hvor UhrukHaderIslam; Williams ”fiktive World of Warcraft-spiller” udtaler:

alle dem der som går så meget op i tonen og hvad der er pænt at sige og anstændighed og så’n nogen ting, de er bare totalt dhimmier. Altså li’som seriøst, ik’? Nogen skal stå frem og sige noget ik’, og så er de bare sådan totalt politisk korrekt Seidenfaden-segment. Det er på grund af dem at demokratiet har brug for sådan nogen som Geert Wilders, Kurt Westergaard og orken UhrukHaderIslam.

Så meget fra Williams karikatur af højrefløjen, nu til Williams egen mening:

Hvilket signal tror han at han sender ved at iklæde sig anonymitet, hver gang han udtaler sig kritisk om Islam? Han sender et signal om at han er så dhimmificeret at han ikke står frem og ser demokratiets fjender lige i øjnene. Han sender et signal om at han ikke er parat til at sige ‘jeg føjer dig ikke’.

Hvor højrefløjen næsten er ene om at benytte ordet dhimmi, er venstrefløjen næsten ene om at bruge ordet ”signal”.
Hvor højrefløjen gentagne gange har defineret ordet dhimmi, har venstrefløjen mig bekendt aldrig defineret ordet ”signal”, men det handler selvfølgelig om noget uudtalt.

Hvilket signal sender William f.eks. når han skriver Islam med stort I?
Deri ligger muligvis en subtil anerkendelse af islam, men det er for mig langt mindre væsentligt end Williams udtalte kritik af islam.

Jeg kunne dog ønske mig at William havde været mere konkret angående ”demokratiets fjender”, som han formentlig selv, qua sin egen manglende anonymitet, mener at han ser ”lige i øjnene”.

Hvem er disse fjender?
Hvorfor har William anonymiseret dem?

Når William nu senest har kritiseret Ulla Lauridsen for at være en dhimmi (i Williams optik, en anonymiseret kritiker af islam) var det ikke af hensyn til muslimer at hun anonymiserede sin kritik, men af hensyn til venstreorienterede arbejdsgivere, og er det så ikke venstrefløjen, som er ”demokratiets fjender”?

Højrefløjens brug af ordet: dhimmi er ret omfattende, og følgelig vanskelig at tegne et generelt billede af, men umiddelbart stødte jeg ikke på noget misbrug.
Venstrefløjens brug af ordet er praktisk taget kun Williams brug af ordet, og det er ganske enkelt et misbrug.

Williams generalisering falder således til jorden med brag, fældet af Williams eget misbrug af begrebet.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn

Jeg ved godt det er en generalisering, men det er altså ved at være et fact, at vi er meget få mennesker tilbage, som reelt set bidrager

Overskriften er ikke generaliserende, og heller ikke Martin Thorborgs forrige udsagn:

Alt imens at vi har 50 % af landets befolkning, der enten intet laver eller ernærer sig ved at banke stempler i papirer som er komplet ligegyldige.

Men det er en kritik af en gruppe mennesker, og hvis Martin Thorborg tror at dét er, hvad der definerer en generalisering, så er han er næppe ene om det.

Martin Thorborgs kritik handler grundlæggende om det “signal”, som regeringen sender til iværksættere, ved at pålægge dem en afgift alene for at oprette en virksomhed.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.

Danskerne gider ikke længere den lumre småracistiske retorik.

Den generaliserende overskrift er et citat af Zenia Stampe, som sidste gang jeg citerede hende, associerede generaliseringer med nazistisk propaganda.

Denne gang er hun imidlertid ikke kun ude med riven efter ”dæmoniseringens voksende kreds”, hun forsvarer også ”Dansk Folkepartis vælgere” mod ”menneskefjendsk retorik” fra Anders Samuelsen og Ole Birk Olesen.

Dansk Folkepartis vælgere er borgere i det danske samfund. Og det er danskere med palæstinensisk familie også. Ingen af dem skal skæres til suppetern i et regneark, uanset om snittet er lagt efter etnicitet, kultur, religion eller politisk tilhørsforhold. Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Udgrænsning… Ordet må være synonymt med marginalisering, men er alligevel en værdig kandidat til at supplere ordlisten på tankeforbrydelse.dk.

