Overskriften er et citat fra Jes Stein Pedersens introduktion til Deadline 2. sektion 21/11 2010.
Spørgsmålet blev formuleret af Jes Stein Pedersen, men med kraftig inspiration fra efterskriften til den danske oversættelse af LTI (Lingua Tertii Empirii, Det Tredje Riges sprog), hvis forlægger; Knud Lindholm Lau, var i studiet sammen med Lars Hedegaard.
Kommunikationsrådgiveren og talelæreren Knud Lindholm Lau har ved flere lejligheder associeret moderne dansk islamkritik med nazistisk propaganda, men i mødet med Lars Hedegaard havde han underligt travlt med at distancere sig fra denne association, så de første knap otte minutter af udsendelsen, lå det ret sløjt med journalistikkens mest væsentlige kriterium: konflikt.
Atmosfæren skiftede første gang Knud Lindholm Lau afbrød Lars Hedegaard, men kun en anelse, og et minuts tid senere valgte Jes Stein Pedersen at puste mere liv i de ulmende gløder:
JSP:
Knud Lindholm Lau, jeg ved så også – det kan jeg læse i bogen, jeg kan også høre hvad du har sagt omkring udgivelsen af den her op til, at du også mener at den har bud til nutiden. Altså i vores tid handler alting i politik om italesættelse, retorik og spin. På hvilken måde er den her bog relevant i dag for dig?
KLL:
Den er relevant fordi – for nu at sige det rent ud – der sker en tilsvarende stempling, slet ikke af den grove karakter, og heller ikke med den hensigt, som fandtes åbenlyst erklæret under nazismen, men der sker stemplinger og stigmatiseringer af hele befolkningsgrupper.
JSP:
Prøv at være konkret!
KLL:
Senest har de handicappedes formand kunnet beklage sig over at der blev råbt efter handicappede på gaden. Det er måske ikke det mest oplagte eksempel. Det er ikke det eksempel man forventer fra min side, men hvis vi trækker over i den tunge ende, så handler det om mennesker af anden herkomst, etnicitet, tro, religion.
JSP:
Ja, fordi den her bog den siger, at en grund til at læse den her, er at der er en parallel til den danske udlændingedebat nu om dage, og jeg kunne godt tænke mig, jeg skal lige høre her inden jeg spørger om det, er det rimeligt at sammenligne, på en eller anden måde, nazitidens sproglige udskejelser med noget, der er på færde i vores tid overhovedet?
LH:
Nej, jeg mener at vi taler om noget helt andet i dag. Hvis man vil lave den slags – og det er altid farligt at lave den slags historiske sammenligninger, at sammenligne hele perioder. Man kan sammenligne elementer af en periode med elementer af en anden periode, men hvis man vil gøre det, så må man virkelig undersøge om sammenligningsgrundlaget holder.
KLL:
Du skal ikke skyde på mig, fordi jeg ønsker ikke at foretage den sammenligning, så du argumenterer mod en stråmandshypotese. Jeg har intetsteds sagt det var parallelt. Intetsteds!
Jeg har sagt at dette er en bog, der maner os i den aktuelle situation, det er en bog, der lærer os hvordan vi skal afkode sproglige strategier, og det er en bog, der sætter os i stand til ikke at deltage i det, vi ikke måtte bryde os om at deltage i
JSP:
Men Knud der står altså i din bog er at: ”I den nye diskurs om udlændinge, som man kan konstatere siden 90´erne, har man sine simplificerende typologier og fjendebilledekonstruktioner paralleller til en udvikling LTI beskriver i Tyskland”.
Problemet for Knud Lindholm Lau er bl.a. at han er fanget af sin egen retorik. For ham er det ikke udsagns sandhedsværdi, som er det væsentlige, men hvorvidt de virker krænkende, og kritik af Lars Hedegaard må formodes at virke mere krænkende på Lars Hedegaard, end på meningsfællerne blandt Knud Lindholm Laus sædvanlige publikum.
Her vil jeg lige indskyde at Knud Lindholm Lau er uddannet som medieretoriker ved Danmarks Radio 1987-89, har været journalist ved DR 1973-89, og er tæt knyttet til fagbevægelsen (ikke Krifa!).
Knud Lindholm Lau forsøgte på én gang at distancere sig fra Lars Hedegaard og fra sin egen kritik af Lars Hedegaard, og gjorde i den anledning Lars Hedegaard ansvarlig for Jes Stein Pedersens i øvrigt helt rimelige udlægning.
Ikke blot er Lars Hedegaards ”stråmandshypotese” ikke en stråmandshypotese, den er ikke engang Lars Hedegaards, så ad finurlige omveje indgår denne ”stråmandshypotese” alligevel i en eller anden form for stråmandsargumentation.
Undervejs i udsendelsen tonede Fahmy Almajid kortvarigt frem på skærmen:
Som den såkaldte historiker, eller kalder sig historiker, bruger akkurat det samme, og det er som regel generalisering. Det vil sige, når han siger at muslimerne voldtager deres døtre, deres børn, bliver til sidst at enhver muslim gør det. Han kunne lige så godt sætte navn på det. Jeg har muslimsk baggrund, det vil sige at jeg mærker det eller føler det på den måde, hvis man siger Fahmy Almajid voldtager sine børn. For en almindelig dansker bliver det, nå ja, det er en del af muslimsk kultur.
