Vestlige befolkninger overdriver voldsomt omfanget af indvandring

Generaliserer politiken.dk i overskriften, og generaliserer videre i underrubrikken:

Danskerne er mere realistiske i vurderingen af antallet af indvandrere end andre vesterlændinge.

I en faktaboks forklares det at:

Antallet af indvandrere i Danmark er 440.427. Det svarer til 7,9 procent af befolkningen. Tallet omfatter kun dem med en anden nationalitet end dansk ved fødslen.

Hvorfor nu ordet: ”kun”?

Fordi ”tallet” er hentet fra ”officielle statistikker”, der definerer begrebet indvandrer mere snævert end flertallet af den vestlige verdens – mere eller mindre oprindelige – befolkning gør.

Under ”kolonitiden” figurerede børn født i Indien af engelske forældre naturligvis som englændere i de officielle statistikker, mens børn født i England af indiske forældre, nu til dags mærkværdigvis  figurerer som englændere i de officielle statistikker.

Politiken citerer den ”anerkendte ekspert i global integration professor Pankaj Ghemawat fra handelshøjskolen IESE i Barcelona” for at:

Forestillingerne om immigration overstiger realiteterne ganske voldsomt. Det fremmer ikke ligefrem debatten om den nødvendige indvandring.

Her forveksler den anerkendte ekspert ”realiteter” med ”officielle statistikker”, og det samme gør Ninna Nyberg Sørensen; seniorforsker og ekspert i migration ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som Politiken citerer for:

Misforholdet mellem det opfattede og reelle antal indvandrere

Og rækken af eksperter ender ikke med Ninna:

for hende og andre eksperter, Politiken har talt med, er det et problem, at der generelt i vestlige lande er en vrangforestilling om antallet af indvandrere. Årsagen er, at både Danmark og Europa i en nær fremtid står over for gevaldige demografiske udfordringer med et stigende antal ældre og et faldende antal unge.

Politikens eksperter har – af uransalige årsager – bare ikke fantasi til at forestille sig et Europa, som er selvforsynende med ”unge”.

Hatten af for Kimpo.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn

Jeg tror man skal passe på med at generalisere for meget over dyrkelsen af islam i Danmark

Udtalte Sophie Hæstorp-Andersen i P1 Debat 25. december 2011, og fortsatte:

fordi den foregår altså på mange forskellige måder.

Selvfølgelig skal man passe på med at generalisere for meget.
”Alt måde” eller – mere ordret – ”intet til overmål”, det har sgu været god latin så længe at det faktisk er græsk.

Og selvfølgelig foregår dyrkelsen af islam i Danmark på mange forskellige måder.
Ingen hævder noget andet, men alligevel bliver islamisk diversitet gang på gang fremhævet, som var det en epokegørende videnskabelig opdagelse.

Med ordet: ”fordi” binder Sophie disse to selvfølgeligheder sammen til et argument, der mere end antyder at generaliseringer er et produkt af uniformitet.

I virkeligheden er det Sophie selv, der eksemplificerer en tendens til at betragte problematikker, der vedrører islam, i et kategorisk perspektiv, et perspektiv hvorfra ethvert problem, som ikke vedrører alle muslimer, hverken vedrører islam eller muslimer.

Som overskrift i en tabloidavis, ville denne tendens i tiden være formuleret således:

Vi ignorerer islamiske problematikker.

Men tiden er så småt ved at indhente denne tendens, i hvert fald i Danmark.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn

Danskerne tager afstand fra hård udlændingedebat

Generaliserede Ugebrevet A4 i fredags, hvilket både Snaphanen og Uriasposten allerede har kommenteret.

Generaliseringer kan bruges til at indbilde mennesker med “forkerte synspunkter”, at de udgør et mindretal, alene fordi generaliseringer let forveksles med journalistiske majoriseringer, og den forveksling befordrer den svenske presse endnu mere skruppelløst end den danske.

Mere subtilt, så er den “hårde” retorik uløseligt associeret med de islam-kritiske debattører, således at overskriften direkte kan tolkes således, at danskerne tager afstand fra islam-kritiske debattører.

Professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock er helt uenig i, at en hård debat er gavnlig, og han forstår godt, at så stor en gruppe af danskerne lægger afstand til en retorik, der er vendt mod indvandrere.