Se blot første hit på google:

OECD’s key-competencies for et up to date globaliseret samfund anbefaler ud over udvikling af en stærk individualitet og teknologisk snilde også at lære børn at interagere i socialt heterogene grupper.

Vaskeægte nysprog fra Pernille Hviid, lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
Pernilles pointe er at det er synd for de dygtige skoleelever, hvis de lærer mere end andre skoleelever.

En udgrænsning, om end positivt defineret, er stadig en udgrænsning, der får dem til at slå blikket ned, når de taler med os almindelige.

Efter denne lille digression, tilbage til citatet af zenia:

For den tankegang skaber skel i en tid, hvor vi har brug for sammenhæng. Den tankegang skaber had i en tid, hvor vi har brug for fælles fodslaw.

Godt Zenia… se om du kan følge mig!

Forslaget fra DF, om at undersøge hvad indvandringen koster Danmark, har ikke som rationale at skabe had, men at understøtte en politisk beslutning om at begrænse indvandringen – ikke af ”danskere med palæstinensisk familie”, men af palæstinensere med palæstinensisk familie.

Forslaget fra Liberal Alliance, om at undersøge hvad DF-vælgere koster Danmark, har derimod ikke som rationale at understøtte nogen politisk beslutning.

Der er en verden til forskel mellem de to forslag, en forskel som særligt politikere burde have et bedre øje for.

det er menneskesynet der kommer op, det er djævelen som kommer op i menneskene, som siger de vil ikke have, at kærligheden skal sige noget som helst

overskriften er et citat af teologen og filosoffen Peter Kemp, et citat som – for en sjælden gang skyld – med rette kan beskrives som dæmoniserende.

Citatet er fra Debatten 18. november 2010 kl. 20:00 på DR2:
Er DK bundskraber eller foregangsland?

Udover stråmandsargumentation og dæmonisering, var Peter Kemp også god for følgende kritiske spørgsmål:

Er man ikke så begavet på Christiansborg, så man kan finde nogle regler der hindrer tvangsægteskaber, uden at lave den lov, man laver nu?

Hertil replicerede Ralf Pittelkow:

Ja… kom med dit bud Kemp, lad os høre det!

Men Kemp var ikke god for noget bud selv, og i den anledning er jeg nødt til at citere fra en artikel i Information, hvori Peter Kemp efterlyste et nyt 68-oprør:

Jeg mener i høj grad, de intellektuelle også har svigtet. De svigter ved ikke at bedrive en saglig samfundskritik. Ikke, at de nødvendigvis skal angribe og rakke ned på magthaverne, men de skal analysere problemerne i samfundet og give nogle kvalificerede bud på, hvordan vi får løst dem.

I Debatten var Kemp i øvrigt lige så optaget som Margrethe Vestager, af at diskutere hvilket “signal” man sendte med pointsystemet.

Også andetsteds har kritik af det nye pointsystem kastet perler af sig.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har kaldt pointsystemet socialt apartheid, og Ole Wolf har også tænkt en halv tanke vedrørende systemets sociale konsekvenser, og spurgt DF:

Med de stadigt strammere regler vil der alene komme udlændinge til Danmark, som er væsentligt dygtigere end de fleste danskere. Har I noget bud på, hvem den herskende klasse bliver i det kommende samfund, når etniske danskere konsekvent må se sig diskvalificerede i forhold til accepterede udlændinge, der både uddannelsesmæssigt og ressourcemæssigt står væsentligt stærkere?

Her har den begavede nordmand Asle Toje (hatten af for Snaphanen) tænkt lidt længere, og han har ikke lyst til at leve i et samfund hvor:

man får et socialdemokrati for en privilegeret hvid middelklasse […] med en underklasse som er kulturelt, etnisk og religiøst forskellig fra flertalsbefolkningen.