Skamklipper man citatet af Fahmy Almajid (yderligere end DR allerede havde gjort), giver det straks mere mening, for når Lars Hedegaard kritiserer muslimer, står meningsdannere i kø for at udlægge hans udsagn som en kritik af ”enhver muslim”. Lars Hedegaards landskendte generalisering var emnet for første indlæg på denne blog.
Ingen ytrede det mindste kvæk vedrørende Fahmy Almajids komplet uargumenterede underkendelse af Lars Hedegaards status som historiker.
Kort efter ytrede Knud Lindholm Lau følgende:
Jeg synes man kan give et meget simpelt råd i den her situation, hvis man vil undgå at klinge med i det kor, som vi hører forsangeren for her, og det er at tale for det første ikke om andre, når man har et anliggende med dem, men tale til og med dem. Det er det ene. For det andet, at tale nøjagtigt ligeså respektfuldt om dem og til dem, som vi forsøger at lære vore børn. Så kort kan det faktisk siges. Og ethvert menneske er udstyret med et termometer inde i kroppen, der viser om man er over eller under den absolutte feber, og det termometer bør man lytte efter med sin indre stemme.
Jeg skal ikke kunne sige hvad Freud havde fået ud af denne talelærers formaning, om at ”lytte” med sin ”stemme”, men for mig bestyrkede det indtrykket af en person, som hellere lytter til sig selv end til andre.
Debatten var meget principiel, men analysen af nazismens retoriske virkemidler forblev enormt overfladisk, og analysen af de giftige ord i nutidens danske debat om muslimer savnede fuldstændigt den vinkel, at de giftige ord ikke pr. definition er rettet mod muslimer, men at også islamkritikere kan søges forgiftet verbalt.
Lars Hedegaard forsvarede sig egentlig ganske udmærket, men ikke at blive knockoutet, er for sølle et succeskriterium.
Desværre har jeg endnu ikke læst LTI, men det er min opfattelse, at nazismens retoriske virkemidler særligt var præget af begrebsforvirring og associationstrick.
Jødedommen kunne det ene øjeblik associeres med kommunisme, og i næste øjeblik med kapitalisme, afhængig af hvor det aktuelle publikums sympatier lå.
Få danskere har oplevet at blive associeret både med nazisme og kommunisme, men Lars Hedegaard har da.
Dysfemismer og eufemismer er utvivlsomt blandt den retoriske gifts mest tidløse bestanddele, men karakteristisk for nutiden er i hvert fald ansvarsforskydning, som da Knud Lindholm Lau gjorde Lars Hedegaard ansvarlig for Jes Stein Pedersens gengivelse, og at gøre islamkritikere ansvarlige for muslimers kritisable opførsel, er ligefrem blevet en klassiker.
Hvor jøderne oplevede at der udspandt sig en mytologi angående deres handlinger, er det for danske islamkritikere deres udsagn, som er genstand for mytedannelse, og her går særligt den myte igen, at islamkritikere ikke formår at se forskel på muslimer, at deres kritik derfor er rettet mod enhver muslim.
I debatten blev den jødiske internalisering af antijødisk retorik fremhævet, hvilket er parallelt med den internalisering af anti-”islamofobisk” retorik, som f.eks. Melanie Philips udtrykker.
Kulturnyt på P1 havde for nylig også et interview med Knud Lindholm Lau, og her gav han følgende eksempel fra LTI:
F.eks. beskriver han i et helt kapitel hvordan man omdefinerer ordet og begrebet: fanatisk.
Det har nazisterne brug for fordi siden oplysningstiden der havde det at være fanat, at være fanatisk, været noget meget negativt, men nu havde man brug for fanatismen, så ganske langsomt lykkedes det Goebbels og hans kumpaner at komme med udtalelser i stil med: vore tropper har i nat fanatisk kæmpet imod jødebolsjevikkerne, eller sådan noget lignende, og langsomt ændredes definitionen af ordet fanatisk til at være noget fantastisk positivt i stedet for noget fantastisk negativt.
Klemperes observation er for så vidt ganske interessant, men Knud Lindholm Lau forstår den slet ikke. Selve betydningsindholdet af ordet og begrebet fanatisk blev ikke omdefineret, definitionen fik bare en helt anden emotionel ladning.
At Knud Lindholm Lau tror at ord og begreber defineres ved de følelser de fremkalder, gør ham bare des mere sårbar overfor retorisk hjernevask.
Tag f.eks. ordet folkedemokrati. Både folkelighed og demokrati er positivt, men hvad er betydningsindholdet af folkedemokrati?
Demokrati betyder folkestyre, hvorved folkedemokrati kommer til at betyde folkefolkestyre.
Fantastisk positivt klingende nonsens…
Der kan siges meget mere om debatten, og det bliver der også forskellige steder:
Snaphanen (hvor afspilleren er bedre end hos DR)
Uriasposten
Kulturnyt på P1
Lorry på TV2
Ricardt Riis
Af relevans er også min gamle hjemmeside om nysprog i den offentlige danske debat: tankeforbrydelse
Skrevet af Sebastian 