Men hvad gør egentlig den såkaldte tone hård?

Når man taler som om, der er en krig mellem Islam og Vesten, er det klart, at man kan få nogle skøre sjæle til at tro, at man mener det bogstaveligt
[Christian Kock]

Det er klart… Og problemet ville ikke blive mindre, hvis krigsretorikken faktisk var ment bogstaveligt, og derfor kunne appellere bredere end kun til de allermest “skøre sjæle” blandt Søren Krarups tilhængere, som måske tillige var i konstant vækst.
Ja, f.eks. kunne man måske ligefrem forestille sig Søren Krarup forlange:

Dræb dem hvor i end finder dem

Så ville det kun være et spørgsmål om tid, før også muslimer ville blive nødsaget til at tage Søren Krarups krigsretorik alvorligt ikk´.

Christian Kock peger på, at ord altid har medvirket til at skabe vold. Alle de steder, hvor der har været store konflikter som i ex-Jugoslavien, Rwanda og Nordirland, har volden været fremskyndet og hjulpet af en retorik, der ligner den, vi hører fra Dansk Folkeparti i Danmark, pointerer han.

Men Christian Kock kan sove helt roligt.

Søren Krarups retorik er ikke helt så krigerisk endda, og han mener den ikke engang bogstaveligt, og – nok så væsentligt – så tegner det til at væksten i hans tilhængerskare er bremset.

Om få uger er Margrethe Vestager måske integrationsminister, og hun “stoler også på udlændinge“, så fremtiden tegner fredelig.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn

Alle kommentatorer i alle danske aviser kommer til samme konklusion, så der er jo altså noget om snakken

Konkluderede EU-forsker Marlene Wind kategorisk i deadline 17:00 tirsdag 14/7/2011, og den sjoveste replik til det citat er måske hvad Marlene Wind sagde få sekunder senere:

Vi er tilbage i Sovjetunionen før murens fald

Men det er vi heldigvis ikke, og heldigvis kommer alle kommentatorer i alle danske aviser heller ikke til samme konklusion som Marlene Wind.
Hun smurte bare tykt på, og fortsatte alligevel med endnu et lag retorisk tandsmør:

og derfor er det også fuldstændig hen i vejret at gå til angreb på mig, lige mig, når alle andre sådan set er enige med det, jeg har sagt.

Kort forinden kunne Marlene Wind ellers sagtens få øje på en eller anden form for ræson:

Det er jo fuldstændig åbenlyst at Pia Kjærsgaard er desperat – og det er regeringen også – for at få afledt opmærksomheden fra den her grænsekontrolaftale

Den konklusion havde Niels Helveg Petersen netop luftet i introen til interviewet med Marlene Wind, og konklusionen kan passende vejes op mod studievært Jesper Larsens indledning til introen:

Hele diskussionen om øget grænsekontrol er tilsyneladende – og vel ikke så sindssygt overraskende – vand på Dansk Folkepartis mølle.

Det er der rent faktisk noget som kunne tyde på, uanset hvad Marlene Wind har sagt, f.eks.:

alle i vores omverden er jo fuldstændig på linie med det, jeg har sagt.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.

Enhver kan jo se at der er levende døtre til muslimske fædre, så enhver kan se at sådan er det jo ikke

Overskriftens kategorisering er et citat af Poul Friis fra hans program med Sherin Khankan 2. maj 2011.

Det skorter ikke på journalister, som, i ramme alvor, mener at, Jesper Langballe skulle have udtalt, at alle muslimske fædre myrder alle deres døtre, men Poul Friis er nok dummere end de fleste.

Anledningen til programmet var Sherin Khankans kronik i Politiken: Antiislamisk retorik er vor tids antisemitisme, og som Poul Friis forklarede:

Hendes bekymring går ikke så meget på de meget direkte hadefulde angreb på muslimer, men derimod mod den antiislamiske retorik, der har sneget sig ind i dagligsproget i form af generaliseringer og fordomme.