Faktum er jo at indfødte danskere har et kæmpe forspring både uddannelsesmæssigt og ressourcemæssigt, og hvis integration også skal have et socialt perspektiv, så nytter det ikke ligefrem at grave denne kløft endnu dybere.

Hvis nogen arbejder for socialt apartheid i Danmark, så er det ikke VKO, men Johanne Schmidt-Nielsen.

For den national-konservative er det altafgørende at fastholde nationale og kristne værdier

Det er Jacob Mchangama, der på Berlingske generaliserer ikke bare den national-konservative, men også multikulturalisten, feministen og sundhedsfanatikeren.

At generalisere eller kategorisere i bestemt ental – som Hitler gjorde med ”jøden” i Mein Kampf – er at stereotypisere, og Fanden er løs i Laksegade, hvis det er en særligt privilegeret minoritet der stereotypiseres, men her er stereotypiseringen naturligvis helt stueren.

Blogindlægget fra Jacob Mchangama handler egentlig om symbolpolitik, som jeg deler hans aversion mod, men vi er hverken enige om hvad der konstituerer symbolpolitik, eller hvad der skal sættes i stedet:

Kampen for at vinde de muslimske medborgere, der vakler mellem radikal og moderat islam skal ikke vindes ved at forbyde beklædningsgenstande, men ved utrætteligt at forsøge at overbevise disse om, at det frie samfund er det rigidt lovreligiøse langt overlegent. Det er først og fremmest en kamp om sindet ikke om tøj, arkitektur og bygninger.

Fiaskoen i Afghanistan udspringer netop af den misforståede kamp ”for at vinde de muslimske medborgere, der vakler mellem radikal og moderat islam”.
Islam hører til på historiens losseplads ligesom nazisme og kommunisme, og så er de eneste muslimer, der kan vindes, dem der, som Naser Khader og Irshad Manji, vakler mellem moderat islam og direkte frafald.
Wafa Sultan og Ayaan Hirsi Ali er f.eks. allerede vundet.

Moskeer bør ikke forbydes for deres symbolværdis skyld, men fordi de fungerer som rekrutteringscentraler for massemordere og forbrydere mere generelt.

Men han er vel politiker, han skal vel sende et signal…

Overskriftens generalisering er et citat af Niels Krause Kjær, fra hans udsendelse med Mikael Jalving, men først lidt kontekst i udpluk:

Niels Krause Kjær:

Amerikanerne (…) ved jo godt hvordan de skal tackle de her ting (…) dagen eller to dage efter 11. september 2001, hvor tvillingetårnene styrtede sammen, der kvitterede George Bush med at tage skoene af, og gå ind i en moske i New York for at markere, at det var de militante muslimer man var imod, det var ikke muslimerne (…) gennem mange år, forsøgte muslimer at få Anders Fogh Rasmussen – som statsminister – til at tage skoene af og gå i moske. Det kunne ikke lade sig gøre.

Mikael Jalving:

Jeg synes der var 117 andre ting man kunne have gjort dagen efter Nine Eleven end at begive sig ind i en moske (…) på en eller anden måde er det en slags overgivelse (…) hvad foregår der egentlig i hovedet på Bush? Hvem skal han please?

Niels Krause Kjær:

Men han er vel politiker, han skal vel sende et signal (…) lidt ligesom de her forbandede Muhammedtegninger blev et signal, men bare et signal på den måske knap så fede måde.

Hvor Krause Kjær var begejstret over at se den amerikanske præsident ”tage skoene af og gå ind i en moske”, så var han straks mindre begejstret over at den danske statsminister var troppet op i en kirke [og nej, Krause Kjær! Det var ikke i Taastrup, men i Tingbjerg], hvor præsten var blevet fordrevet af muslimer, men det har utvivlsomt også noget med signalværdi at gøre.

Når det gælder muslimer, så skal politikere nemlig signalere overgivelse, ikke trods…

Afsenderne sender et klart signal om, at man ikke vil tolerere respektløse overfald på uskyldige minoriteter

Man er – som det fremgår af stophadforbrydelser.dk – Københavns Politi, Københavns kommune, Institut for Menneskerettigheder og Frederiksberg kommune, og det er dem der er intolerante, når de ”ikke vil tolerere respektløse overfald på uskyldige minoriteter”.