Interessant prioritering, men denne bekymring afholdt hende selvfølgelig ikke fra selv at generalisere:

Det er meget svært for danskere at forstå, at folk der født i Danmark og uddannet i Danmark, og højtuddannede, kan indtage de her holdninger

De af Sherin Khankan omtalte ”holdninger” var islamisternes antidemokratiske holdninger, men hun mente ikke der var grund til at bekymre sig om islamisterne, for islamismen har ikke nogen essens. Islamisme er jo så mange ting.

Lyder det bekendt?

Så er det nok fordi der tidligere er blevet argumenteret for at islam ikke har nogen essens, at islam er mange ting, og at det kun er islamisme, der udgør en trussel mod demokratiet.

Sherin Khankans anti-essentialisme stak dog ikke dybere end at pointen med hendes kronik i Politiken var følgende:

der eksisterer en antiislamisk retorik og propaganda i den danske samfundsdebat, som minder på mange måder, og har mange fællestræk med den datidige antisemitisme

Sherin kunne efterfølgende påstå at der findes mere end én form for ”antiislamisk retorik og propaganda” i den danske samfundsdebat, men ”de mange fællestræk med den datidige antisemitisme” åbner ikke ligefrem for et hav af datidige former for antisemitisme.

Derfor er det også rendyrket hykleri når Sherin Khankan siger:

at det er unuanceret og en generalisering at hævde at politisk islam i sig selv er en trussel for de verdslige demokratier

Sherin Khankan er et omvandrende opslagsværk i moderigtige, men selvmodsigende floskler:

17 sekunder adskiller følgende to af hendes udsagn:

1. Forskelligheden er simpelthen udgangspunktet for vores samfund, og for den dialog vi fører.
2. ytringsfrihed, frihedsrettigheder og demokrati, det er ikke nationale danske værdier, det er universelle værdier, der deles af alle mennesker overalt i verden

I løbet af udsendelsen fik også Frede Farmand telefoneret sig til et mindre come back i æteren:

Der er paralleller – virkelige paralleller – med 20´ernes og 30´ernes Tyskland og det, som vi udsætter vore medborgere af muslimsk oprindelse for.

Mere interessant, så hævdede Frede Farmand også at:

Dæmoniseringens formål er i sidste ende at slå dem ihjel, man er rettet imod. Tilvænningen, det er den man har gang i nu, har i Danmark stået på i tyve år, og det har gjort at vi har mistet evnen til at foretage den almindelige diskrimination af hvornår noget er generelt eller ikke

Blind høne kan også finde korn…

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.

Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper

Overskriftens generalisering af den indvandrerkritiske fløj” er formuleret af Professor ved Institut for Retorik ved Københavns Universitet; Christian Kock.

Jeg har – som ofte nævnt – intet principielt at indvende mod generaliseringer, og sætter næsten en ære i at give substans til Christian Kocks generalisering, men retorikprofessoren ved ikke engang at han generaliserede, og det er sgu pinligt.

Citatet er plukket fra et interview (og dyrk lige interviewets overskrift), hvor retorikprofessoren bliver spurgt:

Hvorfor er det et problem at generalisere?

Og retorikprofessoren svarer:

Fordi det er fordomsfuldt. Hvis du – som Mogens Camre – siger, at muslimer ikke kan integreres, så siger du noget om alle muslimer. Det kan godt være, nogle muslimer ikke kan integreres, men der er også muslimer, der godt kan. Ved at sige noget om alle siger du noget om hver enkelt. Så du har i virkeligheden har fremsat en injurierende påstand om en hel masse enkeltpersoner. Jeg siger ikke, at der skal være en lov imod generaliseringer, men det er en uskik, der burde angribes og hænges ud.

Nu igen…

En fordom er en hypotese, som nogen ikke bryder sig om, og som de derfor kalder en fordom.
Professorer er nogle af de mennesker, der rummer allerflest hypoteser, og er derfor blandt de allermest fordomsfulde, men det behøver de naturligvis ikke skamme sig over.
Enkelte af deres hypoteser/fordomme er imidlertid vanvittige, og de – altså hypoteserne – burde ”angribes og hænges ud”, f.eks. er den hypotese, at hvad Camre siger om muslimer, gælder alle muslimer, hver og én, helt ude i hampen.

Og i øvrigt voldtager muslimer deres egne børn.

Såvel politikere, meningsdannere, spindoktorer, reklamefolk, og magthavere i øvrigt gør desværre god brug af en række – i filosofien, logikken, økonomien, spilteorien og socialpsykologien – velkendte informationsfænomener og hertil hørende kneb.

Overskriften er et citat af Vincent F. Hendricks fra universitetsavisen.dk.

Underrubrikken opsummerer:

KRONIK – Demokratiet er truet af uvidenhed. Det er let at blive snydt, og magthavere, meningsdannere og reklamefolk gør brug af alle kneb. Vores eneste bolværk er viden, ikke information, skriver professor Vincent Hendricks.

Jeg spoler lige halvvejs frem i kronikken og citerer Vincent:

Hvor rammeproblemet er baseret på informationspræsentation, så er et andet ubehageligt fænomen baseret på informationsselektion. Overbevisningspolarisering optræder, hvor menneskers holdningsmæssige enighed forstærkes, når de involverede parter betragter og drøfter den, umiddelbart for dem, tilgængelige information.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

Ekkokammer-teorien appellerer nok intuitivt til de fleste, og hvad angår denne overbevisningspolarisering, er der én gruppe mennesker som i særklasse er oplagt at eksemplificere med.

Hvorfor?

1. Fordi gruppen har en meget stærk tradition for ”informationsselektion”.
2. Fordi gruppen med voldsom effekt frasorterer visse ”stemmer”.
3. Fordi gruppen notorisk er involveret i ”vold, krig og terror”.
4. Fordi gruppen har et historisk anstrengt forhold til ”idealet om det drøftende demokrati”.

Men Vincent vælger at eksemplificere sin pointe med en anden gruppe:

Betragtes nogle af de seneste holdninger til og udlægninger af muslimer og islam på den yderste højrefløj kunne noget tyde på en vis form for informationsselektion og hertilhørende gruppepolarisering på vej mod det ekstreme.

Det starter med Lars Hedegaard på Snaphanen i december 2009, og så forstærkes retorikken med Krarup og Langballe over jul og ind i nytåret 2010, hvor muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel – eller er det omvendt?

Til Hedegaard-Langballe historien kan ydermere tilføjes, at den fører til, at Søren Pind, Kathrine Lilleør og andre fremtrædende meningsdannere udmelder sig af Trykkefrihedsselskabet – det vil sige, at dette selskab har mulighed for at blive atter mere ekstremt.

Internt kan enigheden således blive større og større, og den i forvejen ekstreme fløj, atter mere ekstrem. Det er ekstremisme som resultat af ekkokammereffekter og informationsselektion, og igen, demokratier er følsomme over for ekstremisme.

At ”retorikken” skulle ”forstærkes” med Krarup, er en påstand, som Vincent ikke underbygger, og påstanden fordrer en sjat ”informationsselektion”.
Her er et par citater, som er gode at se bort fra:

1. Han [Hedegaard] skulle selvfølgelig have ladet være med at generalisere på en lidt billig måde
2. Han [Krarup] mener – som sin partiformand – ikke, at de enkelte tilfælde kan bruges til at sige noget generelt om muslimer.

Well, I beg to differ.

Hvis ikke ”enkelte tilfælde kan bruges til at sige noget generelt om muslimer”, hvad fanden skulle så kunne?

Værre er det at Vincent ikke ved, om ”muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel”, eller om det er omvendt.
Muslimer har ikke for vane, at tale højt om at de er blevet voldtaget, uanset af hvem, men Vincent burde vide, at muslimer har for vane at slå deres døtre ihjel, særligt hvis døtrene er blevet voldtaget, og han burde kunne få øje på en logisk forbindelse her.
Vincents manglende viden, skal måske tolkes som manglende viden om hvem, der ytrede hvilken generalisering, og indrømmelsen skal måske tages som udtryk for, at den ene generalisering kan være lige så meningsløs som den anden.
Meningen er ellers let at forstå – medmindre selvfølgelig, man bor i et ekkokammer.

At ”muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel”, betyder at onklers voldtægt af nevøer og niecer, samt fædres mord på deres egne børn, forekommer hyppigere blandt muslimer, end blandt mennesker generelt.

Generaliseringens underforståede præmis er faktisk nøjagtig identisk med den, som Vincent selv benyttede i overskriften til dette blogindlæg.