Generaliseringen på stophadforbrydelser.dk fandt jeg via kunsten.nu, hvor Michael Elmgreen ”i ledtog med politi, politikere og Institut for Meneskerettigheder” forklarer Matthias Hvass Borello fra Kunsten.nu:

Hvis man har et samfund, hvor det er socialt accepteret at man er intolerant og hygge-joker om bøsser og diverse minoriteter, så er man med til at skabe et intolerant samfund, hvor de ikke-resursestærke føler sig bange, eller stærkt provokeret over at møde noget, der er lidt anderledes, end det de er vant til

Matthias Hvass Borello omtaler desuden ”den generelle kulturkrise og intolerance, som voldshandlingerne blot er et symptom på”, og at det ”offentlige rum” har antaget en mere og mere umenneskelig og intolerant karakter”.

Kunstnerne Michael Elmgreen og Ingar Dragset har i øvrigt forfattet en tekst til deres kunstværk, hvori de forklarer:

Værket stiller et åbent spørgsmål om, hvem der er de egentligt skyldige, og hvad årsagerne er til tilfældige hadske overfald på diverse minoritetsgrupper. Det er for simpelt blot snakke om kulturforskelle eller dårlige familebaggrunde. De dybere årsager rækker videre og vidner om en kulturkrise i Dannevang, hvor grundlæggende etiske værdier som tolerance og fællesskabsfølelse er gået fløjten.

At udråbe tolerance, som en af de ”grundlæggende etiske værdier”, er sgu morsomt når kunstnerne selv er ledtog med ”intolerante” myndigheder.

Bonus-info om Elmgreen på Kunstavisen.

Der må være en grænse for hvilke generaliserende og chikanerende kommentarer vi skal lægge øre til fra Dansk Folkepartis side, når det drejer sig om deres syn på danske muslimer

Overskriften er sakset fra en socialdemokratisk pressemeddelelse, der umiddelbart lyder som et ønske om at indskrænke ytringsfriheden for medlemmer af Dansk Folkeparti, men reelt er pressemeddelelsen bare en invitation til at mødes på nettet i kollektiv forargelse:

Vi anerkender fuldt ud Dansk Folkeparti som politisk parti. Men nu sætter vi fokus på politikken bag og ønsker, at indsamle dokumentation af, at vi her har at gøre med et politisk parti, som hele tiden forsøger at gøre den offentlige debat til en hadefuld debat om os og dem. Det mener vi ikke, der kommer noget godt ud af, og det er derfor vi siger, at der er en grænse.

Det morer mig igen og igen, at mennesker kan samles om at tage afstand fra dem, der deler folk op i ”os og dem”, i hvert fald så længe deres ”grænse” kun er til pynt.

Jeg oplever, at tonen i dansk politik bliver grovere og grovere over for danske muslimer. Det vil jeg gerne tage klart afstand fra. Der må være en grænse. Det kan ikke passe, at man skal finde sig i alle de beskyldninger fra Dansk Folkeparti, blot på grund af ens etniske og kulturelle baggrund, udtaler Thomas Horn.

Ønsket om en yderligere begrænsning af ytringsfriheden er utvetydigt, men Thomas Horn advokerer ikke direkte for nogen lovændring, så pressemeddelelsen er mere signal end politik.

Horn var sidst ude med riven efter Dansk Folkeparti under kommunalvalgkampen i efteråret da Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Helsingør, Ib Kirkegaard, ytrede ønske om, at rive Helsingør Kommunes multietniske kulturcenter ned med baggrund i, at han syntes at det var grimt og spredte islamisme.

Svaret fra Horn var dengang at, ”Man kan have forskellige holdninger til globalisering og det multietniske samfund. Men at tale om, at andres helligdomme er grimme og at begynde at rive kirker eller moskeer ned mener jeg er helt uhørt og er kun med til at skabe utryghed og afstand mellem religionerne”

Personligt mener jeg at ”kun” er et alt for stort ord, idet jeg er mere tryg ved en moske, der rives ned, end ved en moske, der opføres, men det store spørgsmål er, hvorvidt “afstand” pr. definition er skidt?
I så fald får Thomas Horn nemlig svært ved at forsvare sit udsagn:

Det vil jeg gerne tage klart afstand fra.

Personligt så jeg faktisk også gerne, at flere muslimer tog “afstand” fra Danmark…

Alle ved, at der er i områder med sociale problemer og mange indvandrere findes knaldgode skoler

Ordene tilhører Simon Pihl Sørensen (S), viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Viceborgmesteren tager mig og “alle” andre til indtægt for sin generalisering, og det vil jeg gerne have mig frabedt.

Kontekstens hovedtræk:

Hvor mange elever med indvandrerbaggrund går der på dit barns skole, og hvor stor er andelen af drenge og piger af anden etnisk herkomst i de enkelte klasser. Det er et par af de informationer, som man fra i dag kan købe sig til i en ny database, som Berlingske Tidende har lanceret.

Og viceborgmesteren protesterer:

Alle ved, at der er i områder med sociale problemer og mange indvandrere findes knaldgode skoler, og at der i områder med få indvandrere findes elendige skoler. Og omvendt. Andelen af børn med anden etnisk herkomst viser ikke om skolen er dårlig, men med denne database italesætter man alligevel, at det er vigtigt for skolevalget. Det er sygt. Ja, det minder om racehygiejne.

Viceborgmesterens ord bekræfter en generalisering, som jeg nok selv skal stå på mål for:

Folk der benytter ordet “italesætte” er, uanset ordets bøjning, tilbøjelige til at associere meget lemfældigt til nazisme.

Forskere peger på, at animeret børneporno kan have nøjagtig samme effekt på potentielle krænkere som rigtig børneporno

Forskere og krænkere generaliseres her i en og samme sætning, af nogle socialdemokrater i bemærkningerne til deres forslag til folketingsbeslutning om forbud mod animeret børneporno.

Af konteksten fremgår det, at ”krænkere” bruges synonymt med pædofile seksualforbrydere .

Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til, at ”krænkere” var nogle som trykte tegninger af en ganske bestemt pædofil seksualforbryder…

Hvis pædofile kan opnå samme effekt via animeret børneporno, som via rigtig børneporno, vil deres forbrug af rigtig børneporno være omvendt proportional med deres forbrug af animeret børneporno, og så reducerer den lette og lovlige adgang til animeret børneporno forbruget af rigtig børneporno.

Socialdemokraterne udtrykker i forslaget det ønske:

at vi fremover skal sætte børnenes tarv højest

Men hvis socialdemokraterne får deres forslag vedtaget, vil det øge forbruget af rigtig børneporno.

Det er let at regulere forbruget af børneporno fra fiktiv til rigtig børneporno, men ikke at regulere de pædofiles seksuelle præferencer, som er socialdemokraternes erklærede sigte med lovforslaget.

Børneporno, hvad enten det består i rigtige billeder eller animerede billeder, giver krænkeren en oplevelse af, at man ikke er alene med sine fantasier, at man er en del af et fællesskab, og bekræfter en i, at det er »normalt« og i orden at se på billederne.

Socialdemokraternes sigte er tydeligvis at fryse de pædofile ud fra ”fællesskabet”, ved at afkræfte dem i det ”normale” og ”ordentlige” i at se fiktive gengivelser af noget kriminelt.

Hvis bare de pædofile skammer sig nok, så…

Forskning i krænkeradfærd viser, at brugen af børneporno kan fungere som en glidebane mod, at pædofile begår rigtige overgreb

Apropos ”glidebane”, kan det frygtes at socialdemokraterne skaber præcedens for at fiktive gengivelser af kriminelle aktiviteter forbydes helt generelt, og så kan vi også vinke farvel bl.a. til Godfather, Rambo og Sherlock Holmes.

Hatten af for Klaus Rothstein