Det skærpede utvivlsomt Trykkefrihedsselskabets ideologiske profil, at miste ”Søren Pind, Kathrine Lilleør og andre fremtrædende meningsdannere” (og i modsætning til en vis anden gruppe, så tillader Trykkefrihedsselskabet sine medlemmer at falde fra), men hvis frafald er vejen mod ”det ekstreme”, så er vejen godt nok bred Vincent.

Hvor mange er f.eks. ikke faldet fra filosofistudiet på Københavns Universitet? tet, tet, tet…

Vi tager afstand fra dem, for vi ved de ikke er et billede på virkeligheden. De er forsimplede karikaturer.

Overskriften er et citat af Marie Valentin Beck, fra et indlæg om stereotyper på bloggen Agender.

Det er ikke så meget det, at ”vi” bliver generaliseret af Marie Valentin Beck, som jeg hæfter mig ved i citatet, men at Marie Valentin Beck selv tager afstand fra stereotyper, samt hvordan hun definerer stereotyper.

Mere konkret tager Marie Valentin Beck afstand fra stereotypen:

den sexede sygeplejerske, yndig og i stram hvid kittel, som får den fixe idé at live en patient op med sine bryster

Marie Valentin Beck slutter med at anbefale en fotoudstilling med mandlige sygeplejersker fordi:

Vi bør vise hinanden nuancerne og bredderne. For det er vel sådan den virkelig verden er – nuanceret og bred.

Det er noget vrøvl, som Marie Valentin Beck serverer sine læsere, for karikaturen er i den grad et billede på virkeligheden, at den kun fungerer når virkeligheden genkendes deri.

Dette er ikke Rowan Sebastian Atkinson:

Dette er heller ikke Rowan Sebastian Atkinson:

Karikaturen excellerer ved at fremhæve genkendelige karakteristika, og sygeplejersker er ikke kendt for at blotte deres bryster i arbejdstiden. Det er i hvert fald ikke en oplevelse jeg har været forundt, men jeg har heller ikke tilbragt meget tid på hospitaler, og har heller aldrig oplevet en mandlig sygeplejerske.

Det er utvivlsomt sket, at en kvindelig sygeplejerske har blotter sine bryster på arbejdet, og hvis det virkelig er ”nuancerne og bredderne” i den virkelige verden, som Marie Valentin Beck efterlyser, så må den kvindelige sygeplejerske, som blotter sine bryster, vel bare være endnu mere atypisk end den mandlige sygeplejerske, men det er ikke alle nuancer, som Marie Valentin Beck ønsker udstillet.

Det er min erfaring, at feministiske akademikere bøjer virkeligheden så den passer til deres kønsløse ideal, og Marie Valentin Beck er ingen undtagelse.

Kommentarporet er faktisk mere interessant end selve indlægget.

Katrine Rasmussen skriver:

Stereotyper er ligesom generaliseringer et helt nødvendigt værktøj for enhver meningsfuld samtale om noget som helst.

Her anvender Katrine formentlig begrebet: stereotyp i samme løse definition som Marie, nemlig som karikatur, evt. verbal eller skriftlig.
At Katrine, med ordene: ”enhver” og ”noget som helst”, udtaler sig kategorisk, passer egentlig ret glimrende til konteksten. Overdrivelse fremmer forståelsen.

En Søren Kramer skriver:

Tabere er misundelige

Der er vist brug for lidt begrebsdefinition for dem, der ikke har gået så lang tid i skole:

1. Stereotyper er ikke en kategorisering eller en generalisering. Stereotyper er en kategorisering og en generalisering.

Og nu bliver det svært:

2. Stereotyper er kognitive kort bestemt af historiske, kulturelle og politiske forhold.

Stereotyper gør det altså nemt at navigere vha. kompleksitetsreduktion, fordi man ikke kan & skal forholde sig til kompliceret “virkelighed”. Det kan være både effektivt og ineffektivt.

Pointen med bloggen er vel at det til tider kan være godt at lægge de kort lidt til side, holde fokus på lidt færre ting, men forholde sig lidt mere nuanceret til det der sker omkring sig.

Man fornemmer klart, at Søren Kramer har gået længere i skole end de fleste, men mere på hans arrogance end på hans lærdom.
Først fumler han rundt mellem flertal (sterotyper) og ental (generalisering/kategorisering), og undlader i sin ”begrebsdefinition” at definere både generalisering og kategorisering, senere forveksler han indlægget/posten med hele ”bloggen”.

Stefan W. Christensen og Søren Kramer fører efterfølgende en længere meningsudveksling om stereotyper, generaliseringer og kategoriseringer, men at analysere videre på den debat, kræver et særskilt indlæg. Foreløbig får den blot en anbefaling herfra.

Kan man overhovedet generalisere?

Spørgsmålet afrunder 2_mellemtrin, som er noget undervisningsmateriale fra BUFnet; en portal for pædagoger og lærere i Børne– og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

Mere konkret afsluttede spørgsmålet øvelsen:

PANELDEBAT OM NUTIDIGE MYTER OM DRENGE OG PIGER

Vælg 4 personer som eksperter til panelet og én ordstyrer.
Resten af klassen er aktive deltagere i debatten, som spørger ind til de forskellige myter.
Panelet skal svare ud fra deres egne holdninger og overbevisninger. Eventuelt kan eksperterne til panelet gå på skift i klassen.

Hvilke myter er der i dag om piger generelt? Om drenge? Med etnisk dansk baggrund? Med andre etniske baggrunde end dansk?
Og hvad synes du om de myter? Og om myter om andre mennesker i det hele taget?
Kan man overhovedet generalisere?

2_mellemtrin indledes også med et spørgsmål:

SKAL MAN SKÆRE ALT OVER EEN KAM?
- OM KROP, KULTUR OG MYTER

Elever, som ikke er aldeles imbecile, vil undervejs være blevet klar over hvad de forventes at svare:
Nej, man skal ikke skære alt over én kam, og nej, man kan ikke generalisere.

De mest opvakte elever vil have gennemskuet, at de samtidig er blevet indoktrineret i at skære piger og drenge over én kam, indbildt at der ingen forskelle er mellem piger og drenge.

Materialet er anti-essentialistisk dvs. socialkonstruktivistisk.
Om formålet hedder det bl.a.:

Eleverne skal ligeledes opnå viden om, hvor stor en indflydelse essentialistiske opfattelser af køn og etnicitet har haft og har for menneskers muligheder og begrænsninger i livet.
Hensigten med temaet er, at eleverne får viden, redskaber og metoder til at udvikle kritisk refleksion omkring køn, samt at styrke elevernes interkulturelle kompetence – både i forhold til historiske og nutidige kulturelle myter.

Ordet “kritisk” bør vække nogle alarmklokker, som de også gør hos Ulla Nørtoft. Læs endelig hendes klumme på sappho.dk.

Angående generaliseringer, så indeholder undervisningsmaterialet den klassiske forveksling med kategoriseringer:

Nogle mennesker generaliserer fx om piger: ”Alle piger gør…. alle piger er…” – Hvad handler de generaliseringer om?

der er intet i Tjørnehøjs udsagn der stempler alle asylansøgere som kriminelle, altså generaliserer om en hel befolkningsgruppe

Her (word) er det ingen ringere end professor i retorik ved Københavns Universitet; Christian Kock, som snubler i begrebet generalisering.

Christian Kock har et godt øje for indvandrerdebattens mest udbredte retoriske svinestreg: Stråmanden, og han udpensler hvorledes Jan Sonnergaard forvansker Tjørnehøjs udsagn, om den delmængde af asylansøgere, som er kriminelle, til et udsagn om at kriminalitet er en egenskab ved indvandrere.

Nu kan Christian Kock og jeg sagtens blive enige om, at dette udgør en generalisering, men modsat Christian Kock kan jeg ikke se ordet ”alle”. Ordet findes ikke i Sonnergaards kritik af Tjørnehøj.

Sonnergaard perspektiver endda til dagbladenes generaliserende overskrifter, og der er ordet ”alle” helt indlysende ikke underforstået.

Et par dugfriske eksempler:

Indbrudstyve holdt fri i julen

Vælgerne mister troen på Løkke

Svenskerne vil af med kong Carl Gustaf

Jeg har utallige gange set en debattør lyve ordet ”alle” ind i en ”generalisering”, men det ærgrer mig alligevel, at fange en retorik-professor i den manøvre.